B75 Hirtshals har ved den første uddeling af midler fra den nyligt indstiftede Unge i fokus-pulje fået tildelt 15.000 kr. til klubbens igangværende børne- og ungdomsindsats.
Det var hovedsageligt B75’s forsøg med en ny stævneform for ungdomsspillerne i Vendsyssel, hvor der spilles på tværs af køn og aldersklasser efter et ’lokalt ratingsystem’, der overbeviste uddelingskomiteen.
B75 med Lars Rokkjær i spidsen er tovholdere på de lokale ungdomsstævner, der spilles efter et fast stævnekoncept 10 lørdage i løbet af sæsonen med 35-50 deltagere pr. gang. Stævnet afvikles på skift af B75 Hirtshals, Brønderslev, Skagen m.fl.
“Èn af tankerne med Unge i fokus-puljen er at få klubberne til at tænke radikalt anderledes end tidligere i forhold til involvering af unge mennesker i klubarbejdet samt i forhold til tilrettelæggelsen af aktiviter”, siger DIF-konsulent Helle Carlsen.
“Vi håber at der er nogen, der tør satse og tænke nye tanker i forhold til stævne- og turneringsplanlægning. Stævneformen i Hirtshals har nogle spændende aspekter, som vi gerne vil støtte videreudviklingen af”, fortsætter Helle Carlsen.
Der uddeles atter midler fra Unge i fokus-puljen den 1. juni. Læs mere om puljen her – og download ansøgningsskemaet her. Der er ansøgningsfrist den 1. april, og på dif.dk kan man læse om den første uddeling af midler.
Går du/I og leger med tanken om at sende en ansøgning afsted til Unge i fokus-puljen, så er I meget velkomne til at kontakte én af breddekonsulenterne for rådgivning og vejledning.