Dobbelt jysk sejr i Hasselt

JBTU deltog i pinsen i stort stævne i Hasselt, Belgien med 13 spillere og 5 ledere. Der deltog 742 spillere fra 81 klubber fra 15 forskellige lande.

Der var flere landshold med, og der blev spillet i 7 forskellige haller. Dermed er stævnet et af de største der afholdes i Europa, og konkurrencen er rigtig stor.

Juniorholdet med Tobias Lau, Søren E. Nielsen, Nichlas Middelhede og Sebastian Schubert var blandt favoritterne til at vinde holdturneringen. Helt frem til finalen vandt de deres kampe 6-0.

Her mødte de dog stor modstand mod et stærkt fransk hold. Ved stillingen 3-3 blev en afgørende double spillet. Nichlas og Tobias var meget presset og bagud 2-8 i femte sæt. Der blev dog kæmpet flot videre, og det endte til slut med en sejr på 12-10 og en sejr på 4-3.

Dermed en rigtig flot 1. plads. I singleturneringen vandt Tobias Lau i finalen over Søren E. Nielsen. Dermed kommer de to i historiebøgerne for stævnet sammen med en masse tidligere og nuværende landsholdsspillere.

JBTU stillede med 2½ hold i drengerækken. Første holdet med Michael Jørgensen, Rasmus Brunbjerg, Benjamin Sørensen og Mathias Christensen gjorde det rigtig flot og kom i semifinalen.

Ved stillingen 3-3 blev den afgørende double tabt og humøret faldt, så også kampen om 3. pladsen blev tabt 2-4 til det irske landshold. Alt i alt dog en flot indsats.

Andetholdet med Markus Evers, Kasper Vendelbo, Hans Henrik Vonsild og Jonas Thøgersen blev nummer 13, hvor de undervejs leverede flere flotte præstationer.

Det ½ hold skyldes, at Ølstykke og JBTU deltes om 1 hold. Søren Agerskou spillede rigtig flot bordtennis undervejs og det med en flot 8 plads til holdet.

I singleturneringen var der mange flotte resultater. Michael Jørgensen endte med at komme længst og tabte først i semifinalen.

JBTU havde som tidligere nævnt 13 spillere med til Belgien, og de leverede mange flotte resultater – så mange, at spillerne til sidst kunne tage en stor pokal med hjem, da de blev næstmest vindende klub. Det er vist første gang det er sket for JBTU.

Forfatter: Tommy Jørgensen
Kontaktperson tlf.: 31 35 51 71
Kontaktperson e-mail: claus@jbtu.dk