Dragør v Virum-Sorgenfri

God start for Dragør – sejr på 5-4
Den med spænding imødesete sæsonstart mod Virum i elitedivisionen blev en meget tæt affære, hvor holdene fulgtes ad lige til det sidste.

Dragør med et helt nyt hold for sæsonen og Virum med en totalt ukendt 18 årig kineser Li Moding, som netop var landet nogle dage i forvejen – formentligt endnu med jetlag – var nok nogle af de spændende spørgsmålstegn inden kampen.

Første rude endte 1-1. Var Christian Larsen lidt rusten efter sommerpausen eller var Li Moding en ny stjerne i svøb. Christian havde det i hvert fald i indledningen uhyre svært, og tabte hurtigt de to første sæt. Det gik bedre i 3. sæt, som han vandt, men tabte knebent i 4. sæt, da tilskuerne ellers troede, at nu kørte det. Li gjorde et stærkt indtryk, lille og hurtig på især forhåndsloop.

Efter anden rude var stillingen 2-2. Daniel Fynsk mod rutinerede og defensive Martin Bremer Jensen lå godt til hinanden og havde mange flotte dueller. Daniel med sine loop og Martin langt fra bordet med sine opsamlinger og ikke uefne slag til tider. I det lange løb var Daniel dog den bedste og vandt i 3 sæt.

Kim Høgsberg kunne bringe Dragør afgørende foran, men altid solide Henrik Vendelbo og hans fantastiske baghånd gjorde det ikke nemt for Kim, som efter 0-2 i sæt måtte op af bakke det meste af tiden. Kim kom tilbage i kampen i 3. sæt, og var tæt på i fjerde, med udligningen var dog en kendsgerning.

I tredje rude fortsatte den tætte kamp. Christian Larsen fik vist en hel del mere angrebsmæssigt, både forhånd og baghånd. Martin Bremer havde svært ved at stå imod især i slutningen af kampen.

Christian viste her hvorfor han er inde i landsholdssammenhæng pt. Daniel Fynsk havde fat i Li Moding, da han bragte sig foran 2-1 i sæt efter flot spil. Li havde dog et gear mere, som Daniel ikke kunne modstå, og der var ikke mange point at hente i de to sidste sæt. Stillingen nu 3-3.

Sidste rude endte naturligvis 1-1. Morten Knudsen spillede meget op og ned mod Henrik Vendelbo, sættene var rimeligt tætte, men Henrik var den bedste i de afsluttende dueller, og vinder 3-1 i sæt.

Kim Høgsberg følte presset mod Michael Thuesen, som kæmper i sine kampe, men lige manglede det sidste. Kun i 2. sæt blev det til sejr. Kim vinder sikkert med 3-1.

Stillingen var herefter 4-4, der er et point til hver. En afsluttende double afgør hvem der vinder kampen, og får et ekstra point.

Kendere af spillerne ville måske gætte på en kamp mellem Kim/Morten og Henrik/Martin, 2 gode sammenspillede par, men denne gang blev det Christian Larsen og Daniel Fynsk for Dragør og storspillende Li Moding blev sat sammen med Henrik Vendelbo. I en tæt kamp trak Dragør parret det længste strå. Med cifrene 12-10, 12-10, 8-11 og 11-9 sikredes Dragør sejren og de to point.

En god indledning som blev set af 35-40 tilskuere kan følges op lørdag den 4. oktober kl. 15.30(obs:nyt tidspunkt) i Hollænderhallen, hvor Hillerød kommer på besøg.

Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 ED-hold – ligeledes kan man læse nyheder fra både denne og de seneste sæsoner…

Forfatter: Dragør
Kontaktperson tlf.: 50 85 05 85
Kontaktperson e-mail: henrik@dbtu.dk