DRENGEN FRA DANMARK, SOM TØR TAGE SKRIDTET FULDT UD

Et interview af landstræner, Magnus Mallander og Emil Friis Hansen, IFK Söderhamn Bordtennis (Sverige) og Brønshøj Bordtennis (Danmark)

 

I perioden fra den 14. til den 17. februar har en gruppe herrejuniorer været sammen med landstræner Magnus Mallander på studietur op til IFK Söderhamn Bordtennis og deres elitegruppe.

Emil Friis Hansen, som i Danmark repræsenterer Brønshøj i Bordtennisligaen, var der allerede. For to uger siden pakkede Emil nemlig sine kufferter og rejste den ti timer lange togtur op til Söderhamn for at tage det næste skridt i hans bordtenniskarriere – et skridt, som vi desværre ret sjældent ser folk tage, når de har forladt junioralderen.

Det var derfor oplagt med en snak om Emils tanker og indtryk efter de to første uger i Söderhamn.

 

Hvad gjorde, at du turde tage springet og flytte 700 km hjemmefra? Og hvorfor blev det Söderhamn?

”700 km? Ha ha!! Ja, grunden til, at det blev Söderhamn var, at det var her, som jeg fik det bedste indtryk. Også ud fra hvad du og Kim Nylander allerede havde fortalt mig. Jeg havde undersøgt flere bordtennismiljøer i Tyskland også, fx Grünwettersbach (hvor Martin Buch og Tobias Rasmussen spiller), men der var ikke plads.

At jeg overhovedet tog skridtet, det er der flere grunde til. Efter gymnasiet følte jeg, som mange andre, at jeg ville have en pause fra studiet. Jeg havde arbejdet en del og sparet rimeligt meget op, så der var ikke noget, som der talte imod, at jeg kunne tage ud og være i et rigtigt professionelt miljø.”

 

Når vi har snakket sammen før, har jeg altid lagt mærke til, at du har været nysgerrig på karriere-aspektet af bordtennis: Hvordan kommer man op til et niveau, hvor man kan forsørge sig selv ved at spille bordtennis, og hvad der skal til? Tror du, at det har bidraget til, at du har fortsat, hvor andre måske er stoppet?

”Ja, jeg tror, at det i hvert fald har gjort, at jeg har været meget realistisk om, hvilke muligheder der også er økonomisk. Jeg tror mange spillere bare har fokuseret på ”bordtennis, bordtennis, bordtennis” og derfor måske brænder lidt ud, eller er skuffede over manglende resultater, eller føler det er blevet for meget. Mange spillere glemmer nok, at der skal være en god balance mellem bordtennis og alt muligt andet i deres liv. Bordtennis er jo ikke det hele, og det hele skal gå op – også økonomisk.”

 

Men på trods af udfordringerne føler du så i bund og grund stadigvæk en lyst eller en slags kærlighed til sporten? Og en interesse i at blive bedre?

”Oh ja, der er en enorm kærlighed til sporten, og jeg nyder det og vil selvfølgelig gerne blive bedre. Og jo bedre man bliver, jo større er mulighederne for at få nogle gode kontrakter og en god løn. Og det er sgu også pissefedt at vinde. Jeg elsker at vinde. Det er der ingen tvivl om. Men jo bedre man bliver, desto større er jo chancen for at få gode kontrakter og nogle fede oplevelser – og det går jeg efter.”

 

Når vi så snakker om at blive bedre og udvikles, føler du så, at det er i Söderhamn, at du får et miljø, hvor du kan udvikle dig endnu mere? Hvad har gjort størst indtryk på dig i træningen her?

”Træningen her er for det meste kamprelaterede, meget intense og hårde. Men gode! Der er alle niveauer her lige fra top-50 i verden helt ned til begynderniveau. Vi mangler sgu bare en top 20-spiller. Blomman (cheftræner i Söderhamn, red.) har også været herrelandstræner i Sverige, hvilket giver en del respekt, og jeg synes også selv, at han er en god træner.

Her er også gode muligheder for at køre en hel del individuelt. Og man kan bo og lave sin egen mad her, og folk er enormt flinke og har taget godt imod mig. De har også masser af hold at spille på i de tre bedste rækker, så der er mange muligheder for en spiller her.”

 

Du taler om at blive taget godt imod. Hvor vigtigt tror du, at det er at blive integreret i en træningsgruppe, også socialt, for at kunne holde til den her livsstil?

”Det er sindssygt vigtigt, især i en by som Söderhamn, fordi helt ærligt, så er der ikke så mange andre miljøer, at man ellers kan komme ud i, ha ha!! Og jeg er sådan, at jeg har brug for at komme i kontakt med andre mennesker og have det godt, ellers træner jeg ikke godt, og så ville jeg nok bare tage hjem efter et par timer.

Det at have nogle venner og føle sig godt tilpas, det betyder, at man også har det godt, og så træner man godt og har lyst til at være her. Hvis det hele ikke spiller, så ved jeg, at jeg kommer til at træne dårligt. ”

 

Du siger, at du er blevet taget godt imod. Betyder det også, at du træner godt?

”Ha ha!! ja, det hænger så ikke altid helt sammen. For mit vedkommende er der også andre aspekter, som spiller ind. Det kører lidt, som det altid har gjort. Nogle dage er gode, andre er mindre gode, men det er faktisk svært at vurdere, om man træner godt nogle gange, fordi niveauet er så højt her. Nogle dage træner man måske godt, men ikke føler sig god, fordi man spiller med spillere, som bare er bedre. ”

 

Det kan jeg godt forstå. Hvad gør det så ved din motivation og energi, at du er i et mere konkurrencepræget miljø?

”Ja! altså, nogle dage kan man godt blive påvirket og tænke ”hov, hvor er jeg ringe!!”, men for det meste får jeg bare energi til at blive bedre end dem, og vinde over dem. Men der er helt sikkert nogle dage, hvor man tænker ”kæft, det er sgu noget lort det her”, og man føler sig som en begynder. Man kan jo ikke bare sige ”ja, men de andre er nok bare bedre” og så er det det. Man må hanke lidt op i sig selv og gøre, hvad man kan for at blive bedre. Alle er her for at blive bedre. Det er vi jo alle sammen. ”

 

Er det nyt for dig at være i den her slags miljø? Hvad er forskellen på at træne i Danmark, hvor jeg ved, at du trænede mange forskellige steder for at få det hele til at løbe rundt?

”At være i en gruppe, hvor man helt klart ikke overhovedet er i nærheden af at være den bedste spiller. Det er helt nyt. Jeg har selvfølgelig været i miljøer, hvor jeg ikke er den bedste, men at være så langt fra, det har jeg aldrig prøvet før.”

 

Tror du, at det er det, som der skal til for, at man som spiller skal rykke sig?

”Ja, det tror jeg – i hvert fald for mig. Det er jeg ret sikker på. Jeg kan selvfølgelig ikke være helt sikker på det. Det ved jeg først om nogle år, ha ha!! Jeg tror ikke helt på idéen om, at hvis man er i et miljø, hvor alle andre er lidt dårligere end en selv, så er det nok. Det er i hvert fald ikke nok for mig. Det tænder ikke den der specielle gnist. Jeg har behov for noget konkurrence. Nogle gange kunne jeg godt føle, at der var lidt for lidt af det i Danmark. ”

 

Du sagde, at vi først ved, om det her er det rigtige om nogle år. Hvis vi så kigger på den lidt længere bane: Hvad håber og satser Emil Friis så på næste gang? Er det all-in på bordtennis, eller overvejer du at supplere din sport med noget andet?

”Overall? Selvfølgelig at blive bedre til bordtennis, det giver sig selv. Men altså, det er forskelligt. Drømmen er i hvert fald at kunne komme til OL. Det er også kunne skabe en nogenlunde indkomst. Jeg vil ikke have det sådan, at når jeg er +25 år, at jeg så er helt afhængig af, hvad jeg tjener som bordtennisspiller. Det har jeg tænkt på en del her på det sidste.

Jeg vil gerne have noget ved siden af – en uddannelse, være selvstændig, whatever – hvor jeg også kan sige, at det her er en del af min identitet og noget, som jeg kan falde tilbage på, eller noget jeg kan lave imens. Hvis jeg ikke bliver sindssygt god på den lange bane, så vil jeg ikke være tvunget til at leve af 200.000 kroner om året resten af mit liv. Især ikke, hvis jeg skal have en familie og alt det der en dag.

Men drømmen er OL en dag. Det er også min drøm at komme op i den bedste tyske række eller den bedste franske (Bundesliga hhv. Pro A).

Mit mål for næste år, for nu at være helt konkret, er at have et stabilt træningsmiljø som fx Söderhamn. Spille i en klub, forhåbentlig i både Sverige og Danmark, så man kommer rundt. Jeg kan godt mærke, at det at sidde her i weekenderne kan give lidt nedtur.

Internationale turneringer er nok ikke aktuelt for mig lige nu. Og så vil jeg finde ud af noget ved siden af, måske at læse et enkeltfag eller supplere med noget andet. Det bliver nok ikke medicinstudiet her til sommer, men noget der giver mening. Det vil jeg gerne finde.”

 

Det lyder ret fornuftigt det hele, synes jeg.

” Måske, ja! Jeg har lidt svært at se ud i fremtiden lige nu. Det  kan jeg mærke, men jeg er jo kun 20 år og føler, at hele verden er åben. Jeg vil i hvert fald give det her et ordentligt skud, og så må vi se, om jeg kan blive bedre og komme videre. ”

 

Det lyder spændende, og jeg tror, at vi er mange, som glæder os til at følge dig på dit eventyr her. Indtil videre har det varet 2,5 uge. Vi håber, det bliver meget længere.

” Ha ha!! Tak for det. Det håber jeg også.”