Drengene rykkede ned

EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008

Danmarks Drenge må en tur ned i B-gruppen i UEM-sammenhæng – mandag aften tabte de 1-3 til Hviderusland, hvilket betød chancen for at opretholde A-gruppestatus forduftede.

Ungdomslandstræner Mads Flod-Sørensen havde efter nederlaget følgende bemærkninger til drengeholdet og nedrykningen:

“Det er ærgeligt på flere måder – dels har drengene spillet rigtig godt hernede, og med lidt mere held kunne de have stået i 1/8-finalerne i stedet for, og dels ser det ud til vi har et rigtig godt hold næste år, og det er rigtig ærgeligt de skal starte i B-gruppen.

På den anden side: Man får som regel det man har fortjent – der, hvor drengene er nu, skulle de have været for 1-2 måneder siden under bl.a. Six Nations.

Der mangler stadig de få sidste procent i både spil og selvtillid, som skulle have været der på et tidligere tidspunkt i forløbet”, mener ungdomslandstræneren, der dog fremhæver en positiv ting:

“Mentalt set er indsatsen hernede mere end godkendt – trods nogle hårde dage med tætte nederlag, har de holdt gejsten, og har været klar til næste kamp”, slutter Mads Flod-Sørensen fra Terni.

– læs meget mere om EM for Ungdom 2008 ved at følge linket…

13/7 – 14:45 | Drengene ude i Terni
Drengene tabte søndag formiddag med 2-3 til Kroatien i play off-kampen til 1/8-finalerne, efter at have ført med 2-0 undervejs.

Fra coach Poul Sørensen har vi modtaget følgende rapport:

“Det var en potentiel optur, der blev til en stor nedtur – vi fører 2-0, er tæt på at lukke til 3-0, men ender med at tabe 2-3.

Asbjørn Reenberg lagde ud med at vinde 3-2, efter han smed en føring på 2-0 – han spiller med både overskud og overblik undervejs, og selvom 2-0 blev til 2-2, har han styr på det, og han vinder 5. sæt med 11-4.

Sebastian Haack spiller vel sit bedste bordtennis nogensinde – han er positiv og varierer sit spil hele tiden. Det bliver til en flot sejr mod førstemanden, som han slår 14-12 i afgørende sæt, efter at været nede med matchbolde.

I doublen får vi en nervøs start, kommer bagud med 0-1 – fra andet sæts start er der stor kvalitet i spillet, hvor vi vinder tæt. I næste sæt har vi to sætbolde ved 10-8, men taber 11-13 – det knækker drengene, og vi taber fjerde og sidste sæt.

Derefter er det op af bakke – Asbjørn taber 0-3, og er kun tæt på i andet sæt, hvor det bliver 14-16 efter flere sætbolde.

Sebastian er i den sidste kamp ikke helt oppe i gear fra start, og da modstanderen samtidig rammer alt – Sebastian kommer bagud med 1-7 i begge de to første sæt, der tabes klart.

Derefter finder han sin rytme, og vinder fjerde sæt – men det går galt fra starten af fjerde sæt: Det bliver igen 1-7, men Sebastian henter til 7-7 og 9-9, men sættes – og dermed kampen – tabes med to bolde i afgørende sæt.

Vi var helt oppe i skyerne, og det er selvfølelig meget ærgeligt vi ikke får lukket – det positive er, at vi overholdte alle aftaler, og at vi forsøgte at udnytte chancen.

Nu skal vi vinde resten for at nå målsætningen: At blive i A-gruppen”, slutter den skuffede, men stadig fokuserede drengecoach fra Terni.

12/7 – 15:45 | Endnu et drengenederlag
Lørdag eftermiddag blev det til endnu et nederlag til drengene ved UEM i Terni – og efter 0-3 mod Frankrig skal drengene nu i play off for at kvalificere sig til 1/8-finalerne.

Der er store problemer med kommunikationen fra Italien – både telefonisk og i cyberspace, så det er p.t. ikke muligt at indhente kommentarer fra den danske lejr…

11/7 – 20:45 | Drengene tabte igen
Danmark tabte også den anden kamp i Drenge, da det blev 0-3 mod Belgien.

11/7 – 11:45 | Tæt åbningsnederlag
Danmark har spillet den første kamp ved årets ungdomseuropasterskaber, og det blev til nederlag på 2-3 mod Tjekkiet i Drenge.

Drengene bragte sig ellers foran med 1-0, da Sebastian Haack vandt åbningskampen med 3-0 efter godt spil – og det var ikke langt fra en fordobling af føringen, da Asbjørn Reenberg bragte sig foran 2-0 i den anden kamp, men desværre kunne han ikke holde fast, og det blev til nederlag i afgørende sæt.

Danmark vinder derefter doublen med 3-2, efter at have været bagud 0-2 – Haack/Reenberg sørgede dermed for dansk føring på 2-1 i holdkampen.

Haack møder derefter førstemanden, og taber med 1-3 – førsteårsspillerne var godt med i de to første sæt, men bl.a. en tvivlsom dommerkendelse slog ham ud i de to sidste.

I den afgørende kamp bringer Reenberg sig foran med 1-0 og 10-7 i 2. sæt – desværre udnytter han ikke sine sætbolde, og i stedet bliver det både 1-1 og 1-2, inden han udligner til 2-2 i sæt efter 14-12 i 4. sæt.

I 5. sæt bliver det dansk føring på 4-1, hvorefter Reenberg bliver for passiv – det vender til 5-8, men herefter finder Reenberg stilen igen, og udligner til 8-8.

8-8 bliver til 9-9 – og så bliver det ikke til flere danske points, og Danmark taber dermed 2-3.

Coach Poul Sørensen havde følgende kommentarer efter kampen:

“Det var en både positiv og negativ oplevelse – meget positivt, at vi er så godt med i åbningskampen, og faktisk er tæt på at vinde den, men selvfølgelig negativt at tabe en så tæt kamp, når man netop er så tæt på.

Sebastian går forrest i denne kamp, mens Asbjørn spiller godt undervejs, men stresser for meget i de afgørende situationer – doublen var over forventningene”, siger drengecoachen, og afslutter:

“Vi har vist, at vi kan være med mod alle, og vi går selvfølgelig for at vinde mod alle, selvom vi ikke er favoritter mod nogen i puljekampene!”

Danmark spiller igen senere i dag, hvor modstanderne kl. 17:00 er Belgien – læs meget mere om EM for Ungdom 2008, ved at følge linket…

EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008EM FOR UNGDOM 2008

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 29 62 35 05
Kontaktperson e-mail: mads.sorensen@dbtu.dk