Danmarks Drenge er efter endnu en mellemrundesejr på 3-0 klar til B-gruppefinalen, der spilles tirsdag formiddag – semifinalen blev vundet i overlegen stil mod Portugal.
Først Nicky Marx, derefter Sebastian Haack – og sidst, men ikke mindst, den “uovervindelige” double, Haack/Marx sørgede for finalepladsen til Danmark.
Marx spillede klart bedst i mindst fire af de fem sæt han skulle bruge for sin sejr på 3-2, mens Haack spillede mere ukonstant, men var klart bedst i sin sejr på 3-1.
I doublen var der niveauforskel på de to par – i de to første sæt. Derefter gik danskerne et gear ned, hvilket gav unødvendig spænding, inden kampen blev vundet med 3-1, efter en “disciplineret” indsats i det afluttende sæt, hvor portugiserne førte det meste af vejen.
Det er ikke tilfældigt, at den danske double ikke har en eneste kamp, og kun ganske få sæt, ved årets UEM, og netop doublen kan blive den afgørende faktor for om oprykningen til A-gruppen bliver en realitet.
Modstanderen i morgendagens finale bliver enten Israel eller Norge, der spiller semifinale i skrivende stund – vinder DK, kan vi kalde os A-gruppenation ved UEM 2010!
Mads Flod-Sørensen var trods sejren ikke ukritisk:
“Spillet var ikke nødvendigvis prangende i alle kampe, men de troede hele tiden på det, og gik efter det – og så bliver de hele tiden mere coachable under kampene.
Det er vigtigt, der er respons på det, man siger undervejs – fx mellem sættene. Det rigtige fokus og den rette spillestil, skaber mulighederne for udvikling – både på kort og på lang sigt.
Hvis de spiller, som de træner, er det helt OK selvom de ikke vinde – hvis de ændrer på noget, skaber man usikkerhed hos både sig selv og på bænken.
Eneste negative ting ved denne holdkamp er doublen, hvor de ved 2-0 i holdkampen og 2-0 i selve doublekampen, mister koncentrationen, og fuldstændigt slår op i banen – 5-10% mere løst spil giver 30-40 % fald i styrke!
Til gengæld var det godt at se, at de selv tog fat i det, og fightede den hjem”, roser drengecoachen sin hidtil uovervindelige doublekontellation, der nu har en score på 6-0.
I morgen er der så gruppefinale – kampen SKAL vindes for at UEM 2009 kan kaldes en succes for drengeholdturneringens del.
Flod-Sørensen har ikke tænkt sig at ændre noget i fht. fokuspunkter, m.v. – men understreger, at det er altafgørende at netop de basale ting bliver gentaget igen og igen:
“De helt unge landsholdsspillere skal have tingene at vide mange gange – der er ingen “indbyggede” automatismer hos drengene. Automatismen består i stedet i, at jeg hele tiden husker drengene på hvad de skal huske!
Man kan som træner ikke forvente tingene bare kører derudaf – det at huske små, men vigtige ting er ikke helt så ligetil, som man måske skulle tro”, siger drengecoachen.
Men udover at have fokus drengenes opvarmning og udstrækning, og at de spiser og drikker rigeligt, rigtigt og på de rigtige tidspunkter, er der i høj grad også fokus på morgendagens B-gruppefinale:
“Det er godt, at vi nu har fået muligheden for at rykke op – der skal arbejdes benhårdt i alle enkeltkampe i morgen, og så tror og håber vi allesammen, at den sidder der”, siger Mads Flod-Sørensen, der kun kan blive rigtigt tilfreds på én måde:
“Gruppefinalen skal vindes”!
EM for Ungdom 2009 kan følges på dbtu.dk via linket – og hos ETTU & ČAST ved at klikke på de respektive logoer øverst på siden…