Elitecenter med topklasse

I en tid hvor man bl.a. her på DBTU’s hjemmeside kan læse om, hvordan unge spillere rådes til at rejse udenlands, hvis de vil noget med bordtennis, så har John Nielsen fra Slagelse valgt at gøre det omvendt – nemlig at kreere et elitetræningscenter i Slagelse af så høj kaliber at flere unge topklassespillere har fundet vej til Slagelse, hvor de bor og træner hver dag under kyndig ledelse af kinesiske trænere med hjertet på det rette sted.

Efter ca. en times kørsel fra København ankommer undertegnede denne kolde formiddag i januar til Slagelse sammen med DBTU’s sekretariatsleder Peter Busck-Nielsen for at besøge det efterhånden meget anderkendte bordtenniselitecenter i Slagelse.

Som bordtennisspiller kan man ikke andet end at få et smil på læben, når man træder ind i den fornemme træningshal, hvor træningen er i fuld gang på det røde gulv der sammen med den godt belyste hal indikerer, at der er tænkt på detaljen. Og sådan er det med John, har man sagt A må man også sige B. Ikke noget med at gøre tingene halvt. Ser man sig omkring i den fantastiske træningshal, så ser spillermaterialet også ud til at være i topklasse.

Forskellige kulturer mødes i hallen, hvor Claus Schou Nielsen (Johns søn, der netop er udtaget til det danske landshold ved hold-VM i Malaysia senere på måneden) denne formiddag træner med Massao Calcada Kohatsu fra Brasilien. De to unge og garderhøje hollændere Ewout Oostwouder (nr. 314 på verdensranglisten) og Laurens Tromer (nr. 324 på vr.) er i gang med loop-mod-loop dueller så man næsten kommer i Pondus Cup stemning, og tyrkiske Li Ahmet (nr. 78 på vr.) spiller med cubanske Andy Pereira (OB). Desuden får Roskildes kinesiske es Yujia Zhai Kina-træning i mere end en forstand af Fan Gao (Vestegnen).

 

Gennem nåleøjet

”Vi har forsøgt at lave et elitecenter for dem, der virkelig VIL”, siger 57-årige John Nielsen, der grundlagde JN Meat International ApS i Slagelse i 1980.
John købte hallen på Fåborgvej i 2014, som efter en gennemgribende restaurering blev til en fantastisk bordtennishal, der i 2015 blev udvidet, så der nu er ca. 1.000 m2 og plads til 7 borde med det internationale pladskrav for elitespillere. I hallen er der også lavet et stort hvileområde på første sal, hvor spillerne kan vælge at lægge sig og restituere mellem træningspassene.

Billedet er fra november 2014, hvor der blev arrangeret en uofficiel landskamp mellem et kinesisk hold og det danske herrejuniorlandshold som forberedelse til ungdoms VM i december 2014. Første salens hvileområde kan skimtes.

De mange udenlandske klassespillere der til dagligt træner 2-3 gange i hallen bor i et hus med 12 værelser, som John har stillet til rådighed. Det ligger ca. 10 minutters gang fra hallen.
Det er ikke alle, der kan komme i betragtning til den lukrative træningsgruppe. John har allieret sig med He Keyi (kaldet Hasse), som er den sportslige ansvarlige. Det er således ham, der via internationale kontakter har fået den ene topspiller efter den anden til elitecentret, hvilket man kan se på tavlen med autografer fra de mange stjernespillere, der har trænet med i Slagelse.
”Det er vigtigt, at spilleren har den rigtige attitude”, forklarer He Keyi, og får et anerkendende nik fra John. Det virker som om, at de to er ret enige om, hvad det er, at de vil med elitecentret.

Den sportslige ansvarlige i Elitecentret i Slagelset He Keyi ved siden af tavlen, hvor de mange internationale topspillere, der har trænet i centret har skrevet deres autograf. Foto: Carsten Egeholt.

Jul med Omar

En af de mange topspillere der har trænet med i Slagelse er egyptiske Omar Assar (tidligere Københavns BTK). På opslagstavlen i køkkenet hænger et billede af muslimen Omar, der på seneste verdensrangliste er placeret som nr. 29, med nissehue. Han holdt forrige jul med familien Nielsen i Slagelse. Det er nemlig sådan, at John og hustruen Majbritt, der ofte tilbereder mad til de mange udenlandske spillere, får et familiært forhold til spillerne.

Formiddagens træning er vel overstået for fra venstre hollænderne Ewout Oostwouder og Laurens Tromer, tyrkiske Li Ahmet (med t-shirt) og kinesiske Yujia Zhai. Foto: Carsten Egeholt.

Hvorfor et elitecenter i Slagelse?

”Det har været et eksperiment – jeg kan godt lide at se noget gro”, siger John, der på sidelinjen har fulgt sønnen Claus’ udvikling fra nybegynder til det niveau, hvor han befinder sig i dag som nr. 267 på verdensranglisten. Elitecentret samarbejder med Roskilde, der er flagskibet i dansk bordtennis, om at udvikle danske talenter.

Det hele startede i Amager, hvor Claus spillede sammen med Micki Herskind, Tobias og Kasper Rasmussen og Ian. Finn Tugwell var træneren som lagde grundstenen for det unge team og efterfølgende blev He Keyi også tilknyttet som træner. Ved ungdoms-EM i 2014 vandt herrejuniorholdet bestående af Claus, tvillingerne Rasmussen og Jakob Hansen bronze. Micki Herskind var med i Riva del Garda, hvor han bakkede op som tilskuer.
”Som ung satsende spiller skal man have muligheden for at blive rigtig god”, siger John, og nævner et par unge seniorer, som efter hans mening blev tabt på gulvet, fordi de på den ene eller anden måde blev ladt i stikken, da der var ikke nogen til at følge dem op i deres spæde opstart som senior.
”Det er måske heller ikke nemt at tage til udlandet i en udenlandsk klub. For kan man være sikker på at få den opmærksomhed man har brug for, og bliver man godt behandlet – ser træneren dig”, spørger John, der mener, at det vel er ok at topklassespillere rejser ud, mens han ikke er så sikker på, at det altid er en god idé for mellemklassespillere at rejse ud.

Micki Herskind (tv.) sammen med herrejuniorlandsholdet, der vandt bronze ved ungdoms EM i 2014 i Riva del Garda. Efter Micki er det fra venstre Claus Schou Nielsen, coach Christoffer Petersen, Tobias Rasmussen, Jakob Hansen og Kasper Rasmussen.

Trænere med hjerte

”Lige som vi kræver den rette attitude af spillerne, så vil vi også have kompetente trænere med hjertet på rette sted. Som spiller skal man være sikker på at have en engageret træner”, fortæller John, der ud over den sportslige chef He Keyi også har de kinesiske trænere Fan Gao, Li Tao og Yaro samt både en fysisk- og en mentaltræner tilknyttet elitecentret i Slagelse.

Mens vi sidder og taler sammen i hallens store køkken tager undertegnede et smugkig ud i hallen og fornemmer med det samme, hvad John og He Keyi mener. Træningen er færdig – alligevel står tre af spillerne og servetræner, mens yderligere to får ekstra Kina-træning i bar overkrop.

Samarbejde med DBTU

”Vi skal have udenlandske topspillere i den daglige træning for at gøre de danske spillere bedre”, pointerer John, der allerede samarbejder med DBTU, som jævnligt sender landsholdsspillere til elitecentret i Slagelse. Men John mener også, at det er vigtigt at de udenlandske spillere føler sig godt tilpas og bliver godt behandlet samt at de bliver bedre af at være i Danmark for ellers kommer de ikke. Yujia Zhai er et tydeligt eksempel på en spiller, som har udviklet sig enormt, mens han har været i Danmark. Han er nu fremme som nr. 87 på verdensranglisten.

I forberedelserne til ungdoms-VM i Shanghai i december 2014 trænede det danske herrejuniorlandshold plus Rasmus K. Mikkelsen i Slagelse, hvor He Keyi havde sørget for sparring i form af et hold unge kinesere.

He Keyi havde sørget for optimal kinesisk sparring i Slagelse til det danske herrejuniorlandshold før ungdoms VM i 2014.

Der byttes gaver inden den uofficielle ungdomslandskamp mellem Kina og Danmark i Slagelse.

Samarbejdet med He Keyi består i, at de bedste danske spillere ofte træner med i Slagelse, når de ikke tager en plads for en af de mange udenlandske topspillere, der bor og træner på stedet. DBTU hjælper så med at tilmelde de kinesiske spillere til de internationale stævner, hvor de så stiller op for Danmark vel at mærke på 100% egenbetaling.

Drømmen om en arena

Elitecentret i Slagelse har nu været i gang i et par år. John har fået svar på sit eksperiment, og når man går ham lidt på klingen med hensyn til fremtiden, så vil han ikke udelukke, at han (hvis muligheden skulle byde sig) kunne finde på at udvide med en intim bordtennisarena til holdkampe.

En tavle (tv.) med de kommende opgaver for spillerne i Elitecentret vidner om, at der er tale om topklassen samt en tavle (th.) med tiderne for ugens træningspas.

 

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk