Den afsluttende runde i Elitedivisionen for herrer, fik ikke den ventede udgang, men bød på flere overraskelser. Lørdag blev ”finalen” spillet mellem Køge Bugt og Brønderslev. Her så det på forhånd ud til at ubesejrede Køge, bare skulle have et point, for at vinde grundspillet. Det fik de ved at spille 5-5 i en spændende kamp hvor Køge førte 4-1, kom bagud 4-5 og vandt den afgørende double til 5-5. Hos Køge vinder Frederik Nilsson og Magnus Pettersson over Kim Høgsberg i første parkryds, men taber begge til en velspillende Morten Knudsen. I andet kryds vinder alle spillere en single hver, Claus Rasmussen, Køge vinder over Rasmus Jespersen, Brønderslev med 3-1 og taber 0-3 til Claus Junge, Brønderslev. Christoffer Petersen, Køge vinder derimod over Junge med 3-1, for derefter at tabe for første gang i sæsonen i andet kryds til Rasmus Jespersen. Med denne 5-5-kamp er der lagt op til nogle spændende finaler, hvis det da bliver Køge Bugt mod Brønderslev.
Søndag skulle Køge bare have et point mod Virum, for at vinde grundspillet. Til denne kamp havde Køge valgt Christian Klint Nielsen i stedet for Claus Rasmussen, der var med til at redde klubbens andethold – det blev en dyr satsning. Køges ellers så stærke Christoffer Petersen skuffer i denne kamp ved ikke at vinde en kamp i første kryds, hvor det blev til nederlag til både Henrik Vendelbo og Martin B. Jensen. Sidstnævnte vandt begge sine singler ved også at slå Frederik Nilsson og Virum vandt dermed første kryds med 3-1. I andet kryds var der klare sejre til Jannick Larsen og David Hindersson, Virum over Christian Klint Nielsen, mens det blev til nederlag til Magnus Pettersson. David Hindersson viste dog at fremgangen har været stor over vinteren. Han fører 2-0 i sæt mod Magnus, men taber 2-3 med 9-11 i femte sæt. Doublerne blev delt og Virum hentede en uventet 6-4 sejr, mens Køge Bugt led sæsonens første nederlag og tabte førstepladsen til Brønderslev, og dermed retten til at spille hjemme i en evt. tredje finale.
Selvfølgelig skulle Brønderslev lige vinde over Hillerød, og det med ikke mindre end 9-1, for at vinde førstepladsen (de havde dog ikke taget det med i betragtningen, da de ikke regnede med at Køge ville tabe til Virum). Alligevel må det ubevidst have ligget i baghovedet, for Brønderslev vandt 9-1, i en kamp, hvor Hillerøds Aron Wenzell besejrer Rasmus Jespersen.
Kampen om den sidste slutspilsplads, blev aldrig en kamp, da Hillerød allerede lørdag tabte med 3-7 til Esbjerg og dermed sendte TPHU i deres første semifinale nogensinde. Esbjerg vandt komfortabelt over Hillerød, selvom reserven Martin Dam lagde to singler. Den tredje tabte kamp stod Søren Andersen for mod Ola Lindberg. Mads-Peter Jannings og Stephan Jensen vandt hver to singler, og begge doubler blev vundet.
TPHU viste at de har fortjent semifinalepladsen ved at vinde med hele 9-1 over Brønshøj. Tre tætte kampe i starten af holdkampen gik alle til TPHU, og så var det reelt afgjort. Sune Larsen slog Kasper Schübeler med 11-8 i femte, Anders Mortensen slog Søren Eriksen med 11-9 i femte og Jan Enevoldsen besejrede Thomas Jensen med 11-9 i femte. De små marginaler var på TPHU’s side, og TPHU har igennem hele sæsonen ”udnyttet” den større rutine holdet har fået ved at spille i den bedste række et par år. Eneste TPHU-nederlag blev Kåre Søndergaard mod Søren Eriksen med 3-11 i femte.
BTK 61 blev sendt ud af den bedste række med en stor lussing på 0-10 til Virum, hvor BTK 61 kun vandt tre sæt. Weekenden bød dog også på sæsonens anden sejr, men det mod et yderst reservespækket Esbjerghold, der kun talte Søren Andersen af de normale stamspillere. 8-2 til BTK 61.
I semifinalerne møde nu Brønderslev og TPHU i den ene, og Køge Bugt og Virum i den anden. Semifinalerne spilles fra 13. til 22. april, og der kommer mere information her på siden.
Slutstilling:
Herrer | detaljeret stilling … | ||||||
K | V | U | T | Score | P | ||
1 | Brønderslev 1 | 14 | 12 | 1 | 1 | 117-23 | 25 |
2 | Køge Bugt 1 | 14 | 12 | 1 | 1 | 116-24 | 25 |
3 | Virum 1 | 14 | 11 | 0 | 3 | 89-51 | 22 |
4 | TPHU/BIF 1 | 14 | 6 | 1 | 7 | 68-72 | 13 |
5 | Hillerød 1 | 14 | 4 | 1 | 9 | 56-84 | 9 |
6 | Esbjerg 1 | 14 | 4 | 1 | 9 | 47-93 | 9 |
7 | Brønshøj 1 | 14 | 2 | 1 | 11 | 36-104 | 5 |
8 | BTK 61 1 | 14 | 2 | 0 | 12 | 31-109 | 4 |
Foto: TPHU – Jan Enevoldsen, Sune Larsen, Anders Mortensen og Kåre Søndergaard