Eliteudvalget

På årsmødet besluttede de fremmødte klubledere at genoprette et eliteudvalg i DBTU. Det viser, at det er et område, som der både er stor interesse for, og som der er behov for at styrke i de kommende år. Eliteudvalget vil gerne takke for den tillid, der er vist os ved at vælge os på DBTU årsmøde. Vi er os meget bevidste om, at der ligger en udfordrende og spændende opgave forude. Men skal vi løfte dansk bordtennis også på dette område, er der flere ting, der skal spille sammen.

Struktureret samarbejde

Dette er et must. Ambitionen er klar fra vores side. Udvikling skal ske i samspil lokalt, regionalt og nationalt! Det er meget afgørende at få afstemt de forventninger, der er i forhold til den plan, der skal udarbejdes, og det er meget afgørende, at der er bred opbakning til denne!

To spor

Der er to spor at arbejde ud fra. Det ene er selve elite setupet, – dette afgøres i høj grad af den model, DBTU og Team Danmark beslutter. Det andet er selve talentudviklingen, der skal være fødekæden til elitearbejdet. Her kommer det strukturerede samarbejde til sin ret.

Vores udgangspunkt er, at en succesfuld talentudvikling forudsætter, at et stærkt samspil mellem det lokale, regionale og nationale, og at det i sig selv kan styrke udviklingsarbejdet på de forskellige niveauer.

På den lange bane og korte bane

Ambitionen fra ELU er at udvikle flerårige mål og strategier for de to spor og, at der i processen skal ske en inddragelse af klubber og lokalunioner, så vi kan få så mange tanker og inputs at arbejde ud fra. Vi har vores overvejelser i ELU, men det er afgørende, at der er brug for opbakning, hvis der skal sikres et velfungerende struktureret samarbejde. Vi vil derfor også opfordre alle til, at man byder konstruktivt ind, hvis man har ideer til, hvordan vi sikrer internationale medaljer ved ungdoms EM i fx 2020. Hvis man vil være med i spillet, har man med andre ord selv et ansvar for at gøre sig spilbar. 
På den korte bane – dvs. sæson 2014/15 – er vi meget bevidste om, at der er mange spørgsmål vedr. specielt ungdomslandsholdene. ELU vil i samarbejde med den ungdomsansvarlige (Christoffer Petersen, red.) forsøge at skabe så meget klarhed om den kommende sæson som muligt. Samtidig håber vi dog på, at man har forståelse for, at de nye vilkår for ungdomsarbejdet betyder, at vi også i den nye sæson ikke nødvendigvis vil kunne svare på alle spørgsmål.

Next step

Det nye eliteudvalg arbejder på at invitere alle dem, der har noget på hjertet i forhold til talentudviklingen til et åbent weekendmøde i august. Når vi ved mere, meldes denne dato ud.

Kontaktperson tlf.: 30 84 12 35
Kontaktperson e-mail: Steenhou@roskilde.dk