EM-blog fra Stuttgart

Efter sådan et EM er der nogle indtryk som man ikke lige glemmer:

– Alle de frivillige hjælpere som ved stævnet var med til at give alle en god oplevelse.
– Timo Boll, som i en loop til loop duel med Kasper Sternberg både loopede forhånd med venstre og højre hånd.
– Werner Schlager som altid er fair og retfærdig. Han er efter sigende desuden en rigtig flink person.
– At alle spillerne stort set tager sig tid til at fansene kan tage billeder og få autografer. Der er ikke ret mange sportsgrene, hvor vi er så tæt på spillerne.
– At se Zoltan Fejer-Konnerth smashe bag om ryggen på sig selv på et hårdt forhåndsloop fra Werner Schlager.
– Se Maze være i så utrolig god mental balance og vinde 16 kampe i træk. Det er super flot. Stor tillykke med guldmedaljen.
– Se hvor stor gejst og glæde Saive, Korbel, Schlager og andre af de gamle spiller med efter at have været i gamet i mere end 20 år.
– Samtidig fedt at se de unge Fabian Åkerstrøm, Ruwen Filus og portugiserne kæmpe flot mod de ældre.
– Også dejligt at se de unge danske spillere kæmpe for fædrelandet.
– Det gode sammenhold som er mellem alle danskere som var til stede i Stuttgart.
– En dansk tilskuer som afbestilte flybilletter tirsdag aften for at blive til finalen. Da han skulle finde en ny måde at komme hjem på købte han en Mercedes i Tyskland.
– At høre 30 danskere næsten kunne larme lige så meget som næsten 7000 tyskere i holdfinalen.
– At tyskerne fortælle os det er klasse, når vi tiljubler landsholdet ved præmieoverrækkelsen.
– Alt det gåsehud som alle de gode kampe har givet os. Tak til alle spillerne for de fede oplevelser.
– Vi er af det tyske forbund blevet inviteret på 2 ugers træningsophold næste sommerferie. Rart vi åbenbart har efterlagt et positivt indtryk.
– Det kæmpe sjov og den gode stemning som tyskerne laver ved sådan et EM.
– Høre Jojo Vendt spille piano, mens der spilles bordtennis på det. Har I facebook kan I se det og billeder på min facebook side.
– Den gode oplevelse det var at besøge klubben Gerlingen og folkene i den.
– Den helt suveræne tur som jeg har haft med 9 andre spillere fra klubben.

20/9 | Indlæg fra Dorte Kronsell
Det er stort, mega stort!
Her til formiddag spiller Maze semifinale her i Stuttgart.

Siden jeg sidst skrev blog er der jo sket en masse. Vi, personificeret i herreholdet og trænerne vandt sølv i holdturneringen. Det var stort, mega stort.

Men før finalen kommer der jo altid en semifinale. Østrig, en lidt frygtet modstander, men vi har jo før vist styrke på det rigtige tidspunkt.

”Austria – remember Århus 2005” stod der på et stort banner ved semifinalen. Det have Nørreå-spillernes brugt dagen til at få malet, og det fik alle spillerne fra både Østrig og Danmark til at trække på smilebåndet.

Alle ved jo nu, at Danmark vandt den kamp og østrigerne tænkte såmænd nok lidt på Århus 2005. Kampen er beskrevet andetsteds. For mig, var kampen mellem Werner Schlager og Michael Maze en oplevelse af de store.

Der blev bare spillet så godt bordtennis, at det næsten var ærgerligt, da kampen var ovre, på den anden side, havde mine nerver ikke holdt til meget mere. For ikke nok med at det var verdensklasse bordtennis, så var kampen jo derudover også spændende.

Finalen, hvor vi som undertippede, alligevel rystede den tyske bordtennismaskine og Maze igen spillede næsten over evne – det var skønt.

Oplevelsen af hvordan vi med den tyske præsidents hjælp fik et tilskuerområde stillet til rådighed for de ca. 30 danskere de var til stede og hvor vi magtede at råbe næsten lige så højt som de 5.000 tyske tilskuere, det er også en oplevelse man sent vil glemme.

En fantastisk holdturnering kan vi nu se tilbage på.

Torsdag brugte Aksel og jeg så på at være til ETTU kongres. Aksel har beskrevet hvad der foregik på kongressen, så det skal jeg ikke trætte med.

Det er sjældent at man ligefrem dirrer af spænding på sådanne kongresser, men det er vigtigt at være til stede ikke mindst for at præge de beslutninger der bliver taget, så de bliver så gode som muligt for Danmark.

Nu har jeg efterhånden været til rigtig mange kongresser i henholdsvis ITTF og ETTU!

Ens for dem alle er, at der altid bliver skruet utroligt meget op for air condition, så meget at vi alle sidder og fryser – måske er det for at få tingene til at gå hurtigt eller for at ingen skal snyde sig til en lille lur undervejs.

Efter en lang række kampe med vekslende danske resultater er vi så nået frem til at Michael spiller semifinale i morgen formiddag, som jeg startede denne blog med.

Vi har her til aften haft den traditionelle danske middag, med spillerne, trænerne, fysioterapeuterne, dommerne og lederne. Det var som sædvanlig meget hyggeligt at få samlet hele delegationen til et par timers samvær.

Måske skulle nogle af spillerne videre i byen, mens Maze, trænere og fysioterapeuten gik hjem for at forberede til kampen i morgen.

Jeg sidder så nu og skriver denne blog men klokken nu har passeret midnat, så nu vil jeg slukke og lukke og bare sige endnu engang TAK til spillerne for et fantastisk EM, med medaljer i både hold og single.

Fantastisk!

19/9 | Indlæg fra Aksel Beckmann
Torsdag stod i kongressens tegn og ikke at forglemme gode danske sejre, men disse er dækket på fremragende vis andetsteds.

Norge, Sverige og Danmark havde fremlagt et fælles forslag der gik på at splitte EM op, så der kun blev spillet hold hvert andet år og individuelt hvert andet år.

Imellem de to hold EM skulle der så spilles en landsholdsturnering, således at landene også fik en mulighed for at styrke opmærksomheden om bordtennis ved at spille vigtige landskampe på ude og hjemmebane.

På kongressen fremlagde Executive Board et kompromis – som de havde drøftet med Norge, Sverige og Danmark inden kongressen – dette gik ud på, at man hvert andet år (ulige år) spiller EM i den form det har nu med både holdturnering og individuel turnering, mens man i de lige år kun spiller individuelt EM i single og double.

Ved disse EM skal kvalifikationskampe så spilles i puljer for at sikre, at de ikke så gode spillere fra mindre nationer der tager til EM er garanteret mere end en kamp.

Mellem hold EM’erne skal der også tilrettelægges en landsholdsturnering.

Med garanti for at komme med i den arbejdsgruppe, der skal arbejde på detaljerne i denne struktur valgte vi (Norge, Sverige og Danmark) i
fællesskab at trække vores oprindelige forslag da vi fandt, at dette kompromis var et fint skridt i den rigtige retning.

EM i den nye form kan tidligst starte i 2012, måske endda først i 2013, da EM i 2010 er tildelt Tjekkiet og EM i 2011 er tildelt Polen.

Det bliver spændende at se, om arbejdsgruppen kan komme frem med gode løsninger på de problemer, der er i det eksisterende tidsskema for spillet ved EM.

Vi – Norge, Sverige og Danmark – har fået meget positiv feed-back på at igangsætte denne proces, der kan forbedre afviklingen af
europamesterskaberne i fremtiden.

Nå nu er det tid til at få pakket det sidste, da jeg rejser hjem fra EM i dag, så håber jeg blot at Michael senere i dag spiller sig i medaljerne i herresingle, og i givet fald vil jeg drømme søde finale- og gulddrømme når jeg går til ro hjemme i Danmark.

Held og lykke Maze 🙂

15/9 | Indlæg fra Jakob Staun
EM-finaler hænger ikke på træerne!
Da jeg mandag – inden sejren i den sidste puljekamp over Frankrig – meddelte Gitte og Annette på kontoret, at jeg planlagde at tage til Stuttgart, når (hvis) Danmark skulle spille holdfinale onsdag aften, var Gittes eneste kommentar: Du tager ingen steder uden mig!!!

Annette vaklede mellem at tage med eller ej – og endte med at prioritere det aftalte klubbesøg i Hvidovre onsdag aften.

Da finalepladsen sent tirsdag aften var en realitet efter en nervepirrende semifinale mod Østrig, fik vi de sidste aftaler på plads – og fik sat DBTUs folk i Stuttgart til at skaffe finalebilletter.

Onsdag formiddag kl. 10 samlede Gitte mig op i Fredericia – vi satte kursen mod Stuttgart og finaleeventyret var begyndt!

Gitte havde lokket kæresten Mogens Sonnichsen med på turen – og Mogens slap stort set ikke rattet før vi 9½ time senere kastede bilen fra os og fandt vores pladser i den lille danskerkoloni i Porsche Arena netop som Maze havde slået den første bold i finalens indledende kamp mod Christian Süss.

De sportslige resultater kender I alle i skrivende stund.

Her følger en række personlige indtryk fra et ’bordtennis-vanvittigt døgn’:

– Tyskland har fundet svaret på beskæftigelsesproblemerne. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg burde køre et smut til Sydtyskland og ved selvsyn se de enorme mængder vejarbejde, der er i gang på den tyske Autobahn. Det var et jævnligt stressmoment på turen derned, hvor vores tid var særdeles knap.

At vi undervejs erfarede at Vfb Stuttgart skulle spille hjemmekamp i Champions League på stadion klods op ad bordtennis arenaen 20.45 gjorde ikke de trafikale vanskeligheder mindre… 

– De fleste har set skiskydning i TV på et tidspunkt. Jeg har nu på egen krop erfaret det hæslige element i strafrunderne skiskytterne skal ud på, når de misser et skud.

Om det var et udtryk for selvpineri eller et ønske om mere spænding og kortere negle hos passagererne skal være usagt – men ’chauffør Mogens’ valgte egenhændigt at tage to mindre strafrunder undervejs…(tak for turen Mogens :-).

– Tyskerne kan ’det der’ med store arrangementer. Hallen var superlækker og stemningen helt i top. Vores lille danskerkoloni på 20-25 personer gjorde alt hvad vi kunne for at tage kampen om med de øvrige 6-7000 tilskuere – og der var meget at glæde sig over undervejs…!

– Efter knap 10 timers kørsel var spændingsniveauet helt i top da vi ankom – eller måske lige 10 % for høj for nogen…

Den jyske breddekonsulent fik da ihvertfald lige vundet det første sæt – i tæt samarbejde med Maze – da sætbolden blev jublet i land lidt for tidligt. Jeg er ikke sikker på at Christian Süss morede sig ligeså meget over det som de danske tilskuere…

– Som I kan læse andetsteds er en række ungdomsspillere fra Team Nørreå en del af en international ungdomslejr i forbindelse med EM. De råbte, skreg og jublede finalen igennem – men for enkelte blev spændingen dog for stor:

En yngre-drenge spiller på sædet foran mig så ikke meget af den afgørende kamps 3. sæt hvor Tugwell stred forgæves mod Süss. Han sad med ryggen til og havde ikke nerver til at se kampens afgørelse…

– De fleste vil nok ryste på hovedet af 2 x 10 timers køretur for at se 2½ times bordtennis!

Men alle strabadserne blev opvejet af aftenens altoverskyggende oplevelse: at se Michael Maze slå den evige rival Timo Boll (verdens nr. 3 – som har ageret stopklods for Maze så mange gange i årenes løb) – og især på den overbevisende måde det skete på!

Begge spillede verdensklasse bordtennis – men Maze overstrålede Boll i udpræget grad. Ikke mindst i 2. sæt hvor Boll blev udspillet på kryds og tværs!! Så fokuseret og determineret har jeg ikke set Maze før.

Så vi mon en ny favorit til den individuelle titel træde ind på arenaen? Det bliver spændende at se hvem af de to der har lært mest af finalens største battle…

Stort tillykke til hele holdet og teamet omkring EM-sølvet. Tak for underholdningen – og held og lykke med den individuelle turnering!

Og tak til mine rejsefæller som jeg vinkede farvel til kl. 7.00 i morges efter et vildt og oplevelsesmættet ’bordtennis-roadtrip’…

15/9 | Indlæg fra Tommy Jørgensen
Hvor er det stort!

Vi er netop kommet hjem fra aftens semifinale mod Østrig. Hvor var det vildt.

Vi (10 personer fra Team Nørreå) havde i dagens anledning lavet et par bannere. Det ene med det danske flag. Det andet med teksten. ”Austria! Do you remember 2005 Aarhus”. Det var sjovt at se de østrigske spillere grine af det ved indmarchen.

Aftenen bragte miderne fra de glade EM dage i Århus frem. Vi var Aksel, Dorte, Bent, Brit, 2 drenge og deres far fra Slagelse og 10 Nørreå folk samlet i hjørnet af hallen. Vi overdøvede næsten de cirka 3000 tyskere som i modsatte ende fulgte det tyske holds vej til finalen.

Vi var i hvert fald klart bedre end de cirka lige så mange folk fra Østrig, som var i hallen. Vi var så gode, at det endte med tyskerne valgte at heppe med os til sidst, da de ikke orkede tage kampen op mod os.

Jeg er sikker på Arne vil komme med et super indlæg om kampen mod Østrig, så vil ikke komme med specielle detaljer.

Jeg vil dog sige, at det var enormt hårdt at overvære kampen. Finn fik os til at holde vejret i en grad, så det helt sikkert ikke var sundt. Kampen med Schlager og Maze syntes jeg var forrygende god og spændende.

Jeg syntes kampen var enormt velspillet, men mine tyske venner siger jeg vist har taget de rød/hvide briller på. Alt i alt vil jeg dog påstå at Maze leverede en topkamp både mentalt og spilmæssigt. Utroligt mange gode slag og super flot fightet.

At være tilskuer til EM er spændende. Vi kommer tæt på kampene og overalt spilles der super godt. Der er tit danskere i gang, og når de ikke spiller, møder vi andre danskere.

Der er en masse forhandlere hernede med en masse gode tilbud, så der bruges lidt tid på at snakke med dem.

Endelig tager det faktisk meget tid at se bordtennis. Kampen mod Østrig i dag varede 3 timer.

Endelig er vi jo også hernede for at besøge Gerlingen, så i morgen formiddag skal vi f.eks. til et seminar kl. 10.30, så vi står op kl. 7.30 for at nå det hele. Så må hele hoppe i sengen nu, da klokken er godt over midnat. Og der skal være masse af energi til kampen mod tyskerne.

15/9 | Indlæg fra Arne Madsen
“There are moments”, sang hun vist nok, en eller anden sangerinde, ja der er tidspunkter hvor alt går op i en højere enhed.

Sådan en aften oplevede jeg i går aftes, hvor vores drenge spillede sig i finalen ved EM her i Stuttgart.

Tillykke til spillerne, Hu Weixing, Sartz , klubledere , trænere, ledere på alle planer som er en del af den succes.

Tak til alle de gamle som banede vejen. Jeg ved, det varmer den tidligere landstræner Mikael Andersson, som er på vej til Stuttgart, og som jeg glæder mig til at se finalen med i morgen i Stuttgart.

Peter Sartz havde hvisket mig i øret, at vi kunne få medaljer i holdturneringen, men jeg troede ikke helt på ham, selv om han sædvanligvis er rimelig troværdig.

Jeg var voldsomt bange for, vi kunne tabe til Frankrig i den indledende pulje, men jeg er imponeret. Holdet ydede en fantastisk indsats, og lad mig lige citere Maze udtalelse til DR efter semifinalen:

– Jeg synes, at det som har været gældende for os hele turneringen igennem er, at vi virkelig har stået sammen som et hold og bakket op om hinanden. Og det er det, der skal til, hvis man skal nå så langt, som vi er nu, siger Michael Maze til DR Sporten.

Det er enormt dejligt at se et hold der står sammen som Maze, Monrad, Tugwell, Sternberg og Groth, og se den support, der er fra bænken.

Man skal lære af sine sejre og sine nederlag. Jeg talte i dag med Monrads og Maze´s gamle træner i Düsseldorf Mario Amizic, der nu er coach for Rusland.

Han fremhævede, at man skal lære af sine nederlag men også af sine sejre, og at sporten kan være nådesløs. Hvis du ikke sejrer, får du måske ikke chancen igen, eller du skal i al fald vente. Sporten kan være nådesløs.

Jeg mindes nådesløsheden, og mine tanker går i dag til Østrig, som naturligt er skuffede, og jeg husker mangen et tungt nederlag siden min debut ved EM i 1978.

Før vi fik et Team Danmark og før vi fik muligheder for støtte til store idrætsbegivenheder, var der ikke ”medaljer eller events” for os.

Derfor bør vores gamle bordtennisspiller Michael Andersen, nu direktør i Team Danmark, også i dag glæde sig trods nedskæringer over denne unikke præstation.

I dag havde det danske hold den mentale styrke. Det var imponerende.

Det var hårdt undervejs. Da Tugwell satte seks matchbolde over styr. Da Maze havde et par matchbolde imod sig. Vi var nogle, der blev et par år ældre under disse dramaer der udspillede sig denne aften i Stuttgart.

Det var stort , at vi fik bronze i 2000 i Bremen.

Det var megastort, at Maze og Tugwell fik bronze ved OL i 2004.

EM guldet i 2005 i Århus var uvirkeligt , men jeg gik også rundt det meste af finalen uden for arenaen i Århus sammen med overdommer Steen Andersen (der ikke var på vagt), fordi vi ikke havde nerver til at se kampen.

Maze’ kampe i VM i Shanghai var unikke, men kampen i Stuttgart i aftes var sublim.

Maze siger det meget præcist til DR om kampen mod Schlager:

– Jeg tror, at vi begge to spiller noget af det bedste, vi kan gøre, og rent mentalt lå kampen også på et meget højt niveau. Det var som et spil skak, hvor man hele tiden lå og lurede på, hvad det næste træk var.

Det var et fortættet drama, som var så inciterende, at jeg ikke kan mindes lige. Det er dette drama, som kan gøre idræt så fascinerende. Dette var ikke pseudo, det var idræt på højeste niveau. Det var sådanne begivenheder medierne skulle koncentrere sig om.

Jeg kan leve på den her længe, uanset hvordan det så går i morgen i finalen mod Tyskland.

14/9 | Indlæg fra Dorte Kronsell
EM er i gang! Det ved jo alle bordtennis entusiaster, så intet nyt i det.

For os der er så heldige at være her i Stuttgart var det dog en anelse hård for bagen at begynde med 4 holdkampe, hvilket betød 12 timer i hallen – og alle som kender til at sidde i en hal ved hvad det betyder. Annie, der har bestemt heller ikke været prøvesiddet i denne hal!

Nå, ikke mere klynkeri, vi er i semifinalen med vores herrehold og det er bare så fantastisk. Samtidig har der været spillet nogle rigtig gode kampe og drengene er bestemt ikke kommet sovende til resultatet, der har måttet kæmpes, men alt det er jo også beskrevet andet steds.

Følelsen i går aftes da kampen mod Tjekkiet var overstået sendte mig på et splitsekund tilbage til Bremen i 2000, hvor Danmark for første gang vandt en EM hold medalje.

Den oplevelse i Bremen står stadig for mig som noget af det største jeg følelsesmæssigt har oplevet i bordtennis.

Den medalje kom som så stor en overraskelse og kom til at betyde så meget for unionen i forhold til vores elitære satsning, Team Danmarks opfattelse af os og også vores status blandt andre forbund.

Vi blev Topsatsnings forbund på baggrund af det resultat og den placering har vi holdt lige siden. Hvilket ikke mindst skyldes, at der siden Bremen er kommet et lille hav af gode resultater og placeringer.

Heldigvis bliver det aldrig rutine at vinde medaljer og glæden er lige stor hver gang. Jeg må erkende, at jeg får en klump i halsen hver eneste gang – også i går aftes og ikke mindst når jeg ser hvor glade spillerne og trænerne bliver.

Om lidt skal vi ud at se pigerne spille placeringskamp. Det har været og er sjovt at se Sabine tilbage på damelandsholdet og jeg håber da, at Sabine har fået lyst til at fortsætte mange år endnu.

Jeg tror helt sikkert på, at pigerne inden længe spiller oprykningskampe og kommer i bedste kategori.

I aften bliver det bare så spændende mod Østrig som jo ser ud til at stille med helt samme hold som i 2005 i Århus, vi tror da også på, at resultatet bliver det samme, men nogen walk over bliver det helt sikkert ikke.

Jeg har før beskrevet hvordan international bordtennis på leder og trænersiden jo også er som en stor familie og følelsen af at være til den årlig fætter/kusine fest rammer mig igen, og ligesom ved fætter/kusine fester er der jo altid nogle af deltager man glæder sig mere til at se end andre.

For mig er det altid både rart, inspirerende og meget hyggeligt at møde Petra Sörling og Walter Rönmark fra Sverige. Walter kan så mange anekdoter som altid fortælles med både stil og moro, at det en meget stor fornøjelse at være i selskab med ham.

Ikke mere for nu, bussen kører og pigerne spiller.

13/9 | Indlæg fra Aksel Beckmann
Ankom til Stuttgart i går aftes lørdag.

Rejste sammen med Dorte Kronsell og pressechef Arne Madsen.

Var på hotellet 17.45 og tog et hurtigt bad og derefter direkte til reception hos ministerpræsidenten for Baden-Würtenberg.

Det blev holdt i et gammel slot med flotte renessanceudsmykningen. Det viste sig dog senere, at slottet var ganske nyt og blot opført i
stil med det slot der blev bombet under 2. verdenskrig.

Receptionen gav god lejlighed til at lave lobby-arbejde for det fælles forslag som Danmark har indsendt sammen med Sverige og Norge,
hvor vi pålægger ETTU at opdele EM, således at der spilles hold-EM i de år, hvor der spilles individuelt VM og individuelt EM i de år, hvor der er hold VM.

Formålet er, at sikre, at spillerne ikke belastes for hårdt Receptionen var ud over dette arbejde blot 3 halvlange taler og lidt småsnacks.

Vel hjemme på hotellet omkring kl. 21.30 tog vi en kop kaffe og sluttede dagen med det.

Så lige de sidste partier af Wozniackis semi om natten.
Morgenmad kl. 9.00 sammen med Arne, Dorte og Sveriges næstformand Petra Sörling.

I hallen fra 10.20 – 22.30 og var på plads sammen med resten af danskerne ved 2 herrekampe og 2 damekampe, der som I sikkert har set
gav 2 sejre og 2 nederlag.

Mødte bestyrelseskollega Tommy Jørgensen, der er hernede med Team Nørreå på en tur de er inviteret til af det tyske forbund.

Tyskerne vil gerne have spillere / tilskuere fra forskellige lande og havde annoceret dette på deres hjemmeside. Tommy søgte om, at Nørreå kunne komme i betragtning og ungerne får nu en helt fantastisk oplevelse.

Brugte de få pauser i dagens spilleprogram på at tale med flere lande omkring vores forslag. En del lande er for, mens nogle mener vi bør bearbejde forslaget lidt mere. Det bliver spændende at se, hvad kongressen siger på torsdag.

Der er dansk assisterende overdommer: Steen Andersen – dejligt, at Steen har en status der gør, at han bliver udtaget til de helt store
ting, der fortjener han med sin viden.

Der er også danske dommere hernede: Niels Erik Kvist og Preben Søndergaard viser de danske farver som dommere ved kampene.

Tid til at sove, skulle man stille ur og se US-Open tennisfinalen? Måske, men en ting er sikkert i morgen er jeg og de andre klar i hallen, når herreholdet spiller om en kvartfinaleplads mod Frankrig og damerne spiller sidste puljekamp mod vore svenske venner.

Så meget for nu…

Forfatter: DBTU
Kontaktperson tlf.: 40 44 63 67
Kontaktperson e-mail: dorte.kronsell@dbtu.dk