EM-optakt: ”Ingen har lyst til at møde os”

Skarpt dansk landshold klar til hold-EM, som spilles 10. – 17. september i Malmø Arena

”Vi ved, at vi kan slå alle på en god dag. Vi gør det ikke hver gang – men vi kan gøre det”. Ordene kommer fra landstræner Linus Mernsten og fortæller historien om et landshold, som har selvtillid og historisk gode resultater i bagagen. For første gang nogensinde har Danmark to spillere i top 33 i verden. Anders Lind er p.t. WR 29, og Jonathan Groth WR 33. Det er enestående for en lille bordtennisnation med knap 10.000 registrerede medlemmer. I Tyskland har man til sammenligning cirka en halv million registrerede bordtennisspillere. Tallene taler for sig selv.

De flotte placeringer kommer efter en række individuelle topresultater: Anders Linds VM-kvartfinale i maj måned var i sig selv dansk bordtennishistorie, og i august vandt Anders WTTs Feeder-turnering i Tjekkiet – som den første dansker nogensinde. Jonathan Groth nåede semifinalen i WTTs Contender-turneringer i Lima i august og i Lagos i juni måned. Contender-turneringerne er meget stærkt besatte, så det er absolutte topresultater af Groth, som undervejs – i lighed med Lind – besejrede en række stærke kinesere.

Men det danske landshold er mere end Groth og Lind. Vi stiller i Malmø med fem danske spillere. Tobias Rasmussen har spillet en god forårssæson i den næstbedste franske liga og har tidligere leveret artige overraskelser, fx med sejre over den svenske stjerne Mattias Falck. Thor B. Christensen har gjort sig positivt bemærket i den netop overståede WTT Feeder-turnering i Bulgarien, hvor han overraskende spillede sig frem til 1/16-delsfinalen. Sidst men ikke mindst har vi Martin Buch Andersen, som i lighed med Thor arbejder på at slå igennem internationalt. Han ankommer til EM med en frisk sejr fra den tyske 2. Bundesliga over John Oyebode, WR 233, i bagagen. En god sejr for Martin.

Kan vi overraske igen?

Ved EM i 2021 i Rumænien hentede det danske hold en overraskende bronzemedalje. Tidligere har de danske herrer vundet både EM guld (2005) og EM sølv (2009). Men det bliver alt andet end let at gentage. De på papiret klart stærkeste hold er Frankrig med de unge Lebrun-brødre, de forsvarende mestre fra Tyskland, som dog må undvære stjernerne Ovtcharov, Dang Qiu og Patrick Franziska, men til gengæld igen-igen stiller med legenden Timo Boll, og hjemmebanefavoritten Sverige med Truls Möregårdh og Mattias Falck som stjernepar. Alle tre nationer har desuden meget stærke spillere på de næste pladser. Tyskerne er svækkede, men meget skal flaske sig, hvis det danske hold skal besejre nogen af dem.

Turneringen indledes med gruppespil, hvor Danmark møder Slovenien og Tyrkiet. Særligt Slovenien ser farlige ud med førstemanden Darko Jorgic (WR 11), som er en af Europas allerstærkeste spillere p.t. Landstræneren går da også ydmygt til opgaven: ”Det handler om at få vores spillere, som måske normalt er konkurrenter, til at fungere som et hold. Vi skal præstere som hold og bakke hinanden 100 procent op undervejs. Holdånd er altafgørende. Så må vi se, hvor langt det rækker resultatmæssigt”.

De to bedste hold fra hver gruppe går videre til 1/8-delsfinalerne. Et optimalt scenarie vil være to sejre i gruppespillet og dermed en lettere modstander i 1/8-delsfinalen. Og så en god lodtrækning i kvartfinalen. Drejebogen er skrevet. Det bliver ikke nemt – men vanvittig spændende. Og som Linus tørt konstaterer: ”Ingen nationer har stor lyst til at møde os”.

/KRJ

Det officielle stævnesite: https://ettc23malmo.com/