EM: Tyskland tager det hele

 

Tyskland er i Europa, hvad Kina er i verden, den dominerende bordtennisnation. Det er måske ikke så sært, da landet er den største nation i Europa med mere end en halv million spillere, men det er dog første gang vores naboer mod syd har været så dominerende, og det var endda uden en syg Timo Boll.

I hans fravær vandt Dmitri Ovtcharov sin første EM titel, da han slog en chanceløs Vladimir Samsonov, (der tidligere har vundet tre gange)  i finalen med 4-0 . Ovtcharov er sjældent set så determineret og aggressiv som i denne finale, I tredje sæt var han ved at miste momentum , da Samsonov gik fra 1-7 til 10-8, men Ovtcharov svarede igen med fire pragtbolde. I semifinalen havde han mere besvær med landsmanden Bastian Steger men vandt dog 4-2 . Samsonov slog Gionis fra Grækenland i semifinalen og fik revanche fra holdturneringen.

Det var de to topseedede der mødtes i finalen men ellers bød herresingle på store overraskelser. Mange af de ældre spillere synes nu at have udspillet deres storhedstid. Saive, Kreanga, Primorac , Crisan og Korbel ser ud til at have udspillet deres rolle.

Der blev ikke født nye store stjerner i Schwechat , men fremtiden ser ud til at tilhøre Tyskland, Frankrig og Rusland, som synes at have unge folk på vej, men vi så ingen ny Boll eller en ny Maze i Østrig.

Sverige fik en europamester
19 år efter Marie Svensson vandt EM i damesingle i Birmingham som første svensker,  gentog den kinesisk fødte Li Fen fra Malmø bedriften. Den 37 årige Li Fen, født i Shandong provinsen i Kina kom til Sverige i 2002 og spillede i Østrig sit første EM. Hun har i flere år sparret sammen med Mie Skov, blandt op til OL i London. Hun har i flere år været bedste spiller i Bundesligaen og spiller nu i Østrigs liga. Der var ligeledes bronze i damedouble til svenske Mathilda Ekholm og makker Falia Dvorak. Ekholm var ligeledes i kvartfinalen i single og dermed stor oprejsning til Mathilda Ekholm der ikke har været udtaget af svenske olympiske komite ved seneste to OL selv om hun var kvalificeret til at deltage.

I finalestævnets bedste kamp vandt Li Fen over Shan Xiaona, Tyskland 9–11, 11–4, 11–5, 10–12, 11–9, 11–6 efter en fremragende finale. 7 kinesisk fødte i kvartfinalen og fire i semifinalen viser, at Europa har behov for en øget talentudvikling på kvindesiden.

I herredouble kunne de forvarende mestre fra Herning på hjemmebane ikke forsvare titlen. Det sammensatte par fra Polen og Kroatien Wang Zeng Yi og Tan Ruiwu vandt med 4-1 i finalen over Robert Gardos og Daniel Habesohn fra Østrig.

 

Damedouble var et rent tysk foretagende med gevinst til Petrissa Solja og Sabine Winther der vandt 4-2 over Zhenqi Barthel og Xiona Shan .

 
Hermed er EM i Schwechat i Østrig ovre. Det der huskes er:
– Hollandske Ronald Kramer blev ny president i ETTU, hvor der blev skiftet grundigt ud i executiv board. Der er nu valgt et nyt board med DBTUs direktør Dorte Darfelt på en central post som kasserer. Flere måneders lobbyarbejde med stærkt dansk fingeraftryk betyder forhåbentlig, at vi nu får et offensivt arbejdende ETTU.
– En ny aktiv komite så dagens lys. Tjekkiske Petr Korbel blev formand.
– Jean Miche Saive, Belgien er blevet formand for De europæiske Olympiske komiteers aktiv komite.
– 309 spillere deltog i EM i Werner Schlager bordtennis akademiet i Schwechat 25 km uden for Wien.
– Den danske dommer Mark Beckmann dømte finalen i herrernes holdturnering.
– Michael Maze fik come back efter en lang skadesperiode
– Jesper Steffensen havde debut som dame coach.
– DBTU har to poster i ETTU. Dorte Darfelt er kasserer og Arne Madsen, club competition official (ansvarlig for de europæiske klubturneringer)
– Tyskland vandt fire guldmedaljer, Sverige en og Polen og Kroatien delte den sidste. Alle de individuelle vindere vandt for første gang en EM titel.
– Næste år spilles EM formentlig i Portugal og der spilles formentlig kun holdturnering. I 2015 spilles der både hold- og individuel turnering i Tyskland.
– Alle enkeltresultater fra EM kan ses på www.ettu.org og her ligger der også link til en lang række kampe fra EM.
– Se en række fremragende billeder på DBTUs facebook side taget af Remy Gros under EM.

Forfatter: arne madsen
Kontaktperson e-mail: arne.madsen@dbtu.dk