Den sidste danske spiller til EM for Ungdom 2008 blev udtaget mandag eftermiddag, og det blev yngrepigespilleren Rikke Nørskov, der fik den sidste billet til Terni, hvor mesterskaberne afvikles i perioden 11.-20. juli.
– dbtu.dk fangede Rikke kort tid efter udtagelsen, hvor hun sagde følgende:
Hvordan har du det med udtagelsen – udover at du vel er glad?
“Det er helt vildt fedt, men jeg er meget overrasket – jeg troede ikke det var blevet mig. Jeg blev så overrasket, at jeg råbte og skreg i toget på vej hjem fra Six Nations – lidt pinligt”.
Hvad er – her få timer efter din udtagelse – dine umiddelbare forventninger til UEM?
“Jeg forventer at lære meget, og se hvor gode spillerne er i udlandet – selvfølgelig har jeg allerede oplevet det før, fx her i weekenden ved Six Nations, men det er jo meget større ved EM”.
Hvordan tror du det bliver i fht. fx. Six Nations?
“Ved EM er der mange andre lande med, og jeg tror der er større konkurrence i nogle af de andre lande – og at det bliver endnu sværere med mange forskellige modstandere, hvor de sikkert allesammen er gode.
Uanset hvad bliver det en kæmpe oplevelse, og jeg vil kæmpe for hver kamp og hver bold, og gøre mit bedste – mere kan man jo ikke”.
Rikke indgår – trods sin YP-status som fjerdedame på DJ-holdet, og skal spille med i pigerækken i den individuelle turnering, da der ingen række er for yngrespillerne ved UEM.
Hvordan tror du det bliver at sidde så meget på bænken?
“Jeg ved godt, at jeg ikke kommer til at spille særlig meget i holdturneringen – måske slet ikke. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at bakke op om holdet, når de spiller og hvis de måske har tabt.
Derudover glæder jeg mig til at se en masse pigebordtennis, så jeg kan lære så meget som muligt til jeg selv skal spille i den individuelle turnering”.
Læs meget mere om ungdomslandsholdsarbejdet under Landshold -> Ungdom, hvor der inden længe bliver oprettet en selvstændig sektion om EM for Ungdom 2008, der afvikles i perioden 11.-20. juli, hvor Terni, Italien er værter…