Europa Cup & Champions League

Michael Maze og Borussia Düsseldorf spiller fredag returkamp i Nancy Evans Cup mod franske Montpellier.

Nancy Evans Cup er bordtennissportens svar på fodboldens UEFA Cup. Det første opgør mellem de to semifinalister blev vundet af Düsseldorf med 3-2 på hjemmebane, hvor Maze vandt sine to singlesejre og dermed var højst medvirkende til, at Düsseldorf har gode chancer for at nå finalen. Afgørende kan det blive om Kalinikos Kreanga, Grækenland, stiller op for sin klub Montpellier i det vigtige returopgør. Samme Kreanga trak sig fra Europa Top 12 i sidste uge, så Michael Maze fik en plads i turneringen og tilmed vandt den.
Den anden semifinale spilles mellem Grenada fra Spanien og Levallois fra Frankrig. Her vandt Grenada det første opgør 3-2.

Allan Bentsen og Zagreb spiller nedrykningskamp i Champions League mod svenske Halmstad.

De to hold mødtes allerede i kvalifikationen til Champions League sidste efterår, hvor Zagreb vandt 3-1. Dengang deltog kroaternes bedste Zoran Primorac ikke, men Halmstads es, Jörgen Persson, Sverige var heller ikke med, så kampen er stadig helt åben. Kampen spilles søndag d. 15. februar.

Returopgøret spilles fra 12.-14. marts og taberen af de to kampe rykker ud af Champions League.

Der spilles også semifinaler i Champions League.
Her spiller tyske Ochsenhausen mod belgiske Charleroi i den ene semifinale (fredag d. 13. februar kl. 19.30) og tyske Grenzau mod tyske Gönnern, med Timo Boll på holdet, i den anden (Søndag d. 15. februar kl. 15.00). Altså tre tyske hold i semifinalerne.
 
Læs mere på www.ettu.org

Forfatter: Jakob Harden
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk