Det var med tankerne på H. C. Andersens 200 års fødselsdag, at Dansk Bord Tennis Unions formand Aksel Beckmann holdt sin tale i forbindelse med EMs åbningsceremoni. Han fremhævede det hårde arbejde, der har bragt dansk bordtennis til det internationale niveau, sporten har i dag. Den store opblomstring er medvirkende til, at DBTU nu tør binde an med så stort et mesterskab, sagde Aksel Beckmann.
Kort forinden havde 44 børn fra de lokale bordtennisklubber samt Elsted Skole i Århus sat kolorit på åbningsceremonien, da de med hver sit nationsflag løb ind i Atletion til tonerne af Dire Straits ”Walk of life”.
Århus’ borgmester, Louise Gade, fremhævede, at EM i bordtennis er et skridt på vejen mod byens målsætning om at blive Danmarks sportsby nummer 1. Hun takkede DBTU og de lokale klubber, som har hjulpet til med at stable det store arrangement på benene.
Den europæiske bordtennisunions formand Stefano Bosi kaldte mesterskaberne et stort øjeblik for sporten. Han henledte opmærksomheden på, at EM er den første store begivenhed siden sidste sommers OL i Athen. Samtidig peger mesterskaberne frem mod næste OL i Beijing.
– Jeg håber, at spillerne vil vise, at de er klar til at tage konkurrencen op med kineserne, sagde Stefano Bosi, hvorefter italieneren ønskede alle et succesfuldt EM og officielt erklærede mesterskaberne for åbnet.
ETTU’s Formand; Stefano Prosi med Louise Gade og Aksel Beckmann i baggrunden
(Foto: Jens Lückenbach)