Fantasifuld forfatter

Dato: 
30.01.2014

- hjælper Claus Schou Nielsen med lektierne. Lektiehjælp fra bordtennisspiller til bordtennisspiller

Jeg husker Peter Sonne fra tiden som ungdomsspiller. Det var ham med brillerne fra Glostrup, der havde et afsindigt stort forhåndssving. Nu har han udgivet en eventyrbog og undervist et af Danmarks store håb Claus Schou Nielsen i dansk, engelsk og matematik.

49-årige Peter Sonne har en fortid i Glostrup og Gladsaxe, hvor han i starten af 1980’erne spillede i landets bedste række i Glostrup med Claus Biehl, Knud Nordkamp og Thomas Ellegård og i Gladsaxe med Michael Richmond (den gang Cederquist), Jesper Holm og Peter Smidt (bananen).
Efter for otte år siden at være flyttet til Slagelse fik han igen lyst til at lege med den lille hvide celluloidbold, hvilket man nu nyder godt af på klubbens 2. divisionshold, hvor Sonne har bidraget med 8 sejre i sine i skrivende stund 24 kampe – måske endda pga. det store forhåndssving. Men hvordan kom Peter Sonne - der i de sidste 12 år har levet af at undervise børn og unge - i forbindelse med Claus Schou Nielsen?

”Det var min holdkammerat Erling (Nielsen, red.), der en dag kom til mig og sagde, at han i vores lokale avis havde set en annonce, hvor man søgte privat undervisning til Claus Schou Nielsen, som ville satse på bordtennis”, fortæller Peter Sonne, der fik jobbet og som gennem 1½ år underviste Claus i dansk, engelsk og matematik i typisk to x fem timer om ugen, da Claus kun gik i skole i ca. halvdelen af 8. klasse og slet ikke i 9. klasse. Peter Sonnes opgave var derfor at gøre Claus eksamensklar, så han kunne bestå Folkeskolens Afgangsprøve, hvilket han gjorde i sommeren 2012.

Sonne husker, at Claus ikke altid var helt klar til fem timers intensiv undervisning på tomandshånd med sin lærer efter en hård træningsdag, men at han alligevel altid fik trukket sig op til at komme fornuftigt igennem lektielæsningen.
”Claus er en fighter, og så har han humor”, fortæller Sonne, der også har noteret sig Claus’ evner ved et bordtennisbord.


Peter Sonne.

Kugleskør på den fede måde

Jeg husker også Peter Sonne som en sjov, idérig, kvik og meget fantasifuld person - ikke kun ved bordtennisbordet. Noget kunne tyde på, at jeg ikke har taget helt fejl, for i august 2013 udgav Sonne, der i en periode i sit voksne liv har boet på et indiansk reservat, og som også både kan skrive teaterinstruktør og sangskriver på visitkortet, eventyrbogen ’Shangriman - Eventyrlandet’.
”Det var egentlig bare en historie til mine to børn, som udviklede sig efterhånden, som jeg skrev den”, fortæller Sonne, der selv var vild med Robin Hood og Peter Pan, da han var barn.
Det var også Peter Sonne, der i januar 1985 i Bordtennisbladet skrev artiklen ’Limerne’ (link nederst), der gik lige i blodet på alle os limere, der slet ikke tænkte på konsekvenserne af limningens giftige dampe. Det vigtigste var, at vi havde et ordentligt hult klik i battet.

Klokken er ca. 14, og pludselig er vi nødt til at stoppe vores telefonsamtale, da der lyder en dytten i baggrunden. ”Det er min holdkammerat Erling Nielsen på 69 år, som ikke kan vente længere med at komme ned og træne”, siger Sonne, der tilsyneladende ikke har mistet lysten til bordtennisspillet trods hans mange andre evner.

Se bogens forside og læs uddrag fra handlingen her
Læs Peter Sonnes artikel ’Limerne’ fra Bordtennisbladet den 1. januar 1985 her

Shangriman bogforside

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: