Favoritsejre hos damerne

Favoritterne slap forholdsvist smertefrit videre fra første runde i damernes holdturnering.

Rumænien med europaranglistens nummer fire, Mihaela Steff, i spidsen vandt 3-1 over Tjekkiet uden for alvor at være truet. Samtidig spillede de forsvarende europamestre fra Italien sig sikkert videre til anden runde efter en knusende sejr på 3-0 over upåagtede Portugal.

Udfordrerne fra Tyskland må undvære en influenzaramt Nicole Struse i holdturneringen. Alligevel kunne tyskerne glæde sig over 3-0-sejr over Polen. Elke Wosik lagde for med en kneben 3-2 sejr, og så kunne unge Kristin Silbereisen og Laura Stumper følge op.

Det østrigske hold er med kinesiskfødte Liu Jia og Giangbing Li en alvorlig bejler til titlen. De to topspillere gjorde da også rent bord mod de hviderussiske tvillinger Viktoria og Veronika Pavlovich, da Østrig slog Hviderusland 3-1. Kun Østrigs tredjekvinde, Veronika Heine, måtte bøje sig.

I formiddagens sidste holdkamp slog Slovenien en smule overraskende Serbien 3-2 i en meget tæt kamp.

Klokken 16.30 i eftermiddag mødes Belgien og Rusland, Ungarn tørner ud mod Slovakiet, og så skal Sverige på en svær opgave mod Kroatien.

Liu Jia og Østrig slog Hviderusland i deres første kamp ved EM 2005
(Foto: Jens Luckenbach)
 

Forfatter: Trine Grauholm
Kontaktperson tlf.: 51 29 91 37
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk