F&I Masters i Roskilde

Fredag den 21. august 2020 går det løs, når der i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena åbnes op for invitationsturneringen F&I Masters, hvor seks spillere kæmper om en samlet præmiesum på 30.000,- kr.

Herrelandsholdet bestående af Jonathan Groth (sølvvinder i herresingle ved European Games i juni 2019), Anders Lind og Tobias Rasmussen har alle meldt sig klar. De får følgeskab af Roskildes egen spillende legende Michael Maze samt Ibrahima Diaw, Senegal (OL-klar) og franskmanden Antoine Hachard.

”Vi er glade for igen at kunne byde på bordtennis i topklasse i Roskilde”, siger klubbens sportschef Allan Bentsen, der blev kontaktet af den danske herrelandstræner Linus Mernsten med henblik på at løfte opgaven. ”Heldigvis har vi gode sponsorer, der gjorde det muligt”, siger Allan Bentsen.
”Spillerne savner intense kampe i denne tid. Det er kærkomment og helt fantastisk, at Roskilde er med på at stille et arrangement på benene for vores bedste spillere”, siger Linus Mernsten, og understreger, at spillerne er sultne efter at komme i kamp.

Se kampene LIVE

Der vil være gratis adgang i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena, hvor et begrænset publikum vil blive lukket ind.
Sportskanalen SPORT LIVE har været med på idéen om at sende hele begivenheden LIVE, hvilket betyder, at puljekampene i de to tre-mandspuljer sendes fra kl. 9.00 til ca. kl. 12.00. De to bedste fra hver pulje går videre til semifinalerne, som sendes fra kl. 14.45 til ca. kl. 16.15. Finalen er programsat til kl. 18.00.
Skulle man være forhindret i at følge med i kampene i løbet af dagen, så genudsendes arrangementet flere gange på kanalen.

Hvem kan se SPORT LIVE?

SPORT LIVE er en tv-kanal, og ikke en streamingkanal. Man kan altså kun få den gennem en tv-udbyder.
Hos YouSee ligger SPORT LIVE i bland-selv, hvor man kan vælge kanalen. Hos Canal Digital ligger kanalen i sportspakken og hos Stofa samt Waoo ligger kanalen i vælg-selv.
”I august måned har vi lavet aftale med både YouSee og Stofa om at ligge som ekstrakanal. Vi har lidt over 100.000 abonnenter, men aftalerne om at ligge som ekstrakanal bringer vores samlede abonnementstal op på ca. 1,6 million husstande i august. Derudover ligger vi i 15 antenneforeninger af forskellig størrelse, den største er Glentevejen i Odense”, fortæller direktør Flemming Kjellerup, der glæder sig til igen at sende bordtennis.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@bordtennisdanmark.dk