Finaler i World Junior Circuit og ITTF Cadet Challange i Helsingborg.
Det internationale bordtennisforbund havde bestemt, at dette års finaler i den verdensomspændende ITTF World Junior Circuit samt ITTF Cadet Challange (såvel holdturnering som individuel turnering for drenge/piger) skulle afholdes i Sverige – nærmere betegnet Helsingborg.
Så da både jeg selv, DBTU og åbenbart også ITTF mente, at jeg godt kunne være dommer ved et sådant arrangement.
Sammen med internationale dommere fra England, Frankrig, Iran, Japan, Nigeria, Rumænien og Thailand (sidstnævnte dog erstattet af en reserve fra Italien) og en hel del svenske Förbunds- og Distriktsdommere – så var det bare at tage af sted.
Og det var bestemt noget af en oplevelse – både ved og udenfor bordet.
Det vil føre alt for vidt at nævne enkelte resultater – og desværre var der ingen danske spillere, der havde kvalificeret sig til deltagelse – så for de interesserede kan der henvises til ITTF’s hjemmeside.
Men alligevel. Sammen med min franske kollega, som talte et absolut forståeligt engelsk – der sammen med mit noget langsomme og lidt hakkende skolefransk – viste det sig, at vi kom rigtigt godt ud af det sammen.
Han havde i øvrigt en fin form for humor, og vi fik godt styr på det i løbet af de første to dages holdturnering. Nogle af de mest interessante kampe vi dømte sammen var bl. drengekampen om 3.-pladsen mellem Sverige og Japan (3-2 til Sverige).
Disse to hold var i øvrigt næsten de eneste ”rene” hold, idet de andre hed
Team Europa (Drenge: England, Frankrig og Belgien. Piger: Rumænien, Ungarn, Polen og Moldova),
Team North America (Drenge: USA og Canada. Piger: USA),
Team Latin America (Drenge: Brasilien, Colombia og Paraguai, Piger: Brasilien, Chile og Peru),
Team Asia (Drenge: Sydkorea, Singapore og Hong Kong. Piger: Sydkorea, Singapore og Hong Kong),
Team Oceania (Drenge: Australien, New Zealand, NCL og PYF. Piger: Australien, New Zealand, NCL og PYF).
Nu er det sådan set med fuldt overlæg, at jeg har skrevet NCL og PYF – for umiddelbart vidste jeg ikke, hvad det betød. Men sådan noget kan man jo bare slå op på nettet – eller spørge sin franske kollega om. Det første vidste han godt nok ikke (Ny Caledonien), mens det andet naturligvis var Fransk Polynesien.
Allerede ved dommerbriefingen kom det til udtryk, at der nok skulle ændres lidt hen ad vejen.
For selv om de gode – rigtig gode endda – overdommere fra henholdsvis Japan og Sverige som ”sædvanligt” havde bestemt, at der kun var 5 stole ved spillepladsen i holdturneringen – så blev det da heldigvis ændret til 6. Grundet plads til tolkene.
I holdturneringen dømte vi for resten også en pigekamp mellem Team Europe og Japan. 4-1 til Europa. Dette rystede dog ikke den japanske træner, der ved at bytte om på to spillere fik det vendt til 3-1 til Japan i finalen.
Så blev det torsdag – og efter at have dømt 15 kampe om tirsdagen, 15 kampe om onsdagen (eller sådan cirka fra kl. 8 om morgenen til en 8-9 stykker om aftenen – blev bl.a. undertegnede indbudt til en lille sejltur til Danmark i anledning af, at der var ”fridag”.
Nu mente jeg jo sådan set, at jeg som født i København og opvokset i Nordsjælland ikke havde det helt store behov for at udvide min kulturelle horisont – så jeg tog i stedet for til Hven.
Og bortset fra Tycho Brahe kan man også om torsdagen få ärtsuppa med korv og fläsk samt tre forskellige slags sennep til. Det var lige før jeg følte mig sat tilbage til det mørke Nordjylland. Og det er jo ikke så ringe endda.
Men fredag, lørdag og søndag var lige så sveddryppende. Jeg har vel nok aldrig tidligere dømt så mange kampe i løbet af så få dage.
Bl.a. den sidste finale i juniorturneringen (NIWA, Japan (14 år) – ASSAR, Egypten (17 år), 4-1 – mens min tidligere franske kollega samtidigt have fornøjelsen af at dømme damejuniorfinalen. Med ryggen til mig naturligvis – for han havde jo også fået en rigtig god svensk assisterende dommer.
Og hvad blev jeg så imponeret af, spørger I nok jer selv om.
Først og fremmest japanernes utrolige selvbeherskelse og endnu mere deres høflighed. Jeg fandt jo lidt ud af det ved den sidste aften (dommernes ”afslutningsspisning”) at spørge den japanske overdommer, hvorfor man som japansk spiller altid skal bukke fire gange inden man påbegynder at spille en kamp eller et sæt.
Det er nok ikke helt korrekt oversat, men meningen var sådan set ikke til at tage fejl af:
Først skal bukke for dommeren, fordi han ved noget,
Så skal men bukke for den anden dommer, fordi han hjælper dommeren,
Så skal man bukke overfor modstanderen
Så skal man bukke for sine egne for atfå lidt hjælp.
Så er der for resten også battest hele vejen igennem – gennemført at et specielt Racket Control Panel med en kineser i spidsen – hvor der blev testet tre ting – nemlig for opløsningsmidler, tykkelse og overfladen.
Det var som sådan egentligt kun tykkelsen af belægningen, der gav anledning til problemer (formentlig grundet spillernes anvendelse af booster). Og jeg oplevede da også flere gange, at en spiller fik sit bat underkendt og dermed måtte spille med sit reservebat (som så selvfølgelig blev testet bagefter).
Men for at gøre en lang historie kort fik dommerne pludselig under turneringen at vide, at der fremover ville ske noget helt nyt (er i øvrigt offentligtgjort på DBTU´s hjemmeside).
Allerede pr. 1. januar vil grænseværdierne for lim blive fastsat til en meget lavere grænse end den nuværende (men hvor meget er efter viden endnu ikke fastsat) – og så kommer det mest spændende:
Fra 1. juli vil ITTF gennemføre ”ONLY AFTER-THE-MATCH racket tests, with punitive consequences for failed tests” som de så pænt udtrykker det.
Der kunne være meget mere at fortælle fra finalerne, men jeg må nok hellere stoppe, for ellers vil Henrik fra DBTU nok slette noget af det, jeg kommer til at skrive. Han var en af de kun fire danskere, jeg mødte derovre, og han fik fortalt nogle rigtig gode historier.
Så næste gang vi sidder i dommerregi, er der bare én, der skal minde mig om Helsingborg – så kan jeg nogle rigtig mærkelige og lærerige historier.