Fint besøg på Ærø

Tirsdag den 7. juli fik 20 ungdomsspillere fra Marstal IF en speciel ferieoplevelse.

OBs Morten Hyrup Rasmussen, der har familie på Ærø og var på ferie på øen, slog et smut forbi den lokale bordtennisklub og spillede lidt med børnene, lærte dem et par tricks og fortalte om livet som landsholdsspiller og professionel bordtennisspiller.

MORTEN HYRUP (Foto: Jens Luckenbach)

Fyns Amts Avis var også tilstede og bragte følgende artikel dagen efter:

Marstal IF havde besøg af en af de bedste unge bordtennisspillere i Danmark
Det er et listigt lille trick, der adskiller den professionelle bordtennisspiller fra amatøren.
– Hemmeligheden ligger i at kunne skjule over for modstanderen, hvilken retning man vil skrue bolden, når man server, fortæller den 20-årige landsholdsspiller Morten Hyrup Rasmussen til den flok unge bordtennisspillere fra Marstal Idrætsforening, der står foran ham. Med battet i hånden laver han en række lynhurtige bevægelser, og alle tilskuere kigger intenst på, som prøver de at aflure en tryllekunstners korttrick.

Ifølge ranglisterne var det en fornem gæst, der i går kom på besøg hos bordtennisklubben i Marstal. Morten Hyrup Rasmussen er i øjeblikket landets sjette bedste spiller og nr. 422 på verdensranglisten. Han har indtil videre syv seniorlandskampe og 50 ungdomslandskampe bag sig, og om to uger tager han til Kina for at deltage i China Open. Men før han tager kampen op mod kineserne, fandt han tid til at komme til Marstal og dele ud af erfaringerne.
– Jeg har familie på Ærø og er alligevel herovre på lidt ferie, så jeg sagde ja tak til invitationen fra idrætsforeningen, fortæller Morten

Foruden det lille servetrick fortalte han også om den daglige træning i landsholdstruppen, og så fik de, der havde lyst, ellers lov til at teste deres færdigheder i kamp mod den professionelle bordtennisspiller.

Det tilbud benyttede 15-årige Nicolai Skov sig af. Han har selv spillet bordtennis i Marstal Idrætsforening i fire år, og han var imponeret over det, han så.
– Man kunne hurtigt mærke, at han spiller på et helt andet niveau. Og den der serv, hvor han skjuler, hvilken retning han vil skrue bolden i, vil jeg helt sikkert øve mig på og bruge i fremtiden, fortæller Nicolai Skov.
af Andreas Mumgaard, Fyns Amts Avis

Forfatter: Jakob Staun og Andreas Mumgaard, Fyns Amts Avis
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 11
Kontaktperson e-mail: jakob.staun@dbtu.dk