Fire damespillere og to herrespillere udtaget til NETU Senior – en damespiller udtaget til EM senior

Efter sommerferien står der to begivenheder i kalenderen for de danske seniorlandshold: NETU Senior Championships i Riga, Letland mellem d. 15. og 18. august samt senior-EM i Linz, Østrig mellem d. 15. og 20. oktober.

NETU Senior i Riga – en vigtig statusmåler for damerne, og en test for U19-herrerne

I august afvikles de nordeuropæiske mesterskaber (NETU Senior championships), hvor de nordiske og baltiske lande deltager. Det drejer sig  om Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Letland, Estland og Litauen som dyster om titlen som nordeuropæisk mester i både hold og single.

For herrernes vedkommende er det et ungt hold der bliver sendt afsted. Mesterskabet afvikles i bølgerne på OL i Paris, hvilket betyder at det ordinære herrelandshold holder tiltrængt ferie, hvilket åbner op for de yngre spillere at vise sig frem. Herre landstræner Linus Mernsten har valgt at forhåndsudtage to spillere:

Dominykas Samuolis
Johan Engberg Havsteen

”Fra min horisont er det Johan og Dominykas som har haft de stærkeste resultater og den tydeligste udviklingskurve henover sæsonen, så det føles naturligt at udtage dem”, kommenterer Linus.

Yderligere én spiller kommer til at udtages senest efter sommerens UEM.

For damerne er dette mesterskab, ifølge dame landstræner Magnus Mallander, at betragte som en vigtig indikator på status og udvikling i den danske dametrup:

”For et år siden snuppede vi en anden plads ved NETU Youth Championships i U19-holdturneringen, og var blot et sæt fra at vinde hele mesterskabet. Det er en markant forbedring af resultatet fra et år tidligere, hvor vi kom på 6. plads. Det skal siges, at ungdom er ungdom og senior er senior – men jeg har alligevel en stærk tro på at vi kan overraske positivt og gøre et godt resultat. Sigtet er helt sikkert indstillet på podiet i holdturneringen. I single, som afvikles umiddelbart efter en hård holdturnering, må målsætningen være at yde en maksimal indsats hver kamp, og så må vi se hvor langt det kan bære”

Til turneringen har landstræneren udtaget fire spillere:

Jocefina Haagensen
Sally Maribo
Maja Hansen
Mille Lyngsø Stoffregen

Magnus Mallander kommenterer truppen og sine tanker bag udtagelsen:

”Det er aldrig nemt at udtage – især når vi har så bred en dametrup, hvor samtlige har haft store udråbstegn i løbet af sæsonen. Der er flere der lå lige på grænsen til at komme med, og jeg forventer at kommende udtagelser bliver endnu sværere at lave. Jocefina Haagensen har gennem sine tre DM-titler i træk vist at hun pt. er Danmarks bedste damespillere, og skal som sådan naturligvis repræsentere Danmark til et seniormesterskab. Mille og Sally har begge to haft meget stærke sæsoner i den tyske Regionalliga, og i den grad vist at de kan være med til at bære et hold. Og Maja har præsteret rigtigt godt i U19- og U21-sammenhæng internationalt, med et flertal titler og medaljer i løbet af sæsonen.”

Senior-EM i Østrig – én damespiller direkte udtaget, øvrige damer og herrer udtages senere

Der venter også et EM i single mellem d. 15. og 20. oktober, hvor Danmark er berettiget til to pladser på damesiden, samt fem spillere på herresiden.

For herrerne kommer udtagelsen at offentliggøres efter OL, mens en damespiller allerede er blevet udtaget af dame landstræner Magnus Mallander. Det drejer sig om årets vinder af senior-DM, Jocefina Haagensen.

”Jocefina har vist nu tre år i træk at hun virkelig er Danmarks bedste på damesiden, og hun tager også et stort skridt her til efteråret når hun skal spille i det franske ligasystem. Derfor synes jeg at hun helt klart har fortjent at repræsentere Danmark også i et seniormesterskab. Jeg glæder mig til at se hende i ilden mod Europas bedste spillere. Kan hun få spillet op på sit topniveau så tror jeg hun kan gøre livet surt for mange”, udtaler damelandstræner Magnus Mallander.

Jocefina, som gør debut i EM-sammenhæng, er meget begejstret over udtagelsen og siger:

”At skulle spille mit første EM i senior-sammenhæng, det bliver en stor og spændende oplevelse for mig. Det har været et af mine mål, at kunne få lov til at repræsenterer Danmark til sådan et mesterskab. Derfor er jeg meget taknemmelig og stolt over, at jeg på nuværende tidspunkt får muligheden for det. Jeg ser frem til at prøve kræfter af mod de bedste i Europa.”

Den anden plads til EM skal der spilles en kvalturnering om. Der er i alt seks spillere som har mulighed for at snuppe en billet til Linz i oktober. Det drejer sig om Sally Maribo, Emma Eckeroth, Maja Hansen, Sofie Eckeroth, Emma Vendelbo og Mille Stoffregen.

Magnus Mallander begrunder beslutningen at udtage via en kvalturnering:

”Hold er hold, og single er single – min holdning er at til et singlemesterskab skal de bedste spille. Nu hvor vi har en ret bred trup med unge damespillere, som er i konstant udvikling, så synes jeg derfor, at det er mest fair at give dem muligheden for at spille sig til en plads. Den, der formår at holde hovedet koldt og præstere bedst på dagen, er sandsynligvis også den, der formår at gøre den bedste figur til EM ”

Kvalturneringen bliver spillet i Idrættens Hus i Brøndby søndag d. 1. september, og spilles med et indledende puljespil fulgt af semifinaler og finale. Vinderen får en plads til EM, mens 2. pladsen bliver første reserve i tilfælde af skade eller sygdom.

Spørgsmål kan rettes til ansvarlig landstræner på mail:

Magnus Mallander: magnus.mallander@bordtennisdanmark.dk

Linus Mernsten: linus.mernsten@bordtennisdanmark.dk