Fire landsholdsspillere

De to damelandsholdsspillere Mie Jacobsen og Pernille Agerholm har sammen med de to landsholdsherrer Mikkel Hindersson og Morten Hyrup brugt 10 minutter på at se lidt tilbage på 2012. Det blev dog også til lidt om fremtiden og hvad de bruger deres tid på når de ikke står i træningshallen.

Morten Hyrup:

1) Hvordan synes du 2012 har været spillemæssigt og resultatmæssigt. Og hvordan var EM på hjemmebane som oplevelse?
Resultatmæssigt er der to bedrifter, som står klarest for mig. EM i Herning hvor jeg spillede mig i hovedrunden til samt at vinde sølv med OB i Stigadivisionen. Vi spillere i OB sad sammen ind for sæsonen og snakkede om målsætning for det kommende år og vi var alle enige om, at i år ville vi spille os i finalen. Vi spillede nogle rigtig gode holdkampe i løbet af sæsonen med super opbakning fra hele klubben, og højdepunktet var naturligvis semifinalesejren over Roskilde. Det var fantastisk at være en del af.

EM var det største rent individuelt, og de rammer vi spillede i, er det bedste jeg har oplevet som bordtennisspiller. Det var helt tydeligt at mærke, at vi var på hjemmebane med den opbakning, som vi spillere fik.

Rent spilmæssigt er det svært at pege på specifikke punkter, men jeg synes mit spil hænger bedre sammen mellem 1, 2 og 3. bolden. Jeg er blevet bedre til at vurdere og hvornår jeg skal åbne langsomt med skru end tidligere og bruge åbningen lige op mere. Tidligere spillede jeg ofte for hårdt på forkerte bolde og oftest lige i modstanderens baghånd.

2) Hvad studerer du ved siden af – og hvorfor?
Jeg studerer cand. Polit, som er nationaløkonomi, hvor jeg læser på nedsat tid.
Økonomi fylder meget af hverdagen for folk og derfor synes jeg det er et spændende område at beskæftige sig med. Studielivet er også en ting jeg sætter stor pris i det omfang det er muligt.

3) Hvordan ser en typisk dag ud for dig mht. træning, studier osv.
En typisk dag består af tre ”sessioner”, hvor jeg står op forholdsvist tidligt 6-6.30 og læser et par timer inden vi har formiddagstræning fra 9.30 til 12.00. Eftermiddagen er mere blandet. Ofte er jeg til undervisning på Studiet, men det kan også være en styrketræning eller et bordtennispas mere.
Jeg forsøger så vidt det er muligt at holde aftenen fri fra en 5-6 tiden hvor jeg ser venner eller ser en film eller andet hvor jeg kan koble helt fra.

4) Hvordan ser du frem imod 2013? Både med bordtennis, men også gerne lidt om studierne og fremtidsplaner efter bordtenniskarrieren.
Jeg ser mig selv fortsætte på samme vilkår som nu med en blanding af studie og bordtenniskarriere. Bordtennis er en kompleks sport og man ser ofte spillere toppe forholdsvis sent. Jeg tror på, at jeg har mine bedste år forude og drømmemålet er Rio i 2016. Når bordtennis engang er slut, vil jeg stadig være en del af sporten, men på et langt mindre plan. Jeg har også ambitioner omkring min uddannelsen og håber på et samfundsrelevant job, som kunne være i finansministeriet.

MIE JACOBSENMORTEN HYRUP

Mie Jacobsen:

1) Hvordan synes du 2012 har været spillemæssigt og resultatmæssigt?
Året 2012 har været rigtig godt og udfordrende for mit vedkomne. Det første halve år boede og trænede jeg stadig i Århus med Stef og Lunder som trænere. Det overordnede fokus var, at jeg skulle lære at tænke i proces fremfor resultat, hvilket jeg tidligere har haft enormt svært ved. Jeg lærte at blive bevidst om, hvad jeg skulle træne på i træningslokale. Inden turneringer i både Danmark og udlandet forberedte jeg mig taktisk på mine modstanderes spillestil. Jeg opnåede herved lettere mit optimale niveau og undgik de store udsving, som tidligere har præget mig, når jeg har været alt for fokuseret på resultatet. I sommers flyttede jeg til Brøndby, hvor jeg få måneder efter skulle repræsentere Danmark på hjemmebane. En kæmpe stor oplevelse, hvor jeg igen arbejdede i proces under kampene og på den måde fik det bedste frem i mit spil. At jeg netop tænkte i proces fremfor resultat i Herning på hjemmebane med mange kendte ansigter på tilskuerne pladserne gjorde, at jeg slap af med den frygtede nervøsitet for at underpræstere.

2) Hvordan ser en typisk dag ud for dig som landsholdsspiller?
Nu hvor jeg er blevet færdig med gymnasiet og er flyttet til Brøndby er fokus rettet fuldt ud på bordtennis. Mandag, tirsdag, onsdag og fredag træner jeg to pas om dagen. Torsdag er der én enkelt træning og derefter styrketræning. Den anden styrketræningsdag er om mandagen. Dagene kan nemt blive lidt ensformigt. Med så mange træninger i løbet af ugen kan det være en udfordring at holde fokus til hver eneste træning.

3) Hvad laver du ved siden af? Og hvad kunne du forestille dig at lave efter bordtenniskarrieren?
Jeg arbejder i Anti Doping Danmark ved siden af bordtennistræningen, og for mit vedkomne er det vigtigt at have noget andet at give sig til i pauserne mellem de to træninger. Jeg forestiller mig at starte på en uddannelse i det kommende år og satser stærkt på at jeg stadig kan holde en høj træningsmængde. Jeg blev hurtigt bevidst om, at det motiverer mig mest i bordtennislokalet at have skolearbejde og et socialt netværk ved siden af bordtennis.

4) Hvad glæder du dig mest til i 2013? Bordtennismæssigt og generelt.
Jeg ser frem til at give den gas i træningslokalet og til turneringer. Mit første mål i 2013 er VM i maj i Paris, og jeg vil arbejde stenhårdt for at nå det. Som tidligere nævnt glæder jeg mig også til at komme i gang med en uddannelse til sommer, og håber på, at jeg kan finde frem til en god ordning, hvor bordtennis og uddannelse flasker sig som jeg gerne vil have det. 

Pernille Agerholm:

1) Hvordan synes du 2012 er gået rent bordtennis/oplevelsesmæssigt?
Som den mest positive oplevelse i år både bordtennismæssigt og oplevelsesmæssigt må jeg klart fremhæve EM i Herning. Jeg kom her op på mit maksimale niveau, og jeg fik mit spil til at køre. Derudover var det en kæmpe oplevelse at spille på hjemmebane, og ikke mindst at opleve støtten fra de mange fremmødte. Generelt synes jeg at 2012 har været et godt år, og jeg har fået meget udbytte af at spille i min tyske klub MTV Tostedt i 2. bundesliga, da jeg her møder mange forskellige damespillere.

2) Hvad laver/læser du ved siden af? Hvad kunne du tænke dig at lave når bordtennis på landsholdsplan ikke fylder så meget?
Ved siden af bordtennis læser jeg Folkesundhedsvidenskab på Aarhus Universitet. Her er jeg knyttet til ”AU og elitesport”, som hjælper mig igennem studiet, på trods af at jeg dyrker elitesport. Når jeg er færdig med bordtennis på landsholdsplan vil jeg gerne arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse hvilket min uddannelse også ligger op til.

3) Hvordan ser en typisk dag ud for dig? Skole/træning/tider osv.
En typisk dag for mig er som regel ret travl. Jeg træner bordtennis en gang dagligt, og tirsdag og torsdag har jeg nogle gange morgentræning. Derudover har jeg styrketræning 2-3 gange om ugen, og undervisning 15 timer om ugen.

4) Hvad er målet for 2013 karrieremæssigt/skolemæssigt?
Bordtennismæssigt er målet for 2013, at min tyske klub bliver oppe i 2. bundesliga. Før jul vandt jeg 5 ud af 13 kampe, og mit mål for det næste halve år er, at vinde mindst halvdelen af mine kampe. Derudover er mit mål at komme med til VM i Paris, og nå mit maksimale niveau.
Skolemæssigt gør jeg det så godt jeg kan i 2013, selvom jeg har sporten ved siden af som er vigtigst for mig.

PERNILLE AGERHOLMMIKKEL HINDERSSON

Mikkel Hindersson:

1) Året der er gået – EM, landskampe, Tyskland, hvordan er det gået?
År 2012 har på mange måder været et godt år for mig. Jeg har i store dele af året prioriteret kost og fysisk træning meget højt, og det har hjulpet. I mange år har min fysik været en hindring for mig og min udvikling, men først dette år har jeg virkelig fået resultater. Det kan mærkes på banen, men samtidig har jeg også været skadesfri hele året, hvilket jeg tror skyldes min bedre fysik. Når jeg ser tilbage på årets resultater har der både været op- og nedture. Højdepunktet for min del er uden tvivl VM for hold i Dortmund. Jeg kom med på et afbud istedet for Michael Maze, og greb chancen og spillede en rigtig fin turnering, hvor jeg fik spillet mig ind på holdet. Jeg fik nogle gode skalpe, og gik efter den turnering også op 100 placeringer på verdensranglisten. Denne turnering var en af de sjoveste og bedste turneringer jeg nogensinde har spillet. En holdturnering er altid noget specielt. Den stemning og det sammenhold gør det virkelig fedt at spille. EM i Herning gik mindre godt. Jeg fik aldrig vist det spil jeg ved jeg besidder og kom aldrig rigtig ind i turneringen. Jeg havde trænet godt og følt mig godt tilpas i træningslokalet over en lang periode, og når det er på hjemmebane vil man rigtig gerne ind og vise hvad man duer til:-). Desværre tror jeg det overskyggede lidt mit fokus på hver enkelt præstation i kampene. Det var et fedt arrangement og sjovt at spille på hjemmebane, men rent sportsligt kom jeg aldrig op på mit niveau. I Tyskland har jeg på nuværende tidspunkt spillet halvdelen af kampene i sæsonen. Det har været en hård sæson for mig dette år. Jeg spiller i klubben på 4. sæson nu og denne har været første år hvor jeg er kommet op i første parkryds. Der er kommet mange nye gode spillere til, og det er spillere på et helt andet niveau end jeg er vant til. Jeg har de sidste 3 år spillet i 2.parkryds og været vant til at vinde stort set alt, og det kræver lidt tilvænning pludselig at være presset til det yderste i alle kampe, og skulle holde panden højt selvom man måske indkasserer nogle nederlag i træk. Det har været udfordrende for mig og til tider også svært at bevare glæden, men samtidig rigtig lærerigt. Jeg vil efter jul komme ned i 2.parkryds igen og der skal jeg vise at jeg er for stærk og hører til i 1.parkryds.

2) Hvordan er livet som prof? Fordele/ulemper? Kan du beskrive en typisk dag for dig som landsholdsspiller?
Livet som professionel bordtennisspiller er på mange måder en god tilværelse. Jeg har mulighed for at fokusere udelukkende på bordtennis, men det kræver også noget disciplin. Der er en del fritid og det er vigtigt at bruge den fornuftigt. Som regel er jeg “på” hele dagen fra jeg står op om morgenen, så det er ekstremt vigtigt at jeg får en god nattesøvn og det rigtige at spise – ellers er det svært at bevare overskud hele tiden. Mine dage består altid af bordtennistræning om morgenen, og enten fysisk træning eller endnu et bordtennispas om eftermiddagen. Nogle dage har jeg et trænerjob direkte efter mine egne træninger er overstået og er først hjemme i min lejlighed omkring kl 21 om aftenen. Derfor, hvis jeg ikke sørger for at spise ordenligt og få sovet godt, kan det være svært at klare det hele.

3) Laver du noget ved siden af, skole/arbejde/træner?
Jeg har nogle trænerjobs i Virum hvor jeg selv er vokset op som spiller samt i dragør. Jeg kan rigtig godt lide at have et par trænerjobs i løbet af ugen. Det er fedt at kunne lære fra sig og engagere sig i de enkelte spillere og følge deres udvikling. For mig er det det perfekte job at have ved siden af. Jeg tænker bordtennis og bliver udfordret på forskellige måder. Det kan jeg også lære af, da bordtennis jo er mere end blot hvordan man slår forhånd og baghånd.

4) Hvad med næste år? Målsætninger med bordtennis, styrke o.l.
Næste år skal på mange måder ligne dette. Jeg skal dog forsøge at skrue en smule ned for den fysiske træning og få nogle flere bordtennispas ind. Jeg er nået til et punkt hvor jeg kan begynde at arbejde på flere ting i spillet som inden ikke var muligt med den fysik jeg havde. Der er selvfølgelig stadig plads til forbedringer, men bordtennispassene vil blive vægtet lidt højere end det fysiske fremover. Et andet mål næste år for mig er at forsøge at komme på nogle forskellige træningsophold. Det er vigtigt for mig at komme væk engang i mellem. At træne med nye spillere, samt få råd fra andre trænere og generelt bare se nogle andre spillere giver mig meget inspiration som kan bruges både der, men også når jeg selv kommer tilbage til træningen i Brøndby. Dette år er jeg gået fra ca nr 400 i verden til nr ca 290 og næste år er målet at komme op som nr 200. Det synes jeg er fuldt ud muligt, og jeg ved jeg har niveauet til det, men det kræver en god stabiliet.

Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk