Fokus på ungdoms-VM

På søndag den 19. oktober mødes seks af Danmarks bedste ungdomsspillere i en alle-mod-alle turnering i Frederiksborg Centret i Hillerød (på 1. sal i HGI Hillerød Bordtennis’ lokaler).

Turneringen er en del af forberedelserne til ungdoms-VM i Shanghai, der spilles fra 30. november til 7. december (både individuelt og hold). De danske herrejuniorer har kvalificeret sig via bronzemedaljen ved ungdoms-EM i juli i Italien. Fire andre europæiske lande er med og det er Frankrig, Sverige, Polen og Kroatien.

”Der skal fire herrejuniorer med til VM. Turneringen er endnu en mulighed for spillerne for at gøre opmærksom på sig selv. Alle vil gerne have en af de fire pladser, så jeg forventer at se nogle rigtig spændende og intense kampe”, siger ungdomsansvarlige Christoffer Petersen, der glæder sig over at spillerne mødes på neutral grund i Hillerød, der har altid været utrolig rar til at hjælpe ungdomsarbejdet og desuden råder over særdeles gode spilleforhold. Han vil lade turneringen i Hillerød indgå i en samlet vurdering sammen med Kroatien Open, Ungarn Open og Swedish Open, inden han udtager VM-holdet.

Der spilles bedst af fem sæt, og der vil være dommere på alle kampe. De respektive klubtrænere er inviteret for at optimere deres spilleres præstation. Første runde spilles kl. 9.30. De efterfølgende runder spilles kl. 11.00, 12.30, 14.30 og 16.00. Der er gratis entré til hele turneringen. De seks spillere der dyster mod hinanden i Hillerød er:

Tobias Rasmussen, Amager
Kasper Rasmussen, Amager
Jakob Hansen, Københavns BTK
Andreas Dilling, Roskilde
Claus Schou Nielsen, Roskilde
Rasmus K. Mikkelsen, Sisu/MBK
Reserve: Rasmus Storkehave, Københavns BTK

Rasmus K. Mikkelsen blev skadet i knæet under Sisu/MBK’s Grand Prix i weekenden. Det vides endnu ikke, hvor slemt det er, men Rasmus Storkehave er indkaldt som reserve, hvis det ender med et afbud for Rasmus K. Mikkelsen.
”Storkehave har vist gode resultater og et forbedret spil ved de seneste Grand Prix-turneringer, og han vil helt sikkert kunne drille nogle af favoritterne på søndag”, vurderer Christoffer Petersen.

Lind ikke med – endnu

Anders Lind har ligeledes vist gode resultater i den sidste måneds tid, og det glæder Christoffer Petersen, at Anders’ store indsats på det fysiske område de sidste mange måneder, langsomt begynder at bære frugt.
”Anders har ikke spillet nok kampe på højt juniorniveau, hverken nationalt eller internationalt i de sidste mange måneder, ligesom hans træningsmængde først nu begynder at ligne den som de andre juniorer opretholder. Derfor er han ikke i betragtning”, udtaler Christoffer Petersen.

Læs optakt til turneringen på HGI Hillerød Bordtennis’ hjemmeside. Klik her

Jakob Hansen ved UEM 2014

Jakob Hansen er blandt de seks spillere, der på søndag dyster mod hinanden i Hillerød.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 22 64 00 78
Kontaktperson e-mail: christoffer.petersen@dbtu.dk