Forårets kurser

Forårets kurser er udbudt via DBTU’s hjemmeside under uddannelse/kurser, hvor hele udbudet kan ses under kursusdatoer & tilmeldte. Der er mange muligheder for at blive inspireret f.eks. K1 i Kerteminde og Kibæk, K2 i Horsens og på Amager, et legekursus i Vejlby og ÅBENT BAT kursus i henholdsvis Århus og Roskilde.

De åbne BAT kurser (Bordtennis Aldersrelateret Træning) henvender sig til alle, der enten allerede har købt bogen Bordtennis Aldersrelateret Træning (BAT) eller overvejer det. På kurserne får trænerne inspiration til, hvordan materialets principper og anbefalinger i praksis kan udnyttes i klubtræningen.Kurset bygger på de anbefalinger og principper som DBTU’s landsholdsteams med Peter Sartz i spidsen, har udviklet til BAT materialet for at øge fastholdelsesprocenten og styrke talentudviklingen i dansk bordtennis.

Blandt udbudet af kurser finder du også DBTU’s juniortrænerkursus. Kurset henvendt sig til de 13-15 årige, der enten allerede har påbegyndt trænergerningen eller som bare gerne vil snuse lidt til trænerrollen. Kurset giver de unge spillere en rigtig god indsigt i bordtennisspillet og egen udvikling, fordi de via kurset lærer at videreformidle det bordtennistekniske og derfor bliver meget bevidste omkring teknikkens delelementer. Så er du mellem 13-15 år – så er DBTU’s juniortrænerkursus lige dig. I lighed med sidste år udbyder DBTU et juniortrænerkursus i forbindelse med KFUM’s FJ Camp. Det bliver seks dage med gode oplevelser og personlig udvikling. Christoffer Petersen vil gennem kurset sætte stor fokus på bordtennis både hvad angår teknik og formidlingen, og deltagerne vil i løbet af kurset få indblik i trænerrollen, så de efterfølgende vil kunne varetage opgaven som træner/hjælpetræner hjemme i klubben.

Foråret byder også på inspiration for klubbens bestyrelser eller andre ledere. DBTU indbyder igen i år sammen med fem andre forbund til Ledertræf på tværs tre steder i landet; Aalborg den 19. april, Odense den 24. april og Hvidovre den 26. april. Årets Ledertræf på tværs har titlen Din klub og social medier – Brug Facebook som værktøj. Nærmere info følger, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Forfatter: Annette Westermann
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: annette.westermann@dbtu.dk