Første herrefinale i aften

Den første af maksimalt tre finaler i Stigadisionen spilles i aften på Odense Kaserne Hal , Sdr. Boulevard 17A i Odense kl 19.00. Her mødes årets store overraskelse OB mod vinderen af grundspillet Københavns Bordtennis Klub.

København vandt de to kampe i grundspillet med 5-3 og 5-1. Københavnerne er favoritter, men OB spillede fantastiske semifinaler og slog de seneste fire års mestre Roskilde efter tre kampe Først vandt OB 5-3 men tabte så 5-1 i den anden kamp, men tog så tredje og afgørende kamp med 5-3. København vandt i semifinalen over Kvik Næstved med 5-0 og 5-2.

Det bliver spændende om OBs unge hold kan holde storspillet fra semifinalerne mod København. I den første kamp har de hjemmebanefordel i Odense Kaserne Hal, hvor første bold slås kl. 19.00 i aften.

Forventede holdopstillinger:
OB: Morten hyrup Rasmussen, Andy Pereira, Daniel Reed og Rasmus Klein-Døssing

København: Guo Kai, Kasper Sternberg, Mårten Stenberg og Christoffer Petersen

Den anden kamp spilles på torsdag i Remisen, Blegdamsvej I København fra Kl 19.00. Her inviterer København til dobbeltarrangement. Herrerne spiller anden finale og den anden finale hos damerne mellem København og Ballerup spilles ligeledes fra kl 19.

København kan således sætte sig på begge titler torsdag den 3. maj, idet de københavnske damer vandt det første opgør i Ballerup med knebne 6-4. Her var det især Sabine Borre Larsen, der med tre sejre var den store spiller. De to hidtige opgør i grundspillet endte med en sejr til København i den første kamp på 6-2, mens Ballerup tog revanche med 6-4 i den anden kamp. Her er der lagt op til en gyser, der kan gå til begge sider.

Ballerup vandt i semifinalen over Virum med 6-1 og 6-2 mens København slog OB med 6-1 og 6-3.

OB´s damer kan i aften sikre sig bronzemedaljerne i damernes elitedivision, da de parallelt med herrefinalen møder Virums damer.

Eventuel tredje kamp spilles næste søndag. Her vil København have fordel af hjemmebane hos herrerne og Ballerup hos damerne.

  

Forfatter: Arne Madsen
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 12
Kontaktperson e-mail: gitte.hvid@dbtu.dk