Første singleguld til Wang H.

For første gang kunne Wang Hao stige op på øverste trin på medaljeskamlen i Herre Single ved et af de store mesterskaber – ved VM 2009 lykkedes det endelig for verdensranglistens nr. 1 efter bl.a. to tabte OL-finaler.

I slutkampen slog han den trefoldige verdensmester, Wang Liqin med 4-0, men det var mere spændende end sætcifrene indikerer – og en uhyre velspillet finale, btw.

Zhang Yining vandt sin anden singletitel, da hun i finalen i Dame Single besejrede den forsvarende mester, Guo Yue med 4-2, efter at have været bagud med 0-2.

ZHANG YINING (Foto: ittf.com)WANG HAO (Foto: ittf.com)

Wang Hao blev dobbelt verdensmester i Yokohama – i Herre Double vandt han sammen med Chen Qi, der forsvarede titlen fra 2007, hvor han vandt med Ma Lin. Wang vandt i 2005 sammen med Kong Linghui.

I Dame Double vandt Guo Yue/Li Xiaoxia – det er første gang siden 1999, at doubleverdensmesteren ikke hedder Wang Nan, der tog fem VM-titler på stribe frem til 2007!

Endelig vandt Cao Zhen/Li Ping i Mixed Double, og skulle nogen undre sig hvorfor der – som normalt – ikke er nævnt hvor de enkelte vindere, m.v. kommer fra, er forklaringen simpel:

Samtlige er fra Kina, der igen-igen var altdominerende ved et stort mesterskab.

Ud af mesterskabernes 20 medaljer, var de 17 kinesiske – Japan, Hong Kong og Sydkorea vandt hver en bronze. Siden 2007 er alle medaljer i de to singleturneringer ved VM og OL gået til Kina – udtaget én (Ryu Seung Min i 2007)…

Under VM 2009 kan man læse meget mere om VM i Yokohama – læs bl.a. alle VM-nyheder og presseklip før, under og efter verdensmesterskaberne i Japan…

VM 2009 (Foto: ittf.com)

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 21 70 49 28
Kontaktperson e-mail: arne.madsen@dbtu.dk