15-årige Alberte, der kun har spillet bordtennis i ca. 1½ år, deltog for nyligt ved ungdoms Top 12 i Hirtshals, hvor hun blev nr. 10 i yngre pige/pige rækken.
Alberte i en koncentreret baghåndsserv. Foto: Kim Holm Pedersen.
Egentlig var det badminton, som havde højeste prioritet for Alberte Holck Christensen, men bordtennis er ved at overtage pladsen hos Alberte.
”Jeg er blevet fanget af bordtennis”, siger Alberte, der ellers har spillet badminton i 9 år der af de seneste 6 år på elite-niveau.
”I de sidste 4 år har jeg gået til badminton fem gange om ugen, og styrke- og løbetrænet to gange oveni. Og så har der været stævner stort set hver weekend”, fortæller Alberte.
Hun har været lidt uheldig med et par badminton-trænere, som hun ellers var rigtig glad for. En gik på barsel, en anden blev fyret og en tredje tog imod et tilbud som landstræner i Tyskland.
”Jeg fik en ny træner, som var flink nok at tale med, men det var som om, at han kun var der for at træne os. Han havde ikke tid til at gå i dybden med spillerne”, siger Alberte, der kedede sig ved at lave de samme øvelser i et helt år.
”Jeg ved godt, at det er det, der skal til. Men ikke hele tiden og ikke til hver træning. Det gjorde det ikke bedre af, at jeg trænede med de samme fire personer på et helt år”, fortæller Alberte, der mest trænede nedad.
Hun savnede den gode sparring, og følte ikke, at hun udviklede sig, hvilket resulterede i, at hun tabte kamp efter kamp til spillere, som hun mente, at hun burde vinde over.
Alberte blev mere og mere sur, irriteret og skuffet over, at hun ikke kunne præstere sit bedste til stævnerne. I klubben gik det heller ikke specielt godt. Nogen venner og veninder, som hun troede stod hende nær, begyndte at vende ryggen til hende.
På besøg i Greve BTK
Albertes far, Jesper Christensen var igen begyndt at spille bordtennis. Han trænede to gange om ugen, mandag og fredag. Om fredagen var Alberte færdig med at spille badminton lidt før sin far, så hun gik op til bordtennis for at se, hvordan det gik. Det gav lyst til at prøve med bat og bold, og Alberte spillede derfor lidt med sin far efter træningen.
Det observerede træner Preben Larsen, og han spurgte en dag Alberte, om hun kunne tænke sig at træne i Greve om tirsdagen og om torsdagen fra kl. 17.30. Det kunne Alberte akkurat nå, så på de to dage var det først til badmintontræning og derefter direkte op til bordtennis.
”Bordtennis fangede mig. Jeg fik en masse nye venner, og jeg kunne mærke, at jeg udviklede mig”, siger Alberte, der i starten fik en masse kinatræning. Efter to måneder fik hun lange knopper i baghånden, og siden er det gået hurtigt frem.
”De andre spillere har taget godt imod mig ude ved stævnerne”, siger Alberte, der nu går til badminton to gange om ugen, og bordtennis fire gange om ugen. Til næste år overvejer hun at stoppe til badminton og satse på bordtennis.
Alberte får her råd af Michael Ryding ved kvalifikationsstævnet til Top 12. Foto: Kim Holm Pedersen.
Fem skarpe til Alberte
Hvorfor er bordtennis sjovere end badminton?
Sammenholdet og trænerne er vigtige, når man bruger så meget tid på sin sport.
Hvor er dine styrker i bordtennis?
Det er nok det, at jeg er ”deffer”. Dem er der ikke så mange af.
Hvad vil du forbedre?
En masse tekniske ting.
Hvad var dine konkurrenter ved Top 12 denne gang bedre til end dig?
Serverne – og så har de mere spil-erfaring, da jeg jo ikke har spillet så længe.
Hvad er dit mål?
Jeg har ikke lavet et mål endnu, men det kommer, hvis jeg vælger at satse mere på bordtennis.