51-årige Charlotte Polk debuterer ved veteran-EM i Finland.
”Jeg er blevet mere opmærksom på at sortere i, hvad der er vigtigt for mig her i livet”, fortæller den tredobbelte danske mester i damesingle (1981, 1987 og 1989) Charlotte Polk, der er kommet ud på den anden side efter en brystkræft operation.
Det var en rutinemæssig screening på Odense sygehus, der i august sidste år viste en knude i det ene bryst, som efterfølgende viste sig at være kræft.
Charlotte husker, at hun kom hjem efter en aktiv weekend i selskab med veninderne fra OB’s elitedivisionshold og deres mænd. Hun havde bl.a. kørt 20 km på mountainbike.
Hjemme lå der et brev fra Odense sygehus, hvor hun havde været til rutinemæssig screening for brystkræft, som alle kvinder bliver tilbudt efter, at de er fyldt 50 år.
I brevet stod der, at man gerne ville se hende til yderligere undersøgelse dagen efter. En biopsi (vævsprøve) viste desværre det, som vi alle frygter – nemlig, at det var kræft.
Charlotte gennemgik en brystbevarende operation den 2. september og måtte aflyse den planlagte tur til La Santa med afgang den 5. september sammen med venneparrene Karin og Ole Rytter og Trine og Jesper Grauholm.
Opdaget i tide
”Jeg var meget heldig med, at kræftknuden blev opdaget i tide”, fortæller Charlotte, der i det efterfølgende behandlingsforløb slap for kemoterapi, men dog måtte igennem et strålebehandlingsforløb.
I oktober spillede hun midt i strålebehandlingen en runde på OB’s elitedivisionshold, hvor hun bl.a. vandt over Izabell Nørlem, Brønshøj. Efter et 2½ måneder langt behandlingsforløb kunne Charlotte vende tilbage til sit arbejde i Nordfyns Bank på nedsat tid.
Feber og svimmelhed
”Jeg kunne ikke læse, og måtte konstant starte forfra. Det er underbevidstheden, der kører på højtryk – det læste fæstnede sig ikke”, forklarer Charlotte. Selv om hun på daværende tidspunkt igen var begyndt at arbejde på fuldtid, måtte hun tilbage på deltid igen, da hun havde problemer med svimmelhed og feber ved fysisk aktivitet.
OB’s kvindelige elitedivisionshold, der kalder sig for Danmarks hyggeligste hold, er fra venstre Karin Kruse, Charlotte Polk, Mette K. Nielsen, Trine Grauholm og holdleder Ole Rytter. Foto: Fra facebook.
Uvurderlig støtte
”Det har været en hård tid – også for mine drenge”, siger Charlotte, der er mor til Andreas på 22 år og Kasper på 24 år. Svigerdatteren Julie har været en solid støtte både for Charlotte og Kasper. Hun var også med, da familien i marts i år var på rekreation sammen.
”Mit behandlingsforløb har været godt, men jeg har fundet ud af, at jeg ikke er usårlig og at sygdom får en til at tage livet op til revision”, siger Charlotte, og fortsætter: ”Mine nære venner Jonna og Myre (Jørgen B. Jensen, red) har lige som mine holdkammerater og mine to drenge været en kæmpe støtte”.
Charlotte mener også, at glæden ved sporten har hjulpet hende igennem den svære tid.
”Alle de kontakter man har i sporten, er der, når man træder ind i arenaen igen. Man har delt oplevelser i 30 år, og det betyder en masse”, siger Charlotte. Hun er nu blevet bedre til at vælge fra og tænke mere egoistisk, når hun tager stilling til, hvad hun vil med sit liv.
Der går ikke en dag uden, at hun tænker på kræften, men hun er ikke længere bange for, at hun skal dø af det.
Bøtten er vendt
I marts startede Charlotte igen med at arbejde på fuld tid og i april vandt hun sit første danske mesterskab i veteran single, da hun vandt over klubkammeraten Karin Kruse Rytter, der havde vundet de seneste tre år i 50 års-rækken.
Charlotte har længe spillet divisionsgolf, som nu er droppet til fordel for bordtennis. Det er nu endelig lykkedes for Karin Kruse Rytter og Ole Rytter at lokke hende med til et internationalt veteranmesterskab. I kommende uge deltager Charlotte nemlig for første gang ved EM for veteraner, hvor hun spiller med i 50 års-rækken i finske Tampere.
Ferien til La Santa blev som nævnt ikke til noget for Charlottes vedkommende sidste år, men til august er hun nu mere end klar til at tage turen til La Santa sammen med de venner, der betyder så meget for hende.
Charlotte Polk og Karin Kruse Rytter foran hallen i Tampere i Finland, hvor de netop nu spiller EM for veteraner.