De danske pige- og damejuniorspillere viste sig frem fra deres allerstærkeste side i weekendens afdeling af Sweden Tour. Chelinda Voong fra Brøndby vandt U13-rækken, mens Maja Hansen fra OB vandt U18-rækken. Fremragende resultater – men det var langt fra de eneste danske lyspunkter.
Sweden Tour består af en række elitestævner, hvor seniorrækkerne ofte består af både svenske landsholdsspillere og professionelle spillere fra udlandet. Ved weekendens runde i Eslöv deltog stort set hele den svenske ungdomselite. Men de danske deltagere var ikke med på en badebillet. De havde indstillet sigtekornet efter slutspilspladserne, og sådan gik også. Man må bare at konstatere, at der sker ting og sager på ungdomssiden i øjeblikket.
I U13-rækken for piger sætter danske spillere sig på samtlige semifinalepladser, og finalen bliver et rent Brøndby-opgør mellem Chelinda Voong og Sofie Strandhave Jørgensen. Chelinda trækker det længste strå i en kamp, hvor det går meget hurtigt i duellerne.
Hos vores unge kvinder i U18-rækken er det tæt på, at vi ser en gentagelse af situationen i U13. Fem ud af fem danskere i 1/8-delsfinalerne bliver til fire danskere i kvarten, og derefter tre danskere i semifinalerne. Her vinder Maja Hansen over sin landsholdskollega Emma Eckeroth, mens Mille Stoffregen må se sig slået af Halmstads Agnes Svensson – en fighter som altid afkræver en stærk fysisk indsats og en god portion tålmodighed af sin modstander.
Heldigvis er Maja Hansen klar til at tage denne udfordring op i finalen og spiller en taktisk klog kamp, hvor det handler om at holde serven med enten ren underskru eller uskruet, og hele tiden skifte tempo og højde på boldene ud i forhånden for at bryde svenskerens rytme. Maja vinder finalen 3-0 og vinder dermed sin anden U18-række på Sweden Tour i denne sæson.
De unge danske kvinder har dermed cementeret deres stilling i det samlede Sweden Tour-slutspil, hvor Mille lige pt ligger på en delt førsteplads, og Maja ligger på en 4. plads – men efter weekendens kampe er det nok Maja, man finder i toppen af listen.
De danske piger har også gjort det godt i de øvrige rækker. Sofie Jørgensen vinder U12 i en ren danskerfinale mod Andrea Gregersen, og Stella Rosenmeier går i finalen i U14, hvor hun slår Sveriges nummer to i U13 og topseedede Angelina Bebawy med 3-0.
Kigger vi over på drengesiden, finder vi også mange stærke danske resultater. Hos juniorerne er det største danske lyspunkt Simon Vonebjerg, som useedet går hele vejen til kvartfinalen i en række, hvor to af de topseedede er en del af henholdsvis det norske og svenske seniorlandshold.
Hos de lidt yngre drengespillere er dagens lyspunkt Emil Hasselbalch fra Virum, som i en stærkt besat U13-række vinder over topseedede Joel Isaksson og derefter går hele vejen til finalen, hvor den finurlige og underholdende ”deffer” Albin Ingeström fra Ängby dog er en lidt for stor mundfuld på dagen. Det kunne imidlertid have set anderledes ud. Den førsteseedede Albin var nemlig lige ved at tabe i første runde til Amagers Victor Bartholomæussen, som gik useedet ind i turneringen… Bum.
Dagens mest engagerende kamp, som fanger hele hallens opmærksomhed, finder sted i drengenes U14-række. Her møder Hvidovres Villads Rosenberg Bergholt den nykårede svenske mester for U12-spillere, Zac Hallén, i en kamp som byder på det meste – på nær en dansk sejr. Villads har flere matchbolde og samtlige danskere i hallen som en rød mur bag sig, men til sidst er det den unge svensker, der holder hovedet koldt og kommer videre i turneringen. Bergholt må bøje sig 14-16 i femte sæt.
Det sidste store danske lyspunkt stod Johan Engberg Havsteen fra Amager for, da han på imponerende vis vandt U16-rækken, som havde ikke mindre end 88 deltagere. Et flot dansk punktum på stævnet.
Damelandstræner, Magnus Mallander, konstaterer, at rigtig mange af de danske spillere har gjort sig positivt bemærket ovre i det svenske, og glæder sig over, at den danske ungdomselite i øjeblikket har momentum og virkelig tror på tingene: ”Endnu en stærk indsats af de unge damer, som virkelig har sat aftryk ved disse stævner med flere forskellige spillere på medaljeskamlen hver gang. Det viser, at vi har fat i noget med vores satsning på et ungt damelandshold. Jeg glæder mig til at følge op på weekendens kampe, når vi nu tager direkte på lejr i Halmstad sammen med deres træningsgruppe”.
Herrelandstræner, Linus Mernsten, istemmer og bemærker, at ”der er klare tegn på, at vi er på rette vej med ungdommen. Det her, det er vigtigt for dansk bordtennis”.
/Kresten