Garagetræning af høj kaliber

En aften for 10 måneder siden kørte 36-årige Philip Davidsen hjem fra træning i Rønde BTK. På passagersædet ved siden af ham sad klubbens højest rangerede spiller John Sabalic og snakken kom naturligvis til at handle om bordtennis. ”Ved du egentlig, hvordan Timo Boll blev så god”, sagde John, hvor efter han fortalte om, hvordan en kineser boede hos familien Boll for at træne med Timo, da han var en lille dreng.
Philip tænkte over, hvad John havde fortalt. Gennem flere uger talte han både med sønnen Mathias på nu 15 år og datteren Julie på 11 år, der nemlig gerne ville blive rigtig god til bordtennis, om idéen med at have en kinesisk pige boende og ikke mindst om, hvad det ville indebære træningsmæssigt.
Med god hjælp fra Søren Melgaard fra Rønde, fik han etableret kontakten til Hirtshals, hvor Lars Rokkjær og Jim Christensen kunne bidrage med ekspertviden omkring, hvordan man dels skaber kontakten til spillerne i Kina og med, hvordan man kan få en kinesisk spiller til Danmark.

Tredje gang blev lykkens gang

”De har været en fantastisk stor hjælp”, siger Philip, der i første omgang havde lavet en aftale med Song Han, der spillede for B 75 i Hirtshals i sidste sæson, og som Julie allerede havde stiftet bekendtskab med. Men Song Han skulle rejse til Kina, og det viste sig, at hun ikke fik lov til at rejse tilbage til Danmark, hvilket skabte en ny situation.
Song Han hjalp med at finde en anden kinesisk pige, som Philip kommunikerede med via ”we chat” (det kinesiske facebook). De skrev sammen via google translate i en lille måneds tid, hvor efter den aftale også gik i vasken.
”Hvis en kinesisk pige skal have lov til at rejse fra Kina, så vil træneren have sikkerhed for at både mængden og kvaliteten af træning og kampe er så god, at hun ikke kommer tilbage til Kina i forringet udgave”, forklarer Philip om årsagen til, at det ikke blev til noget.
Efter to dage havde Song Han skabt en ny kontakt. Denne gang til 17-årige Jun Yang Zhang og tredje gang blev lykkens gang. Belært fra tidligere, så fik Philip sikkerhed for, at Jun ud over at være træner i Rønde BTK kunne spille med på Sisu/MBK’s hold i herrernes 1. division samt i kvindernes Elitedivision.
”Jeg blev inviteret op til Hirtshals, hvor Yu Han Chen hjalp med Skype-forbindelsen til Jun. Det blev et jobinterview, hvor jeg oplevede en glad og udadvendt pige”, husker Philip, der igen fik god hjælp i Hirtshals i form af det meget omfattende papirarbejde, hvor der bl.a. skal søges om arbejds- og opholdstilladelse.

Ankomsten

Den 30. september (på Mathias’ 15 års fødselsdag) kl. 23.30 var Julie med i Århus Lufthavn for at hente sin nye ”storesøster”. Forinden havde Philip forberedt sig til mødet med Jun Yang Zhang, der kun kan tale kinesisk. Han havde i seks uger modtaget undervisning i kinesisk to gange om ugen.
”Jeg vil gerne lære at tale kinesisk”, fortæller Philip, der efter Juns ankomst har aftalt med hende, at han lærer hende engelsk mod, at hun lærer ham kinesisk.

Jun Yang Zhang og Julia 1
I en garage i Skødstrup er Julie Davidsen og Jun Yang Zhang i gang med den daglige træning.

Træning i garagen

”Jun har boet på en bordtennisskole i Kina siden, hun var 8-9 år. Hun har spillet 40 timer om ugen, og kan derfor ikke meget andet”, fortæller Philip, der har allerede har lært Jun mange hverdagsting i huset i Skødstrup. Det er også her, at Jun træner med 11-årige Julie mellem 15-20 timer om ugen i garagen, hvor der er et bordtennisbord (to-tre timer alle dage undtagen torsdag).
Desuden træner Jun både tirsdag og torsdag morgen i Viby (under Lunder’s ledelse) og begge dage om aftenen med divisionstruppen i Sisu/MBK. Mandag og onsdag foregår træningen i Rønde fra kl. 18.30-22.00.
”Det er helt vildt hårdt, at få kabalen til at gå op, men det er samtidig enormt spændende”, siger Philip, der selv spiller på Serie 3-holdet i Rønde og som ofte træner med både mandag og onsdag.

Spillestil og styrke

Jun Yang Zhang har spillet i den tredje bedste kvindelige række i Kina. Hun spiller med kinesisk fatning (penneskaft), har korte knopper i forhånden, og bruger både for- og baghånd med hurtigt træf. Ved Sisu/MBK’s Grand Prix-stævne nåede hun til finalen i dame elite single, hvor hun tabte til Mie B. Jacobsen. Hun nåede semifinalen i herre junior single efter sejre over Christian Brüsch og Jeppe Spottog. I semifinalen tabte hun med 18-16 i 5.- og afgørende sæt til Rasmus Storkehave.

I drømmeland

”Den første uge var hård for Julie”, fortæller Philip. Hun havde ondt her og der, men det hele var sliddet værd, da hun fik en opringning fra Yu Han Chen, der fra torsdag til søndag i efterårsferien ville have hende med på landholdstræningslejr i Idrættens Hus sammen med Jun.
Den første aften oplevede Julie at sove mellem sin nye ”storesøster” og supercoachen Yu Han Chen (områdeansvarlig for de danske dameseniorer).

En dyr affære

Jun skal være i Danmark i otte måneder. Hun rejser tilbage til Kina den 30. maj 2015 og måske også en gang i februar for at fejre kinesisk nytår. Philip vurderer, at det koster i omegnen af 20.000,- kr. om måneden alt inklusive at have Jun i Danmark. En del af Jun’s ophold sponseres via Rønde BTK af Philip Davidsens IT-firma.
”Det er meget tidskrævende at have en kinesisk pige boende i sit hus, men hvis det går lige så godt de næste syv måneder, som i oktober, så vil jeg ikke udelukke, at vi gør noget lignende næste år”, siger Philip, der ud over at have fået vendt op og ned på sin normale hverdag også har planer om at holde sommerferie i Kina i 2015.

Jun Yang Zhang og Julia

Efter endnu en Kina-hård træning er det godt med en krammer fra sin nye “storesøster” – også selv om det er til ære for fotografen.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk