German Open, lørdag

Michael Maze leverede en fantastisk indsats i 1/8-finalen ved German Open i Magdeburg lørdag eftermiddag. Mod verdes nummer 2 Timo Boll og op mod 6.000 tilskuere kæmpede Maze for en plads i kvartfinalen.
 
Kampen blev uhyggelig lige med mange fantastiske boldvekslinger. Maze tabte første sæt med 9-11, men tog de næste to med 11-8, 11-7. Her så kampen ud til at tippe til Mazes fordel, og selvtilliden fra hans sejr over Timo i sidste weekends Bundesligaopgør, så ud til at kunne gøre sig gældende, men Timo fik vendt et truende nederlag ved stillingen 4-7 og vandt sættet med 11-8 og fik udlignet Mazes føring.
 
I femte sæt var Timo hele tiden et lille skridt foran, og han spillede mere risikovilligt og aggressivt end Maze, og det var udslagsgivende med en sætsejr på 11-8 til tyskeren.
 
I sjette sæt så det længe ud til at Maze igen havde fået teten, men en føring på 7-5 blev forvandlet til 7-8 inden Maze tog time out. Timo havde leveret tre klassebolde, og selvom Maze efter time outen vandt den første bold, kunne han ikke holde ved og tyskeren vandt på sin anden matchbold med 12-10 i sjette sæt.
 
Sætcifre:
Maze-Boll 9-11, 11-8, 11-7, 8-11, 8-11, 10-12

Forfatter: JH
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.harden@dbtu.dk