God dag for Skov & USKB

Mie Skov og US Kremlin-Bicêtre havde en god aften i Pro A, da det tirsdag blev til hjemmesejr mod rækkens nr. 3, Niort – tre points, to personlige sejre til Skov og en plads frem i tabellen!

Skov var godt tilfreds med både holdsejren og den personlige succes:

“Niort er et stærkt og stabilt hold, og vi havde inden kampe tænkt over hvordan holdopstillingen skulle være – jeg vandt sidst begge kampe mod dem, og derfor troede vi de ville ændre opstilling.

Det gjorde vi så ligeså, hvilket betød jeg spillede som 3. dame, og endte med ikke at skulle møde deres to defensive spillere, som vi havde håbet på, og som lykkedes i forrige opgør.

Carole Grundisch lægger ud med at tabe en regulær gyser til deres 1’er, med 10-12 i 5. sæt, og vores tredjedame, Sylvie Plaisant, taber stort.

Jeg kommer altså på banen ved stillingen 0-2, og vinder rimelig sikkert over deres offensive kineser, Zhang Ying, og spillede rigtig godt – jeg vinder 3-1, og der står nu 1-2 i holdkampen.

MIE SKOV (Foto: uskb.fr)

Efter pausen udligner Carole til 2-2, og jeg står dernæst overfor deres bedste kineser, Zhang Congcong, og vinder en god og spændende kamp – – jeg følte mig virkelig flyvende, og havde masser af energi under hele kampen

Sylivie vinder derefter den afgørende kamp, så vi vinder holdkampen med 4-2 og vi fik tre points på kontoen – sådan”, sagde en glad Skov, der også er begyndt at tænke på fremtiden i Frankrig:

Jeg ligger i forhandlinger med klubben om næste sæson – de ønsker at blive i Pro A, og kæmpe for guldet, og det kunne være skægt at være en del af”, slutter Mie Skov.

På dbtu.dk kan man under Links se resultater, kampprogram og stilling, samt indviduel statistik – endvidere kan man besøge den p.t. eneste danskerklub i Frankrig, US Kremlin-Bicêtre…

US KREMLIN-BICETRE

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk