God energi

Lørdag den 29. november 2014 blev den dag, hvor Trænerudviklerne for DBTU og Lokalunionerne skulle mødes for første gang. Godt nok havde de 15 trænerudvikler taget forskud på mødet, da alle har valgt at blive BAT Certificeret og derfor deltog i et kursus om Aldersrelateret Fysisk træning med Mats Mejdevi fredag aften.

Lørdagens tema var projektets målgruppe tweens samt inputs til hvordan et fastholdende udviklingsmiljø for de 8-12 årige kan udarbejdes.

Trænerudviklerne blev introduceret til tankegangen om udviklingsmiljøer for de 8-12 årige frem for bredde- eller elitetræningsmiljøer. Ligesom de blev udfordret i hvordan et træningspas kan opbygges samt hvordan de med kreativitet kan udvikle øvelser med et bestemt teknisk formål for øje. Budskaberne blev modtaget med stor åbenhed og diskussionslyst – ingen tvivl om, at DBTU og Lokalunionerne har fået en gruppe af iderige trænerudviklere, der alle som en, ønsker at gøre en forskel så flere i aldersgruppen 8-12 år får en længerevarende tilknytning til bordtennissporten.

Den 31. januar i Roskilde bliver næste gang trænerudviklerne skal mødes. Her vil fokus være på klubtrænerne og det samarbejde trænerudviklerne skal opbygge til klubtrænerne. Men indtil da har klubtrænerne fået til opgave at udfordre hinanden på opbygning af træningspas således, at det klubtrænermateriale som skal udvikles indeholder forslag til træningspas, som enten kan bruges direkte eller kan virke som inspiration til den træning som udbydes i klubregi.
 


De 15 trænerudviklere for DBTU og Lokalunionerne er:
Forrest: Rasmus Klein-Dössing (OB), Ole Bay Jensen (Triton) og Henrik Brandt (Poulsker)
Midt: Thomas Olsen (Esbjerg), Michael Jørgensen (Søhøjlandet), Yael Schade (Helsingør), Simon Rokkjær (B75), Simon Nykær-Fischer (Viby)
Bagerst: Victor Lynge (Hvidovre), Markus Mikkelsen (Smørrum/Hillerød), Niels Christoffersen (Slagelse), Claus Arnsbæk (OB), Morten Kranker, Mads Schiellerup (Brønshøj), Magnus Jørgensen (Albertslund)

Kort om udviklingsprojektet: Frem til medio 2018 har DBTU og DIF indgået samarbejde om, at sætte fokus på aldersgruppen tweens (8-12 år). DBTU skal rekruttere og uddanne trænerudviklere, der i korte forløb skal virke i DBTUs klubber. Fra august 2015 vil klubber – organiseret i en af DBTUs fire lokalunioner via DBTUs udviklingskonsulenter få mulighed for at booke sig ind på inspirationsforløb med trænerudviklerne. Et inspirationsforløb med trænerudviklerne har en varighed på 4 x to timer og kommer til at foregå i klubbernes faciliteter og omhandler klubbens træning for spillere i aldersgruppen 8-12 år. I tilbuddet indgår ligeledes sparring med udviklingskonsulenterne omkring rekruttering og yderligere fastholdelsestilbud til drenge og piger i aldersgruppen.

Forfatter: Annette Westermann
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: annette.westermann@dbtu.dk