Godt Idrætsmiljø i Brønshøj

Lørdag den 25. april blev Brønshøj Bordtennis certificeret som en klub med et godt idrætsmiljø for unge.

Klubben har deltaget i Danmarks Idræts Forbunds projekt Godt Idrætsmiljø For Unge (GIFU), hvor fokus er rettet mod at fastholde unge i foreningslivet.

Det sker bl.a. ved at involvere unge i foreningsledelsen, aktivitetsplanlægningen og i det hele taget stimulere unge til at engagere sig i egen idræt.

I løbet af de ca. otte måneder projektet løber over, skal foreningerne arbejde med seks fokuspunkter:

• Foreningens ungdomspolitik
• Velkvalificerede trænere og ledere til alle
• Trænings- og konkurrencetilbud til alle
• Faciliteter og rammer
• Samarbejde og kommunikation
• Synliggørelse af kompetencer

Brønshøj Bordtennis har i projektperioden (september 2008 – april 2009) beskrevet hvad et godt idrætsmiljø for unge er hos dem, samt hvad der skal til for at opnå det eller forbedre det nuværende.

Klubben har arbejdet på at involvere de unge – specielt hvad angår klubbens sociale arrangementer, hvor der er nedsat et ungdomsudvalg bestående af unge, der har indhentet de unges syn på forholdene.

Ungdomsudvalget skal fremover være med til at planlægge klubbens sociale arrangementer, træningslejr og i højere grad end tidligere involveres i træningsplanlægningen og de hjemlige turneringer.

Forfatter: Annette Westermann
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: annette.westermann@dbtu.dk