Groth seedet som nr. 8

Efter europamesterskaberne er Europe Top 16 Cup den mest estimerede turnering for bordtennissspillerne i Europa.

Oprindelig hed turneringen Europa Top 12, da den startede i 1971. Dengang blev der spillet alle-mod-alle over tre dage i en fantastisk marathonturnering. Senere og helt frem til sidste år blev der indledende puljespil, og nu er turneringen en ren knock out-turnering for de 16 bedste spillere i Europa. Turneringens officielle navn er nu: China Construction Bank 2018 ITTF Europe Top 16 Cup. Se hjemmesiden her

Michael Maze vandt turneringen i 2004 i Frankfurt, hvor han slog Werner Schlager, Østrig i finalen. Maze var i finalen igen ti år efter i 2014, hvor han tabte til Marcos Freitas, Portugal. Desuden blev Maze nr. 3 i 2003, 2006 og 2009. Turneringen har to gange – i 1993 og 2006 – været spillet i den hedengangne KB-hallen. Første gang med Jan-Ove Waldner, Sverige som vinder og i 2006 med Timo Boll, Tyskland som vinder.

Det er anden gang, at 25-årige Jonathan Groth deltager. Sidste år i Antibes i Frankrig blev Groth nr 9-12. 
Mest vindende er Jan-Ove Waldner, Sverige med syv sejre. Herefter følger Timo Boll, Tyskland med fem sejre, Vladimir Samsonov, Hviderusland og Dimitrij Ovtcharov, Tyskland med hver fire sejre. Ovtcharov har vundet de tre seneste år. Se samtlige vindere af herresingle her

Der er lodtrækning til turneringen fredag aften i Montreux. De otte bedste seedes, og de otte øvrige trækkes vilkårligt til at møde en af de otte bedste. Første runde lørdag eftermiddag.

– Jeg tror, der er gode muligheder for et godt resultat. Jonathan er i god form og har god selvtillid efter kvartfinale i åbne ungarske mesterskaber og sejr over Timo Boll i Bundesligaen. Lodtrækning er jo lodtrækning og den kan vi ikke påvirke, så vi koncentrerer os alene på Jonathan og hans spil, så får vi at se, hvem modstanderen er. På en god dag kan Jonathan drille dem alle. Han er klar til at give alt, hvad han har i sig, siger den danske landstræner Linus Mernsten.

Seedningsliste herrer:
1. Dimitrij Ovtcharov, Tyskland
2. Timo Boll, Tyskland
3. Simon Gauzy, Frankrig
4. Kristian Karlsson, Sverige
5. Ruwen Filus, Tyskland
6. Emmanuel Lebesson, Frankrig
7. Lei Kou, Ukraine
8. Jonathan Groth, Danmark
Vladimir Samsonov, Hviderusland
Alexander Shibaev, Rusland
Bastian Steger, Tyskland
Tiago Apolonia, Portugal
Mattias Karlsson, Sverige
Panagiotis Gionis, Grækenland
Stefan Fegerl, Østrig
Lionel Weber, Schweiz

Sådan gik det i 2017

Turneringen blev spillet med fire 4-mands puljer. Jonathan Groth mødte i den første kamp Simon Gauzy, Frankrig – daværende nummer 15 på verdensranglisten. Det blev til et nederlag på 3-2. I næste kamp mod Joao Monteiro, Portugal – nr. 33 i verden – blev det til en sikker sejr på 3-1. Groth skulle dermed vinde over Dimitrij Ovtcharov, Tyskland – den gang rangeret som nummer 1 i Europa og nummer 5 i verden, hvis han skulle slutte blandt de to bedste i puljen og avancere til kvartfinalerne. Og det var ikke langt fra: Groth havde tre matchbolde, men tabte til Ovtcharov og sluttede som nr. 9-12. Groth sagde efter turneringen:

– Jeg spillede noget af det bedste, jeg har gjort i flere måneder. Det blev til sejr over en, som lå højere end mig, og jeg havde tre matchbolde mod nummer et i Europa og spillede tæt med nummer fem. Jeg er virkelig skuffet og ærgerlig over, at jeg ikke vandt over Europas nummer et, men når der er gået et par dage, kan jeg nok se det positive ved den præstation, jeg har leveret.

Gruppe 1
Fredag den 3. februar 2017 kl. 12.15
Simon Gauzy, Frankrig – Jonathan Groth, Danmark, 3-2 (11-7, 9-11, 11-4, 7-11, 11-8 efter 7-4, 7-7 og 8-8 – Groth taber sine to server ved stillingen 8-8, fejlserv ved 9-8) 
Fredag den 3. februar 2017 kl. 16.45
Jonathan Groth, Danmark – Joao Monteiro, Portugal, 3-1 (11-7, 11-6, 6-11, 11-7)
Fredag den 3. februar 2017 kl. 21.15
Dimitrij Ovtcharov, Tyskland – Jonathan Groth, Danmark, 3-2 (11-5, 8-11, 11-5, 9-11 efter 8-5, 13-11 efter 8-10 og 10-11).


Fra venstre Jonathan Groth og franskmændene Simon Gauzy og Emmanuel Lebesson (der mødte hinanden i EM-finalen i herresingle i 2016) ved lodtrækningen i 2017.


Jonathan Groth ved lodtrækningen til puljerne ved Europe Top 16 Cup i 2017.

Forfatter: Arne Madsen/Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: +46 72 301 41 11
Kontaktperson e-mail: linus.mernsten@dbtu.dk