Groth/Sternberg indstillet

KULTURMINISTERIETKULTURMINISTERIETKULTURMINISTERIET
Til Kulturministeriet uddeler den 15. december den store idrætspris på 200.000 kr . Team Danmark har indstillet Jonathan Groth og Kasper Sternberg til prisen sammen med Dans Orienterings Forbund og fodboldspilleren Nadia Nadim.

Team danmark skriver i indstillingen bl. a. følgende:

Dansk bordtennis har siden EM triumfen på hjemmebane i 2005 været synonym med Michael Maze og den gamle garde.

I 2010 viste 17-årige Jonathan Groth og 21-årige Kasper Sternberg, at en ny generation ikke bare er på vej – men allerede har indtaget den internationale scene. De tog sølv ved EM i bordtennis i september måned.

I finalen måtte de se sig besejrede af Europas absolutte toppar – de legendariske tyskere Timo Boll og Christian Süss – men selv i det hårde selskab var der ingen tvivl: De unge danskere gik efter sejren.

Derved viste de også én af forklaringerne på deres tidlige succes: de går altid 100 % efter det mål, de har sat sig for.

Jonathan Groth startede sæsonen fantastisk med guld ved junior-EM, hvor han spillede sammen med en rumænsk makker.

Og Kasper Sternberg har fundet et ekstra spillemæssigt gear, efter at han med skiftet fra en svensk klub til Københavns Bordtennisklub har fået mere fast træningstid i elitecentret i Brøndby.

JONATHAN GROTH (Foto: Jens Luckenbach)KASPER STERNBERG (Foto: Jens Luckenbach)

Det nye danske stjernepar er helt deres egne. Men der er alligevel klare spillemæssige paralleller til Danmarks tidligere bedste doublepar: OL-bronzevindere – Michael Maze og Finn Tugwell.

De unge danske håb har nemlig også en klar arbejdsdeling: Jonathan er oplæggeren, han har gode returneringer – og han bygger spillet op. Og så kommer Kasper med sin power og evne til at afslutte dueller. De supplerer hinanden utrolig godt.

De to spillere fra den københavnske vestegn har begge været en del af Dansk Bordtennis Unions elitecenter i Brøndby siden de var 13-14 år. Og næste store mål for parret er EM til næste år, hvor sølvmedaljen skal forsvares – og gerne byttes til en endnu finere karat.

Og for Jonathan venter der nye internationale turneringer om ganske kort tid. Fra den 5.-12. december spiller han ungdoms-VM. I 2012 er målet naturligvis kvalifikation og deltagelse ved OL i London som en del af det danske hold.

Team Danmark indstiller Jonathan Groth og Kasper Sternberg, fordi de i 2010 har vist, at en ny generation af danske bordtennisspillere er klar til at tage over, hvor de gamle slap.

EM 2010 | GROTH/STERNBERG (Foto: Manfred Schillings)

Forfatter: Arne Madsen
Kontaktperson tlf.: 40 25 49 97
Kontaktperson e-mail: peter.sartz@dbtu.dk