Guddommelig bordtennis

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men den er god nok. På mandag den 17. august gæster Tsingtao Table Tennis Tour den tidligere Absalon Kirke på Vesterbro i København. 
Her vil hovedkampen være en gentagelse af VM-semifinalen i herresingle fra Shanghai i 2005, hvor Michael Maze tabte til kinesiske Ma Lin.

Tager dem fra toppen

Efter en skadespause grundet en bruskoperation i højre knæ i september sidste år er 33-årige Michael Maze, der har vundet i alt syv medaljer ved henholdsvis OL, VM og EM, tilbage. Og man må sige at han lægger hårdt ud, når han i nye omgivelser skal forsøge at få ram på Ma Lin, der er tredobbelt kinesiske OL-guldvinder og nidobbelt verdensmester.

”Jeg glæder mig rigtigt meget til denne unikke event i Absalon. Det vil være fantastisk at få revanche mod en legende som Ma Lin”, udtaler Michael Maze i en pressemeddelelse.

I det noget særprægede bordtennisarrangement i Absalon Kirken, der er kommet i stand via et samarbejde mellem Copenhagen Business Confucius Institute, f-reklame og Lennart Lajboschitz vil også både den tidligere danske mester i herresingle Niels Ramberg og den nuværende danske mester i herresingle Jonathan Groth spille mod hver deres kinesiske modstander. Ramberg møder Liu Mao og Groth møder Zuo Huarong. Desuden spiller to andre tidligere kinesiske verdensstjerner, Guo Yuehua (der vandt VM i herresingle i 1981 og 1983) og Chen Xinhua en showkamp mod hinanden.

Tidligere har du her på hjemmesiden kunnet læse om stifteren af Tiger-butikkerne Lennart Lajboschitz, der er bordtennisentusiast. Han købte sidste år Absalon Kirke med henblik på at lave kulturhus med plads til bl.a. spillecafé, folkekøkken, bordtennis, film og teater.

Idéen til kinesermøderne er kommet på plads efter at Niels Ramberg og kinesiskfødte Liu Mao tidligere på året var i Kina.

Der kan ikke købes billetter til arrangementet, som transmitteres direkte på TV2 Sport fra kl. 19.25 til kl. 21.30. Finn Tugwell og Jonas Sauermilch kommenterer.

Læs B.T.’s artikel her:

Også i Odense

Onsdag den 19. august afvikles andet akt i Tsingtao Table Tennis Tour i Rådhushallen i Odense under H. C. Andersen Festivals.

I anledningen af H.C. Andersen Festivals er der lagt i ovnen til en stor bordtennisaften. Michael Maze (der i 2005 blev udnævnt til H. C. Andersen-ambassadør), skal igen spille mod Ma Lin, mens flere OB-spillere tager kampen op mod kineserne.

Program:
19.00: Åbningsceremoni
19.10: Rasmus Klein-Døssing – Cao Tingxiang
19.25: Trine Grauholm – Tang Wenyi (tidl. kinesisk elitespiller)
19.40: Morten Hyrup – Zou Huaronga
20.00: Showkamp Guo Yuehua – Chen Xinhua (Gou vandt VM i herresingle i 1981 og 1983)
20.30: Michael Maze – Ma Lin
21.30: Rundt om bordet, hvor deltagerne spiller med ungdomsspillere fra OB-Bordtennis samt enkelte fra publikum

Gratis billetter

Gratis billetter kan bestilles på dette link – http://hca.ticket.calwin.dk/EventList.aspx
Da Rådhushallen kun må have ca. 500 personer pga. brandmyndighederne, skal alle have en gyldig billet til arrangementet.

Se plakaten her:

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk