Guldnål til Ib Olsen

På billedet Ib Olsen (tv.), der overraskes af Morten Krydsfeldt (th.). Foto: Privat.

Ib Olsen troede i går, at han som så mange gange før skulle til et møde i Gladsaxe BTK. Det var klubbens tidligere formand Lars Høgsberg, der havde lokket Ib Olsen til det nye spillested i Tribunen på Gladsaxe Stadion, men agendaen var en helt anden.
Morten Krydsfeldt havde nemlig på DBTU’s bestyrelses vegne meldt sin ankomst i klubben, hvor han gerne ville overrække en guldnål til Ib Olsen for at have været kasserer i Gladsaxe BTK siden 1965 – altså i 50 år!


Ib Olsen (tv.) har fået DBTU’s guldnål i blusen af Morten Krydsfeldt (th.) fra DBTU’s bestyrelse. Foto: Privat.

Hvem er Ib Olsen?

Det behøver denne artikels forfatter ikke at spørge så mange om, for jeg har selv spillet i Gladsaxe BTK i de første 10 år af mit bordtennisliv og oplevet, at det ikke var til at vride én krone ud af den benhårde kasserer, hvis man ikke havde en kvittering samt et godt argument for udbetalingen.
Ib er uden tvivl skyld i, at jeg fortsat gemmer kvitteringer – også for en masse, som aldrig vil have en chance for at blive dækket nogle steder. Det er simpelthen, fordi Ib i mine drenge-år i Gladsaxe BTK fortalte mig om vigtigheden af at have en kvittering på en så insisterende måde – endda meget tæt på mig, at jeg stadig kan vågne forskrækket op midt om natten badet i sved med et billede af Ib i bevidstheden.

Derfor er det for undertegnede meget forståeligt, at der i klubbens motivation og baggrund for indstilling af Ib til en guldnål står, at han er arketypen på en frivillig og ”gammeldags” idrætsleder. Han er frivillig og uegennyttig i ordets egentlige forstand og med de bedste dyder – frivillig, amatørbasis. Og så har Ib svært ved andres krævementalitet eller dårlig opførsel.

Har overlevet 12 formænd

Ib Olsen har været omdrejningspunkt i GBTK’s bestyrelse i samtlige år – ikke blot som kasserer, men også med et væld af andre opgaver.
”Han har haft en helt enestående betydning for klubben gennem 50 år”, fastslår klubbens tidligere formand Lars Høgsberg, der blot er en af de 12 formænd, som Gladsaxe BTK har haft med Ib Olsen som kasserer.

Når Ib Olsen modtager DBTU’s guldnål, så er det for en helt ekstraordinær indsats i Gladsaxe BTK, som har udviklet klubben på en måde, der kan være til inspiration for andre klubber.

Det vurderes fra klubbens side, at Ib Olsen har bidraget med tusindvis af gratis arbejdstimer, og at typer som Ib er helt afgørende for en frivillig idrætsforening.

”Der bliver ikke klippet en hæl eller skåret en tå. Ib er en redelig person, ærlig, irriterende ubestikkelig og med styr på finanserne”, siger Lars Høgsberg, og påpeger, at Ib ud over at være kassemester også har styr på medlemslister, materialer, reparationer af enhver art, sodavandsmaskine, boldrobot, skabe, rekvisitter og bander.

Ib Olsen er trods sine 72 år stadig aktiv spiller (rating 1742) og kan drive mange yngre spillere til vanvid med sin giftige underskruede defensiv.

I 1999 fik Ib Olsen DBTU’s sølvnål. Nu har han også guldnålen. Stort tillykke!


Lars Høgsberg (tv.) skænker champagne, Ib Olsen (midten) og Morten Krydsfeldt (th.). Foto: Privat.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk