På DBTUs årsmøde i weekenden blev den nystiftede pris Årets Fokusklub uddelt for første gang.
Med prisen følger en check på 15.000 kr.
Prisen er blevet stiftet i forbindelse med søsættelsen af DBTUs klubudviklingsprojekt – Klubben i Fokus.
Prisen uddeles fremover hvert år på DBTUs årsmøde til den mest fremgangsrige af klubberne i klubudviklingsprojektet, hvor der pt. er 13 klubber engageret + 6 klubber, der arbejder målrettet med udarbejdelsen af en handlingsplan og således står umiddelbart foran en endelig optagelse i projektet.
Der er selvsagt stor forskel på de involverede klubber med hensyn til medlemstal, aktivitetsniveau, ambitionsniveau, lokalesituation mv. Derfor er det en næsten umulig opgave at lave en objektiv sammenligning af klubberne og deres handlingsplaner.
Valget af Årets Fokusklub 2007 er derfor resultatet af en grundig skønsmæssig vurdering af klubbernes engagement og resultater i projektperioden, deres arbejde med fokuspunkterne i de individuelle handlingsplaner samt af kontakten til DBTU undervejs i projektperioden.
Projektets politiske styregruppe samt DBTUs breddekonsulenter, der har den daglige kontakt til klubberne, har ud fra ovenstående kriterier udvalgt Årets Fokusklub 2007 blandt de 7 klubber, der var med fra projektets start i foråret 2006.
Vinderen af Årets Fokusklub 2007 er en klub med en lidt særpræget historie;
For nogle år tilbage ville 2 lokale fodboldtrænere have afgjort en bordtenniskamp, de havde spillet ca. 20 år tidligere …(begge insisterede på at have vundet kampen)…..
De lånte et bord fra den lokale skole, fik afviklet kampen og blev helt bidt af det hurtige spil igen. En tredje mand sluttede sig til de to – og trioen trænede flittigt i fodboldens vinterpause. De besluttede sig til at starte en bordtennisafdeling i den lokale flerstrengede idrætsforening.
Opstarten foregik med lånte borde – og da der ret hurtigt viste sig interesse fra børn og siden hen adskillige seniorspillere, blev der indkøbt borde samt en bordtennisrobot med hjælp fra hovedafdelingen, sponsorer samt tilskud fra fonde.
Årets Fokusklub 2007 er således en meget ung klub, der har formået at nå hele 25 ungdomsspillere samt 25 seniorspillere på blot 3 sæsoner.
Klubben har benyttet projektet Klubben i Fokus som løftestang og har undervejs i projektet øget aktivitetsniveauet med flere timers træning – og arbejder fortsat aktivt for at forbedre lokalevilkårene for at opnå endnu bedre muligheder for tilrettelæggelse af træningstilbuddene til klubbens medlemmer.
Klubbens trænere har været meget aktive på DBTUs trænerkurser i den forgangne sæson – og fortsætter efter planen på det kommende kursus 2 i september måned.
Klubben har i opstartsfasen primært deltaget i de lokale pointstævner, men vurderer nu at have nået et vist niveau så det er planlagt at melde flere hold til ØBTUs turnering i den kommende sæson.
Af øvrige fokuspunkter i klubbens handlingsplan kan det nævnes at klubben tilstræber at afvikle flere sociale aktiviteter. Har bl.a. afholdt en godt besøgt forældre/børn turnering samt arrangeret overnatning i klubbens lokaler for ungdomsspillerne i forbindelse med klubmesterskaberne.
Endvidere arbejder klubben meget målrettet på at arrangere en træningslejr i Sverige i efteråret 2007.
Endelig har klubbens ledelse i den forgangne sæson udarbejdet klubbens hvidbog med alle tænkelige oplysninger om klubbens arbejde samt ikke mindst været gode til – helt uopfordret – at holde DBTU løbende orienteret om udviklingen i klubben.
Stort tillykke til Alsted Fjenneslev med prisen som Årets Fokusklub 2007 – og god vind fremover med udviklingen af klubben.