Har du en rigtig god holdkammerat?

Indstillingsperioden til “Årets Holdkammerat” er startet. Frem til fredag den 1. december 2017 kan man på www.fidusbamsen.dk indstille en ung person i alderen 12 til 19 år til DIF og Nordea-fondens pris ’Fidusbamsen’. Prisen vil blive uddelt ved sportsgallaen Sport 2017 lørdag den 6. januar 2018 i Boxen i Herning til en person, som ganske enkelt er en god holdkammerat i en idrætsforening under DIF.

Holdsport handler om fællesskab og sammenhold. Danmarks Idrætsforbund og Nordea-fonden vil gerne værdsætte dem, der gør en forskel. Prisen ”Årets Holdkammerat” gives til en idrætsudøver fra en af DIF’s 9.000 idrætsforeninger, som med sine handlinger og holdninger er en rigtig god holdkammerat. Ud over æren inkluderer prisen en sportsrejse for ”Årets Holdkammerat” og dennes hold svarende på 100.000 kr. for max. 18 personer.

For at nominere årets bedste holdkammerat mellem 12 og 19 år, kan man besøge www.fidusbamsen.dk, uploade et billede af personen og lave en lille beskrivelse af, hvorfor den udvalgte kandidat fortjener at blive ’Årets Holdkammerat 2017’.

Sidste år vandt den 14-årige cheerleader Signe Vemby fra Århus Tigers prisen (se billedet). Hun brugte vinderkronerne på at invitere sit hold på en uforglemmelig træningstur til Barcelona.

 
Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk