Underholdning i topklasse
I Frederiksborgcentret gæstede det førende hold BTK61 Hillerød G.I Bordtennis.
Der blev sat sæsonrekord, idet 112 tilskuere var dukket op for at se flot topbordtennis samt for at se, om Hillerød holdet kunne drille førerholdet BTK61 og deres profil Allan Bentsen. Og ingen gik forgæves !
Hillerød stillede op med Huang Hou Yu, Wang Wen Jie, Peter Greczula og Martin Christensen, mens BTK61 stillede op med Allan Bentsen, Christian Larsen, He Ke Yi og den unge Casper Gammelmark.
I første runde spiller Wang imod Allan og Peter imod Casper.
Peter kommer lidt dårligt fra start imod en koncentreret Casper og taber første sæt 9-11, men derefter skinner Peters større rutine igennem, og han vinder de vigtige bolde samt kampen 3-1.
Kampen ved siden af imellem Wang og Allan bliver en noget længere og meget tæt affære, men til stor underholdning for tilskuerne. Allan vinder et meget tæt første sæt 13-15.
Wang kommer dog rigtig flot igen. Med aggressivt og klogt spil vinder han de næste 2 sæt 12-10 og 11-8. I 4. sæt ser det længe ud til, at Wang har overtaget og ved 10-8 har Wang to matchbolde, men en godt kæmpende Allan vil det anderledes og bringer sig på 10-10. Wang får igen chancen for at afgøre kampen 2 gange, men Allan viser stor rutine samt flot spil og vinder sættet 14-16 !
I 5. sæt får Allan en rigtig god start, og trods godt spil fra Wang’s side kommer han aldrig op, og Allan vinder kampen 3-2.
Stilling 1-1
I anden runde skulle Hillerøds på papiret bedste spiller Huang op imod landsholdspilleren Christian Larsen, mens Martin Christensen skulle spille imod Roskildes kinesiske islæt He Ke Yi.
Det var en meget fokuseret Huang, der stillede sig hen til bordet. Huang var meget opsat på at vise, at det er helt korrekt, at han ligger nr. 1 på toplisten.
Og Huang levnede aldrig Christian en chance. Selvom der var mange rigtig gode dueller, var Huang hele tiden et skridt foran og vandt 3-0 ( 11-7, 11-5, 11-7).
Martin skulle så spille imod He Ke Yi. Sidste år vandt Martin 3-0 over netop He Ke Yi. Om det var det, der sad i He Ke Yi´s hoved, da han førte 5-10 i første sæt, vides ikke, men med en flot fight vender Martin sættet og vinder 12-10.
Dette medførte stor jubel, især fra de mange ungdomsspillere som Martin er træner for i Hillerød. Dog fik He Ke Yi hurtigt rystet 1. sæt af sig og vandt de næste 2 sæt (5-11, 8-11).
Det fjerde sæt bliver en tæt omgang. Martin trækker fra og kommer på 10-8. Desværre for Martin vinder He Ke Yi de næste 4 bolde, samt sættet og kampen.
Stilling 2-2
Inden pausen var det nok derfor Roskilde, som kunne være mest tilfreds med stillingen.
Pausen blev ved dagens lejlighed forlænget til 10 minutter, da DBTU´s General sekretær Dorthe Kronsell skulle overrække en certificering til Hillerød G.I Bordtennis, fordi de har gennemgået en kursusrække omkring ”Godt Idrætsmiljø for unge”. Prisen skulle have været overrakt af breddekonsulent Allan Bentsen, men han var travlt optaget af kampen 😉
Netop Allan skulle efter pausen i kamp imod Hillerøds første mand Huang, mens Wang skulle møde Christian Larsen.
Mødet imellem toplistens nr. 1 Huang og nr. 2 Allan var der rigtig mange, der havde set frem til – OG HVILKEN KAMP !
Huang fortsatte, hvor han slap. Med utrolige skarpe vinderslag og en forhånd der bare buldrede af sted, vinder han 1. sæt – 11-5.
I 2. sæt fortsætter Huang sit gode spil, men Allan bider nu rigtig godt fra sig. Dette resulterer i rigtig mange flotte loop til loop dueller, hvor begge spillere viser utrolig højt niveau. Nok noget af det flotteste der nogensinde er set i Frederiksborgcentret.
Huang får tilkæmpet sig en sætbold, men en snu Allan Bentsen får vendt sættet og vinder 11-13.
I 3. og 4. sæt bliver det også til fantastisk underholdning. Huang tryller med sin forhånd, og Allan laver nogle fantastiske loop og opsamlinger ude ved banderne (heriblandt andet en imellem benene). I disse sæt virker det som om, at Allan får overtaget og spiller fantastisk flot. Allan vinder både 3. og 4. sæt, og hermed kampen
Så var det op til Wang at bringe Hillerød på 3-3 imod Christian Larsen, men Christian vil det anderledes og vinder kampen (1-3).
Stilling 2-4
Kampen var dog stadigvæk åben, da der på papiret var endnu 2 tætte kampe, der skulle spilles.
Den i år ubesejret Peter Greczula skulle møde He Ke Yi, mens Martin skulle møde Casper.
Desværre for Hillerød spiller He Ke Yi en flot kamp. He Ke Yi vinder 1. sæt og er nede med sætbolde i 2. sæt, som han dog vinder 14-16.
I 3. sæt følges spillerne også tæt, men He Ke Yi rykker fra til allersidst og vinder 11-9 samt kampen 3-0.
Hermed vinder BTK-61, 5-2 over Hillerød.
En kamp som Hillerød spillerne bagefter var meget ærgerlige over at have tabt. Men den større rutine hos især Allan Bentsen gjorde denne gang udslaget, da kampen lå på vippen.
Efter kampen kunne tilskuerne (og nogle spillere) dog nyde en gratis kølig øl fra kampsponsoreren Brøckhouse. De kunne også glæde sig over at have set noget af det mest underholdende bordtennis, der er vist i Frederiksborgcentret.
Ungdomsspillere kunne også bagefter prøve lidt kræfter imod to, om end lidt trætte, kinesere Huang og Wang.
STOR Tak til alle de fremmødte tilskuere, samt dem der hjalp til før, under og efter arrangementet.
—
Under Danmarksturneringen -> Elitedivisionerne kan man læse mere om de 16 elitedivisionshold – ligeledes kan man læse nyheder om både denne og sidste sæson…