Historien om J-O: Kineserne kalder ham Evergreen

Dato: 
25.06.2021

OL-retro

Artiklen er skrevet af Peter Fredberg, B.T.

 

Pyttipanna og köttbullar er ikke hverdagskost i Beijing. Men i restauranten og sportsbaren ”W” er biksemad og vor mors frikadeller populære retter på menukortet. ”W” er nemlig ikke et helt almindeligt kinesisk spisested og vandhul.

Vi er tilbage i midten af nullerne. Jeg var i Kina for at løbe ”The Great Wall Marathon” på den kinesiske mur. Men det er nu ikke maraton, der er tema for denne OL-retro. Historien handler om Jan-Ove Waldner, der er så berømt og elsket i Riget i Midten, at han har fået en restaurant opkaldt efter sig.

Lao Wa (Gamle Wa), Evergreen eller Det Evigt Grønne Træ er nogle af de navne, kineserne kalder den svenske legende, som har overlevet flere generationer kinesiske verdensstjerner. Når han er i Kina, går han aldrig ud alene. Så vildt et opløb ville han samle.

Jeg havde fået opgivet forkert adresse, så min tålmodige taxachauffør måtte flere gange spørge sig frem i Chaoyang-distriktet mellem anden og tredje ringvej øst for Beijings centrum, inden vi endelig fandt stedet på 120 Sanlitun South Road ikke langt fra Workers’ Stadium.

På afstand var jeg klar over, at der var bingo. Gennem vinduet spottede jeg på hjørnet foran restauranten en fotostat i fuld legemsstørrelse af Jan-Ove Waldner, som havde lånt navn til restauranten mod royalty af omsætningen.

Da restauranten åbnede 1. november 2004, var det en mediebegivenhed af dimensioner med besøg af J-O og Jörgen Persson og flere tv-stationer. Vægge og opslagstavler er plastret til med billeder af de svenske helte i aktion som spillere og i festligt lag med glas i hånden. En signeret kamptrøje hang ved siden af et par pokaler.

Lige over døren i lokalet er der elektronisk countdown til OL 2008 i Beijing. En begivenhed, som de senere år havde forvandlet Kinas politiske centrum fra verdens største landsby til en moderne metropol. 1174 dage, 9 timer, 59 minutter og 10 sekunder lyste tallene.

I ”W” kan gæsterne på storskærme og diverse tv-kanaler følge de store sportsbegivenheder live, og der er minibordtennisbord, dart, bordfodbold og et flygel. Værtsparret Matilda og Oskar er svensk og optræder med svenske sange på publikums opfordring. Hvordan det er gået restauranten siden mit besøg, aner jeg ikke.

For Waldner har Riget i Midten og verdens mægtigste bordtennisnation spillet en særlig rolle, siden han besøgte landet som 14-årig i 1980 sammen med Erik Lindh. Det var første gang, svenskerne fik lov at komme til Kina og træne. Besøget varede seks uger, og de trænede seks-syv timer om dagen med de bedste ungdomsspillere fra Shanghai-regionen.

Det var dér, J-O fik øjnene op for de benhårde krav, der stilles for at nå toppen. Men han lærte også, at kineserne ikke er uovervindelige. Længere træningspass, multiboldtræning (Kina-træning), betydningen af serv og første-angrebet, returspillet og de korte bevægelser var nogle af de ting, han tog med hjem. Han kombinerede det med den frihed, han havde i Sverige. I kontrast til den autoritære kinesiske skole, hvor disciplinen var hårdere, og ingen satte spørgsmålstegn ved trænere og ledere.

J-O’s varemærke var en unik boldføling, fantasi og spilleglæde. Også som menneske kan man ikke lade være at holde af ham. Jeg må indrømme, at jeg havde et blødt punkt for ham i de glade dage med Pondus Cup og Danske Bank Cup. 14 gange inviterede jeg ham, og han kom hver gang. Fire gange vandt han.

Han var den ydmyge superstjerne. Det var tydeligt, at han nød turene til København og mødet med det danske bordtennispublikum i K.B. Hallen og Cirkusbygningen. Jeg så engang et foto i en svensk avis fra hans lejlighed i Stockholm. Deltagerne i Pondus Cup fik altid en Pondus-sparebøsse sammen med præmiechecken, og J-O’s Pondus’er stod opstillet på rad og række på en hylde.

Jan-Ove Waldner deltog i fem olympiske lege og vandt guld i single i Barcelona 1992 og sølv i Sydney 2000. Ved verdensmesterskaberne blev det til 16 medaljer, deraf seks af guld: Single i Dortmund 1989 og Manchester 1997 (21-0 i sæt) samt fire for hold. Han vandt desuden World Cup i 1990 og er bordtennissportens første Grand Slam-vinder (sejre i de tre vigtigste events, OL, VM og World Cup). At han også blev Europamester og syv gange vandt Europa Top 12 skal bare nævnes for en ordens skyld.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set J-O spille. Men jeg ved hvilken kamp, der gjorde det største indtryk på mig. Den spillede han torsdag 6. august 1992 i OL-finalen i Barcelona. Han erobrede Sveriges eneste guldmedalje efter helt nøjagtig 2.917 dages olympisk svensk guldtørke. Han var værd at vente på.

Hvad der imponerede mig mest var hans unikke server, som den franske modstander, Jean-Philippe Gatien, aldrig fandt modtræk mod, og fantastiske baghåndsblokeringer, jeg aldrig havde set før.

Jeg husker Gatiens ord på pressekonferencen: ”Waldner er en stor champion og spillede superb. Jeg troede, at jeg kendte ham, men han overraskede mig alligevel. Først og fremmest med sine server. Jeg siger jer, de var uhyggelige, rædselsfulde. Varierede i spin og placering og umulig at læse.”

Jeg forlod hallen sammen med Arne Madsen. Jeg havde en times tid, inden jeg skulle til tasterne, så vi fandt en fortovsrestaurant. Der var nok at snakke om. Arne var lige så tryllebundet som mig.

Er Jan-Ove Waldner, som debuterede i den svenske eliteserie som et 12-årigt vidunderbarn, den største bordtennisspiller i historien?

Hvad Mozart var for musikken og Bobby Fischer for skakken, er denne svenske boldkunstner i mine øjne for verdens hurtigste spil. Så jeg tillader mig at citere Carlsberg:

Probably.

 

Jan-Ove Waldner og Michael Maze. “Waldner var min barndoms idol, og det er han stadig,” sagde Michael Maze engang. Foto: Peter Fredberg

 

Artiklens forfatter, Peter Fredberg, med fotostaten af Jan-Ove Waldner foran restauranten ”W” i Beijing. Det er verdensstjernen til højre.