Dansk BordTennis Union(DBTU) og Stiga Sports AB, Sverige (Stiga) indgår historisk aftale.
DBTU og Stiga har d. 4. Marts 2009 underskrevet en 10 årig aftale, der gør Stiga og DBTU til samarbejdspartnere fra 1. August 2009 til og med 31. Juli 2019.
Aftalens hovedpunkter er følgende:
I perioden bliver Stiga ekslusiv materialesponsor for DBTU.
I perioden vil danske landsholdsspillere – både senior og ungdom – spille i Stiga-tøj, når de repræsenter Danmark ved ETTU og ITTF godkendte turneringer.
Alle betydende bordtennisarrangementer, som DBTU afholder, vil blive afviklet med anvendelse af Stiga-materiel.
Stiga vil årligt bidrage til udviklingen af dansk bordtennis med et betragteligt kontantbeløb.
Danske dommere, der dømmer i de danske turneringer og divisioner, vil dømme i tøj, der leveres af Stiga og bruge dommermateriel leveret af Stiga.
DBTU’s elitecenter i Brøndby skifter navn til DBTU-Stiga elitecenter i perioden og parterne vil i fællesskab udvikle forskellige internationale aktiviteter, der yderligere skal markere dette centers position som et af Europas bedste træningscentre.
DBTU’s elitedivision skifter navn til Stiga-divisionen. Aftalen giver DBTU mulighed for at sikre yderligere sponsorer til elitedivisionen for at generere yderligere indtægter til udvikling af bordtennissporten.
I perioden har DBTU og Stiga aftalt, at de i fællesskab vil udvikle og implementere forskellige ideer, der skal skabe udvikling for bordtennissporten i Danmark og Skandinavien.
Mats Bandstigen, adm. Direktør for Stiga Sports AB, Sverige og Aksel Beckmann, formand for DBTU, var begge meget tilfredse med forhandlingsforløbet og forventer sig begge meget af aftalen.
Mats Bandstigen udtaler, ”Stiga forventer gennem dette langsigtede samarbejde med DBTU yderligere at udbygge en allerede stigende markedsandel i Danmark.
Stiga ser også store muligheder i at have DBTU som samarbejdspartner i forhold til Stigas netop indgåede aftale med det kinesiske forbund.”
Aksel Beckmann udtaler, ”jeg ser ikke kun Stiga som materialesponsor, men ser også Stiga som en meget aktiv samarbejdspartner omkring mange forskellige udviklingsprojekter over de næste 10 år. ”
Parterne har aftalt, at der ikke oplyses detaljer om aftalens økonomiske indhold.
Yderligere oplysninger:
Aksel Beckmann, formand for DBTU Tel: +45 6179 3596
Mats Bandstigen, CEO Stiga Sports AB, Sverige Tel: +46 70 675 7008