Holdturnering for BAT60+

– Læs i øvrigt nyhedsmail nederst i indlægget.

Der er fra flere sider udtrykt ønske om, at der blev oprettet en holdturnering for Bat 60 spillere. BAT60-gruppen og Bordetnnis Danmarks turneringsgruppe er blevet enige om, at tilbyde dette fra den kommende sæson.

BAT60-turneringen består af 2-mands/damehold, således at en holdkamp består af 4 singler og en double. I single spilles bedst af 5 sæt og i double bedst af 3 sæt. 2 mandshold er det ikke ensbetydende med, at der kun må være to spillere på holdet. Det er tilrådeligt, at man tager 3 mand/damer af sted, og så skiftes man i de tre holdkampe til at være med ved bordet, mens 3. manden er coach.

Hvornår skal der spilles?
Det er hensigten, at kampene skal afvikles på hverdage i dagtimerne og i samlinger, så f.eks. 4 hold mødes og får afviklet hver 3 holdkampe på en dag.

Det er håbet, at der bliver så mange holdtilmeldinger, så man kan samles indenfor en kortere regional afstand. Afhængig af, hvor mange hold der er, vil der også blive set på, om man skal møde hinanden 3-4 gange på en sæson.

Det er målet, at det udvikler sig til et hyggeligt møde med andre ligesindede bordtennisspillere, så man kan få en god snak om, hvad der foregår rundt omkring. Der vil blive oprettet A-B-C-D rækker med forbehold for at slå nogle sammen, hvis der bliver for få kampe.

Du kan løbende følge med i turneringen
Resultater af kampene indberettes via Bordtennisportalen til BTDK. På den måde vil man kunne følge med og se, hvorledes holdet er placeret. I begyndelsen vil alle klubber måske have lidt svært ved at beslutte, hvor deres spillere styrkemæssigt bør placeres, men ved at indberette resultaterne til BTDK vil det løse sig efter første sæson.

Lad os få en tilbagemelding fra jer
Det er vigtigt for BAT60+ og BTDK at få at vide, dels hvor mange der vil være med, men også om man har faciliteter, så man kan huse en samling. Hvis 4 hold skal spille, skal der minimum være 4 borde og gerne et opvarmningsbord også. Det er også vigtigt at vide, hvor langt man er indstillet på at køre for at være med i turneringen. Afstandene i Jylland er større end på Fyn og Sjælland, men håbet er at tilrettelægge turneringen så det
bliver acceptabelt for alle.

Hvem gælder dette tilbud for?
Det er et tilbud til alle klubber under BTDK eller DGI. Hvis din klub/spillested ikke er med der endnu, er der mulighed for at melde den ind, og BTDK eller DGI hjælper gerne med vedtægter, generalforsamling o.l.

Prisen for at deltage i holdturneringen vil være 400 kr. pr. hold for en sæson.

Skriv til os
Reaktioner på ovenstående bedes skrives til: lis.haevdholm@gmail.com

Vi håber at høre fra rigtig mange af jer aktive Bat 60’ere.

Læs i øvrigt nyhedsmail fra BAT60+ d. 29. juni 2023