HURRA

Bordtennis har igen i år haft en medlemsfremgang, da klubberne ved optællingen i januar/februar registreretde, at i alt 9843 personer, havde betalt minimum to måneders kontingent i løbet af 2011. Det er en fremgang på 197 medlemmer i forhold til de 9646 medlemmer, der blev registret ved medlemsregistreringen for 2010.  Se DIF tallene her

Der skal ikke lægges skjul på, at administrationen i DBTU til det sidste håbede på, at denne registrering ville være den, der hjalp bordtennis over den magiske grænse på 10.000 medlemmer. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at vi i løbet af 2011 fik følgeskab af 15 nye klubber. I den netop offentliggjorte statistik fra DIF, er bordtennis registreret med en klubfremgang på 9 klubber, hvilket skyldes at 4 af de nye klubber – grundet indmeldelsestidspunktet – ikke nåede at deltage i medlemsregistreringen, ligesom udmeldelsen af 2 klubber er fratrukket tallet. De nye klubber er fordelt med tre klubber under FBTU, fire klubber under JBTU og otte nye ØBTU klubber.

Har du kendskab til personer, der ønsker at starte en bordtennisklub – så hold dig endeligt ikke tilbage. Kontakt DBTU’s konsulenter, der er parate til at støtte i processen fra spirende ide til etableret klub.

Klubudvikling af etablerede klubber
De nye klubber giver en naturlig medlemstilgang, der denne gang desværre er blevet ”ædt” af en medlemstilbagegang hos etablerede klubber. Denne ”erfaring” er selvfølgeligt blevet taget til efterretning og fremadrettet håber konsulenterne, at kunne øge de etablerede klubbers interesse for klubudviklingsprojekter, der kan øge fastholdelsen, således at medlemstallet kan øges ved, at en større andel fastholdes i vores fantastiske sport.

Klubudviklingsprojekternes forløb og indhold tilpasses efter den enkelte klubs behov, men for at illustrere et klubudviklingsforløb har DBTU tre færdige koncepter på hylden.

De tre ”hyldevarer” er;
Ungdommen i Fokus – hvor det er klubbens ungdomsafdeling, der arbejdes på at styrke. Klubben tilbydes i dette forløb kurset ”Klubbens årsplan”, så det bliver nemmere at komme på forkant med de tilbagevendende arbejdsopgaver og få nye tiltag tilrettelagt med hensyntagen til allerede eksisterende.

Flere hænder – konsulenterne møder ofte klubber, der har mange udfordringer med at skaffe de menneskelige ressourcer, der er nødvendige for at imødekomme de voksende krav til aktiviteter og udvikling. I forløbet arbejdes der på at synliggøre og detaljere de arbejdsopgaver til hvilket der ønskes tilført ressourcer på frivillig basis. Klubben udformer under forløbet en frivillighedsstrategi.

Træningsmiljøet i fokus – et godt træningsmiljø kan være med til at fastholde medlemmer i klubben, men et godt træningsmiljø kan være mange ting. Hvad et godt træningsmiljø er for jeres klub har i mulighed for at arbejde med i dette klubudviklingsforløb. Klubben udarbejder under forløbet en trænings- og trænerpolitik.

Klubbesøg – altid en mulighed.
Konsulenterne står derudover altid til rådighed for alle klubber, det være sig nye som etablerede klubber. Vi besøger meget gerne klubber overalt i landet og uanset klubbens størrelse er vi interesserede i at besøge jer. Konsulenterne hører gerne om jeres succeser og udfordringer, så erfaringer, viden og ønsker kan deles til fordel for bordtennissporten som helhed. Kontakt endeligt konsulenterne og få en aftale om et klubbesøg i kalenderen. På den måde kan klubben bedst muligt få information om DBTU’s tilbud, så medlemsskabet kan bruges så optimalt som muligt. Du finder konsulenternes kontaktoplysninger her.
 

Vi glæder os til at hører fra jer.

Forfatter: Annette Westermann
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: annette.westermann@dbtu.dk