På billedet Gert Jørgensen.
Derfor må vi jo satse på noget andet. Det kunne være E-sport, kvindefodbold, eller? Men det gavner jo heller ikke DBTU – Nåh nej.
I virkeligheden – som jeg læser det – satser man fuldstændig rigtigt ved at opprioritere træneruddannelsen. Havde vi nu gjort det, da Maze-effekten var i gang, så havde det set lidt lysere ud i dag – er min påstand. Nu kan vi jo se, hvor langt Jonathan kan bære, og om vi når at få uddannet nok til at tage imod de unge, når de vælter ind.
Men tilbage til 60+ som der er brugt en del tid på de seneste 4 – 5 år på at få flere i gang. Det har været rimelig let at få nye spillere, hvis ellers omstændighederne er til stede, og nogen har været villige til at udføre et stykke arbejde.
Bordtennis er en fantastik idræt netop til os gamle både til sjæl og krop. Hvor har jeg dog mange gange i de senere år været taknemmelig over, at det netop var bordtennis, jeg faldt over i sin tid. Vi har så mange, der har måttet opgive andre idrætsgrene, men som nu stadig kan dyrke bordtennis. Når det så samtidig næsten er beviseligt, at det holder hjernen skarp, så …. (Nu vil onde tunger hentyde til, at det kan man nu ikke mærke på mig, så må jeg blot konstatere, at hjernen nok ikke bliver bedre end den var før – blot det, at den undgår forværring, vil mange nok lovprise).
Men hvorfor skal klubberne nu ofre tid på de gamle?
- For det første skal man forstå, at det er de nemmeste afdelinger at have med at gøre. Der er så mange ressourcepersoner, der gerne vil gøre en indsats. Jeg har mange eksempler på, at en nystartet afdeling er selvkørende efter meget kort tid. Så der er ikke det store arbejde i det – tvært imod.
- For det andet skal man jo ikke kimse af, at de betaler kontingent. Og da der samtidig ikke er mange udgifter, har det vist sig at være en rimelig pænt overskud ved den ”forretning”.
- For det tredje – hvis man forstår ”lillefingerreglen”, den med at nøjes med at bede om overkommelige og overskuelige opgaver, så er der utrolig megen hjælp at hente. Start med mindre praktiske opgaver og det ender med megen stor hjælp fra 60+’erne. Mange har lyst til at bruge sig selv på en ansvarlig måde.
- For det fjerde har jeg gode erfaringer med, at man holder bedsteforældredag i efterårs- og vinterferien. Det er jo også en måde at få nye unge interesserede involveret i klubben. Men de fleste er altså ikke klar til at være trænere – husk det!
- For det femte giver det en fin omtale, når de har nogle gode oplevelser.
- For det sjette (det er måske egoistisk, men nu ikke så tosset), at det gavner sundheden og sparer på samfundets udgifter.
- For det syvende er 60+ stort set det eneste område inden for bordtennis, det er gået fremad i mange år – oven i købet med et antal, som vi forventer meget stort nu om lidt, når de nye tal kommer i april.
- For det ottende synes jeg, at det er værd at gøre efter, hvad vi har gjort, nemlig at være meget udadvendte og lede efter det, vi ikke umiddelbart kan se – nemlig nye medlemmer.
Jeg synes måske det var på tide, at der var en noget større forståelse for indsatsen, som BAT 60+ yder. Måske er det i virkeligheden med til at redde den idræt, som nogen af os holder så urimeligt meget af.
Gert Jørgensen
Formand i SBTUs instruktionsudvalg. Formand i DBTUs uddannelsesudvalg med ansvar for ugelange landsinstruktøruddannelse. Udarbejdelse af nyt instruktionsmateriale. Et år som kaptajn for herrelandsholdet. Formand for DGIs bordtennis af flere omgange. Konsulent i 10 år i DGI. Igangsætter af nuværende 60+ stævner i København og omegn (Ca. 600 delt. årligt). Træner for 16 60+ damer i Brønshøj og ikke mindst sammen med Ole Hückelkamp igangsætning af meget 60+ arbejde.