Hvad spiller landsholdsstjernerne med?

Hvilke battræ og belægninger spiller landsholdsstjernerne med – og hvilke tanker ligger bag?

Man skal aldrig gå ned på udstyr. Det gælder selvfølgelig også for vores landsholdspillere. Men hvad spiller de egentlig med – og hvorfor? Og er det rigtigt, at spillerne vejer deres bat?

Tobias Rasmussen: Jeg spiller med Tibhar. Det har jeg efterhånden gjort længe nu, fordi jeg har været sponsoreret af dem i mere end seks år. Som battræ bruger jeg Tibhar Shang Kun, som har navn efter en kineser og er uden carbon. Jeg har altid spillet uden carbon, fordi jeg føler, at det giver mig bedre kontrol, og jeg har lidt nemmere ved at styre farten. Belægninger: Der spiller jeg på baghåndsiden med Evolution MX-P og på forhåndsiden med Hybrid K3 – begge fra Tibhar. Forhåndsbelægningen er det, man typisk kalder en kineserbelægning, forstået på den måde, at den er hårdere, og der er mere skru i. Man kan få lidt mere fart i og nogle nemme point ved at loope igen med den. Hvad betyder battets vægt for dig? Jeg vejer faktisk ikke mit bat. Det er der ellers en del spillere, der gør. Men for mig er det vigtigt, at battet er okay tungt. Og gerne lidt tungere oppe i hovedet af battet. Så føler jeg, at der er lidt mere power.

Jonathan Groth: Jeg spiller med Butterflys Timo Boll ALC træ. Det er et rigtig godt Carbon træ – ikke alt for hurtigt, og så er der en god balance mellem kontrol og hurtighed. Det kan føles en anelse stift de første 2-3 uger. Belægningsdelen: Her spiller jeg med Butterfly Dignics 09c på begge sider. Det er en belægning, som minder lidt om de kinesiske Hurricane-belægninger. Den er dog ikke lige så ”sticky” og hård. Jeg vil dog ikke anbefale den til særlig mange spillere, da den kræver, at man træffer bolden godt hver gang. Hvad betyder battets vægt for dig? Vægten er meget vigtig. Jeg bestiller mine belægninger i en bestemt vægt, og det samme gælder med battræ.

Martin Buch Andersen: Jeg spiller med Tibhar CCA træ og med Butterfly Dignics 05 på begge sider. Jeg spiller med Dignics, fordi jeg synes, det er de belægninger, der holder bedst. Selv hvis de er lidt slidte, kan man stadig godt spille med dem. Det er hårde men ikke megahårde belægninger. De er offensive og med en del skru i. Jeg har også leget lidt med den kinesiske (Dignics 09c – den som Groth spiller med), og jeg synes, den er bedre i åbent spil, men jeg havde lidt problemer med den i serv-retur, så jeg skiftede tilbage til den normale Dignics 05, som passer godt til min spillestil – allround, pålidelig og hurtig. Jeg har haft Tibhar som sponsor før og blev dengang glad for CCA-træet og har bare spillet med det lige siden. Hvad betyder battets vægt for dig? Jeg har et okay let bat i forhold til mange andre. Jeg har vænnet mig til at spille med et let bat og er så fortsat med det. Jeg vejer ikke selve battræet, men jeg vejer altid mine belægninger for at sikre, at det er nogenlunde det samme. Nogen gange kan det godt variere en del.

Anders Lind: Jeg har spillet med Donic, siden jeg var 9 år gammel, og i dag er jeg sponsoreret af dem. Battræ: Her spiller jeg med Donic Original True Carbon. Belægninger: Jeg vælger altid belægninger med god skru og går generelt efter et hurtigt bat. I forhånden har jeg Donic Bluegrip C2, og i baghånden Donic Bluestar A1. Hvad betyder battets vægt for dig? Battets vægt har relativ stor impact, fordi du skal bevæge det så hurtigt så mange gange om dagen. Et tungt bat gør, at du kan få mindre fart i selve bevægelsen. Men jeg har altid spillet med relativt tunge bat. Jeg synes, det giver en nice feeling, når man rammer bolden.

Thor Christensen: Indtil denne sæson havde jeg Andro som sponsor gennem BTEX, så jeg spiller stadig primært med deres udstyr. Jeg har Andros Synteliac træ. I forhånden spiller jeg med Andro Rasanter C53 og i baghånden med Butterfly Dignics 09c. Grunden til, at jeg spiller med dette, er, at jeg synes, det har en god balance mellem kontrol og speed. Jeg søger et bat, der er forholdsvist hurtigt. Belægningerne er den nye slags belægning, som man kalder hybrid – en blanding af kinesisk og europæisk. De er ret hårde og klæbrige, men en af de vigtigste grunde til, at jeg spiller med dem, er faktisk, at de ikke er særlig følsomme over for fugt og forskellige slags bolde. Hvad betyder battets vægt for dig? Jeg vejer ikke mit bat. Jeg ved, at fx Groth han gør, men det er ikke noget, der spiller en særlig rolle for mig.

/KRJ