Hvepsene stikker

Brønshøj Bordtennis har overrasket ved DM i bordtennis. Således lykkedes det for Kasper Weinrich Schübeler som den eneste spiller fra kvalifikationen at spille sig blandt de 16 sidste i herresingle. I herredouble har Kasper Weinrich Schübeler og makkeren Thomas Jensen (også fra Brønshøj) som det eneste ikke semifinaleseedede par spillet sig i semifinalen, hvor de kl. 9.30 i morgen skal møde Mikkel Hindersson og Henrik Vendelbo fra Virum.

Som om det ikke var nok, så vandt Brønshøjs Izabell Nørlem i kvartfinalen i damesingle over topseedede Mie B. Jacobsen. Det er derfor ikke så underligt, at de fire hvepse på billedet herunder har det store smil fremme.

Hvem er ham den sidste?

Den sidste på billedet mener du sikkert, at du har set før. Det har du sikkert også, for det er vinderen af X Factor i 2010 Thomas Ring Petersen. Thomas spiller også i Brønshøj og han gjorde såmænd også en god figur ved DM, hvor det lykkedes ham at vinde sin kvalifikationspulje og spille sig blandt de 32 sidste i herresingle.
“Jeg blev lokket med af Schübeler, og så passede det godt ind i mit program”, fortæller Thomas, der er i gang med sit tredje album, som hvis alt går vel udkommer til efteråret.

Denne artikels forfatter tør slet ikke tænke på, hvor farlige hvepsene bliver i morgen, hvis de får lokket Thomas Ring til at spille og synge for dem i aften, uha… 

Hvepsene ved DM

Brønshøjs farlige hvepse er fra venstre Izabell Nørlem, Kasper Weinrich Schübeler, Thomas Ring Petersen og Thomas Jensen.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk