Hvor blev de af?

Billedet af Lisbeth Poulsen er fra 29/2-1992. Hun flyttede senere til Lanzarote og arbejdede på Club La Santa.

På opfordring fortsættes artikelserien med at finde personer, som tidligere i deres liv havde bordtennis helt inde på livet. Mange har indsendt forslag til personer, som undertegnede vil forsøge at finde med et interview for øje.
Hvad blev der af dem? Hvorfor stoppede de? Hvad laver de i dag?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som undertegnede har sat sig for at få svar på.

Den næste vi skal møde er 40-årige Lisbeth Poulsen (født: 8. april 1976).

Facts om Lisbeth Poulsen:
Klubber: Søften GF, Sisu MBK, OB, Hørning, Flensborg.

Ungdoms-landskampe: Deltog ved ungdoms EM tre gange (1991 i Granada, Spanien, 1992 i Topolcany og i 1993 i Ljubljana) og Europa Top 12 en gang som junior (blev nr. 12 i Istanbul, Tyrkiet 25-26/1-1992 – se vedhæftede artikel).

Fra venstre Pia Finnemann, Sabine Borre Larsen og Janne Jensen, der udgjorde pigeholdet ved ungdoms EM i 1992 i Topolcany. Dernæst damejuniorholdet Joan Larsen, Pernille Michael og Lisbeth Poulsen.

Senior-landskampe: Som 15-årig debuterede Lisbeth Poulsen ved senior EM i Stuttgart i 1992. ”Vi spillede vist mixed double sammen”, siger hun. Indrømmet, det var ikke i min erindring, men den er god nok – sejr over Sidler/Schneider, Schweiz i kvalifikationen på 2-1 (21-15, 14-21, 21-12), hvor efter vi tabte til Bergersen/Mortensbakke, Norge med 0-2 (13-21, 17-21) – ikke prangende. I single tabte Lisbeth til Cimen, Tyrkiet med 0-2 (18-21, 10-21) og i dame double med 13-årige Sabine Borre Larsen blev det i kvalifikationen 2-1 (20-22, 21-11, 21-18) over Hood/Evans fra henholdsvis Skotland og Wales inden de unge danskere tabte med 1-2 (8-21, 21-16, 11-21) til Sikoronja/Susilo, Kroatien.

Lisbeth deltog desuden som senior ved EM i Birmingham i 1994, NM i Lahti, Finland i 1994, VM i Manchester i 1997, EM i Eindhoven i 1998 og hold-VM i Kuala Lumpur, Malaysia i år 2000.

Fra venstre Lisbeth Poulsen, Pernille Michael, Steen Kyst Hansen, Sabine Borre Larsen og Pia Toelhøj.

DM-titler: Dansk mester i damedouble med Pia Finnemann i både 1997 og 1998. Tabte i 1998 DM-finalen i damesingle mod Trine Grauholm med 0-3 (14-21, 17-21, 19-21). Dansk mester for hold i år 2000 med Hørning med Lin Yang, Trine Grauholm og Christina Jessen. Vinder af Danmark Top 12 for damejunior i 1991.

Hvorfor begyndte du på at spille bordtennis?
– Jeg begyndte at spille, fordi min storebror spillede bordtennis. Når han spillede stævner i weekenden, skulle jeg altid med sammen med mine forældre. Så kunne jeg jo ligeså godt begynde at spille selv.

Udklippet er fra 1993.

Hvad var din bedste oplevelse med bordtennis?
– Min bedste oplevelse med bordtennis har jeg tænkt en del over – der har været rigtig mange gode oplevelser. Der er to oplevelser, som jeg vil fremhæve. Den første oplevelse er den oplevelse, som jeg tænker tilbage på som en fuldstændig fed oplevelse, hvor jeg stadig kan føle den.

Det var til EM i Eindhoven i 1998, hvor Trine Grauholm og jeg spillede double mod et græsk defensivt par. Det var under vores landskamp mod Grækenland (Pia Finnemann og Janne Jensen var også på holdet). Vi var HELT oppe under hele kampen og vi vandt 21-19 i afgørende sæt (efter 10-21, 21-13 i de to første sæt mod Maria Mirou/Diana Zerdila, red.). Desværre tabte vi landskampen (2-3, red.), da jeg tabte den afgørende kamp til deres anden bedste defensive spiller (Diana Zerdila, 21-13, 20-22, 16-21 efter to danske matchbolde ved 20-18 i 2. sæt, red.) efter, at jeg havde slået deres bedste defensive spiller (Maria Mirou 21-16, 21-13, red.).

Martin Lundkvist (i midten) med EM pigerne fra 1998. Fra venstre Trine Grauholm, Lisbeth Poulsen, Pia Finnemann og Janne Jensen.
 
Den anden oplevelse er generelt den oplevelse, det var at være på træningslejr med Anders Mølgaard som træner, da vi var pigespillere (Pernille Michael, Pia Finnemann, Sabine Borre Larsen og Trine Grauholm) – jeg fik også lov at deltage i nogle af hans træningslejre, da jeg var blevet juniorspiller. Hold op, hvor vi trænede og trænede, vaskede op, løb morgenløb og sov på luftmadrasser i hallen.

Lisbeth Poulsen.

Hvorfor stoppede du med at spille bordtennis?
– Jeg stoppede med at spille bordtennis, fordi jeg flyttede til Lanzarote og begyndte at arbejde på Club La Santa, og fordi jeg gerne ville prøve noget andet sport. Jeg startede med at dyrke triatlon.

Savner du bordtennis i din hverdag?
– Jeg savner ikke bordtennis i min hverdag, men tænker tilbage på mange gode oplevelser.

Udklippet er fra NM i Lahti i 1994.

Hvad tror du, at folk bedst husker dig for?
– Jeg tror mange husker mig for mit temperament og så for, at jeg var meget lang tid om at serve.

Hvad laver du i dag?
– Jeg er advokat og arbejder hos advokatfirmaet Bech Bruun, hvor jeg sidder i vores afdeling for SKAT. I min fritid dyrker jeg triatlon – lige nu mest løb, da jeg er på barsel med min datter.

Lisbeth Poulsen i dag.

Er der nogen, som du godt kunne tænke dig at vide, hvor blev af, så send en mail til undertegnede, der så vil forsøge at finde frem til vedkommende med et interview for øje.

Tidligere artikler i ”Hvor blev de af-serien”:
Bo Holmsgaard (januar 2015). Læs artiklen her
Dorte Hauth (januar 2015). Læs artiklen her
Niels Bjørkbom (februar 2015). Læs artiklen her
Karin B. Nielsen (februar 2015). Læs artiklen her
Kim Kartholm (marts 2015). Læs artiklen her
Peter Smidt (april 2015). Læs artiklen her
Morten Dolleris (april 2015). Læs artiklen her
Birger Vest (maj 2015). Læs artiklen her
Uffe Pedersen (juli 2015). Læs artiklen her
Christel Frederiksen (august 2015). Læs artiklen her
Ole Rasmussen (november 2015). Læs artiklen her
Jeff Nygren (januar 2016). Læs artiklen her
Freddy Hansen (april 2016). Læs artiklen her

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk