Hvor blev de af?

På billedet advokaten Jan Børjesson.

På opfordring fortsættes artikelserien med at finde personer, som tidligere i deres liv havde bordtennis helt inde på livet. Mange har indsendt forslag til personer, som undertegnede vil forsøge at finde med et interview for øje.
Hvad blev der af dem? Hvorfor stoppede de? Hvad laver de i dag?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som undertegnede har sat sig for at få svar på.

Den næste vi skal møde er 60-årige Jan Børjesson (født: 15. november 1955).

Facts om Jan Børjesson:
Klubber: Triton (1970-1973), OBC/Smedegården (1973-75 + 1980-84), BTK Viby (1975-80). Senere Viby og VRI.

Hvorfor begyndte du på at spille bordtennis?
Jeg startede med at spille bordtennis, fordi vi havde et bordtennisbord i kælderen, hvor jeg spillede med min far. Ellers spillede jeg fodbold i B 1909. To sportsgrene blev med tiden for meget, så jeg blev meldt ind i Triton, der spillede i kælderen på Kragsbjergsskolen omkring 1968.

Hvordan oplevede du dit bordtennisliv?
Min første rigtige sæson var i Drenge Mesterrækken på Fyn, hvor vi udgjorde den tunge ende af rækken sammen med Svendborg-folkene, som jeg turneringsmæssigt kom til at ”danne par med” gennem hele karrieren.
Efter tre år i Junior Divisionen og nogle sæsoner på OBC/Smedegårdens divisionshold, gik turen i 1975 til Aarhus for at studere jura, og jeg skiftede i samme forbindelse klub til BTK Viby.

Vibys hold der vandt 2. division i 1976-1977, er fra venstre Henning Jakobsen, Jan Børjesson og Palle Rud.

I 1978 kom højdepunktet, da vi overraskende vandt DM foran Virum (der havde vundet mesterskabet de 10 foregående år, red), Brønshøj og Frederiksværk. På holdet var Danmarks daværende næstbedste spiller, Palle Rud, Henning Jakobsen, Lars Falck og undertegnede.

I de efterfølgende mange år spillede jeg også i divisionen, og det blev til en del medaljer. Fra de årlige dueller herom huskes bedst de lokale slag på Fyn mellem OBC/Smedegården og Svendborg, der var præget af stor lokal prestige og med den fight og intensitet, der hører sig til. Kampene endte typisk 9-9. På daværende tidspunkt bestod holdene af fire spillere, der spillede alle mod alle, og derudover to doubler. Vi havde i OBC/Smedegården et godt hold med Carsten ”Kosten” Jacobsen i spidsen og derudover John Iversen, Arne Riisom og undertegnede, og Svendborg var også godt besat med Niels Bjørkbom, Asger Rasmussen, Jørgen ”Myre” B. Jensen og Jesper Andersen.
De efterfølgende år bød på en lang række gode oplevelser i divisionerne, såvel for BTK Viby som for OBC/Smedegården, som jeg på et tidspunkt vendte tilbage til, og det gav også anledning til en lang række kampe i Europa Cup’en.

Du blev fynsk mester i herresingle i både 1983 og 1984. Hvordan husker du det?
Min evige rival var primært min egen holdkammerat i OBC/Smedegården, Carsten Jacobsen (med hvem Jan vandt FM i herredouble med i 1984, red.).
Vi var altid yderst dedikerede i vores sport og stillede store krav til os selv som spillere, men også til de spillere, som vi var ledere og trænere for.

I 1988 var Jan Børjesson i hold-DM finalen sammen med Viby, der i semifinalen havde vundet over Sporvejene i en kamp, der sluttede 5-5 men 14-12 i sæt i Vibys favør. Børjesson vandt 2-0 over Morten Dolleris og 2-1 i holdkampens sidste kamp mod Niels Bjørkbom.
I finalen blev det også 5-5 mod Sisu/MBK, der snuppede titlen på flest vundne bolde (+11) efter at holdkampen sluttede 11-11 i sæt. John Sabalic skrev i Bordtennisbladet om både semifinaler og finale, der blev afviklet i samme weekend i Brabrandhallen. Læs artiklen vedhæftet nederst.

Hvad var din bedste oplevelse med bordtennis?
En af de bedste oplevelser med bordtennis var ubetinget holdmesterskabet i 1978 med BTK Viby og efterfølgende deltagelse i Europa Cup’en for mesterhold, men derudover også det løbende fantastiske samvær, der var med alle de andre spillere, som vi mødte ugentligt rundt omkring i Danmark til enten holdturneringer eller stævner.

Du var leder, træner og med i DBTU’s bestyrelse. Hvordan var det?
Sideløbende med min egen karriere var jeg dybt involveret som leder, primært som træner for unionshold og landshold og en lang række lokale hold i BTK Viby. Jeg deltog også ledelsesmæssigt i DBTU’s spilleudvalg, der havde ansvaret for ungdomslandsholdene.
Dette bød på en lang række gode oplevelser som træner og leder for såvel drengelandshold som juniorlandshold rundt omkring i Europa hver sommer.
I træningslejrene op til de årlige ungdomsmesterskaber i Ungdoms-EM introducerede jeg begrebet ”Fighter af Guds nåde”, der blev ledsaget af en lille gave og en trøje, og det var noget, datidens seriøse kommende stjerner gik meget op i.
Hæderen gik første år til Jan Harkamp, som vi i dag alle kender fra tv-sporten, i skarp konkurrence med Carsten Egeholt og Claus Sandbye Andersen.
Det blev også til et antal år i DBTU’s bestyrelse, herunder næstformand.

Hvorfor stoppede du med at spille bordtennis?
Karrieren som advokat og alderen gjorde, at der til sidst ikke var tid til fortsat at deltage på et divisionshold. Jeg har naturligvis også deltaget i Veteran-divisionsturneringen, men det blev sværere og sværere at afse tid hertil, og vi havde også i det århusianske problemer med at få et hold op at stå, så det gled langsomt ud.

Jan Børjesson har løbet 15-20 marathonløb – han husker ikke præcis hvor mange, men han ved, at han kun mangler London i serien af de store. Således har han løbet i Berlin, Boston, Chicago, New York og Tokyo.

Jan Børjesson i et af sine mange marathonløb. Han har et godt råd, der skulle holde skaderne væk. “Du skal bare løbe 5-6 km hver morgen – det gør jeg ved 06-tiden”, siger den ukuelige jernmand, der ikke er plaget af skavanker.

Savner du bordtennis i din hverdag?
Jeg støder stadigvæk på mange gamle bordtennisvenner rundt omkring i alle mulige sammenhænge, og det udtrykker meget godt det fantastiske sammenhold og alle de gode relationer, der blev skabt over de 20-25 år, hvor jeg var aktiv som spiller og leder.

Hvad laver du i dag?
Jeg bor fortsat i Aarhus og er medindehaver i Advokatfirmaet LETT og var forudgående medindehaver i Kromann Reumert fra 1986 til 2007.

Fritiden går med løb, tennis, golf og cykling, og familiemæssigt bor jeg sammen med Helle og har tre døtre i alderen 21-25 år.

Jan Børjesson og Helle, som han deler tilværelsen med.

Er der nogen, som du godt kunne tænke dig at vide, hvor blev af, så send en mail til undertegnede, der så vil forsøge at finde frem til vedkommende med et interview for øje.

Tidligere artikler i ”Hvor blev de af-serien”:
Bo Holmsgaard (januar 2015). Læs artiklen her
Dorte Hauth (januar 2015). Læs artiklen her
Niels Bjørkbom (februar 2015). Læs artiklen her
Karin B. Nielsen (februar 2015). Læs artiklen her
Kim Kartholm (marts 2015). Læs artiklen her
Peter Smidt (april 2015). Læs artiklen her
Morten Dolleris (april 2015). Læs artiklen her
Birger Vest (maj 2015). Læs artiklen her
Uffe Pedersen (juli 2015). Læs artiklen her
Christel Frederiksen (august 2015). Læs artiklen her
Ole Rasmussen (november 2015). Læs artiklen her
Jeff Nygren (januar 2016). Læs artiklen her
Freddy Hansen (april 2016). Læs artiklen her
Lisbeth Poulsen (juni 2016). Læs artiklen her

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk